© Ditte Capion

Pernille Aalund valgte en ny retning i livet: "Jeg manglede en mand, en at dele mit liv med"

For tre år siden kom tidligere tv-vært Pernille Aalund til en skillevej i sit liv. Og hun valgte den vej, der førte hende længst væk fra det, hun kendte. For at overleve. For at finde mere af sig selv, mere balance – og en viking

17. januar 2019 af Karen Greve

Pernille Aalund (56) er gift med coach og forfatter Kim Boye og mor til Tobias på 35, Marcus på 33 og Anine på 18 år fra tidligere forhold. Pernille er entreprenør, tidligere tv-vært, chefredaktør og magasindirektør. Startede sin karriere på Kanal 2, blev vært på TV 2’s Vis mig dit køleskab og senere TV3-talkshows som Mænd ingen adgang og Pernilles Univers. Senest QTV for Kanal 4. Stiftede websitet Oestrogen.dk og blev senere chefredaktør for magasinerne Q og Kig Ind. Senere magasindirektør og innovationsdirektør hos Aller Media. Pernille er i dag i gang med flere projekter. Skriver bøger, har designet en smykkeserie og betalingstjenesten Pernilles Univers. Arrangerer rejser, holder foredrag og holder i det hele taget Pernilleaalund.com flyvende.

Dette er et uddrag af det fulde interview med Pernille Aalund, som du kan finde i det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu!

En rejse ud og hjem 

“Jeg har altid brystet mig af, at jeg ikke har brug for at sove. Jeg går i seng ved 24-tiden og vågner ved fire-fem-tiden. Jeg har aldrig følt mig træt. Jeg har altid følt, at jeg vågnede, fordi jeg ikke kunne sove mere. Men jeg VAR jo træt. Jeg kunne bare ikke se det. Kunne ikke se, at min krop var spændt til bristepunktet. Men jeg kom til Sri Lanka på en rejse, der skulle tranformere mig, og jeg følte det, som om jeg blev indlagt på et alternativt hospital, hvor det første, lægerne ordinerede, var søvn og massage. Jeg har aldrig brudt mig om massage. Det er grænseoverskridende for mig.” 

Det sidste skyldes, at Pernille Aalund som voksen har fået diagnosen Aspergers, som er en mild form for autisme. Mennesker med en asperger-profil er normalt eller højt begavede og kan have problemer med socialt samspil og er typisk lidt enegængere. Det er helt klassisk ikke at bryde sig om berøring og for eksempel vige tilbage fra at give fremmede mennesker knus og kindkys. Pernille Aalund er sikker på, at både hendes anlæg for tunnelsyn og afsmag for massage har med hendes Asperger-profil at gøre. Men det at vige tilbage for berøring betyder ikke, at hun ikke har brug for det. Det betyder bare, at hun skal have en ramme, så hun ved, hvad hun kan vente, og indstille sig på det. 

“På Sri Lanka boede jeg i en lille hytte med tilhørende terrasse til behandlinger, og det var skønt at være udenfor i frisk luft i stedet for inde i et lille lukket rum. Da jeg skulle have massage, kom der en kvinde og stillede sig foran mig og sagde roligt: ‘Today I am your mother, and you are my child’. Og så overgav jeg mig fuldstændigt. Det var ikke rigtig massage, hun strøg og aede min krop, og jeg blev så træt, at jeg faldt i dyb søvn. Da jeg vågnede efter to timer, var jeg stadig træt og gik ind i min seng for at sove videre. Hele den uge på Sri Lanka lavede jeg ikke andet end at sove, spise sundt og få ‘berøringsbehandlinger’.”

Da hun kom hjem, føltes det, som om svaret på det, hun så længe havde spekuleret over, var meget enkelt.

“Jeg følte det, som om nogen havde taget en styrthjelm af mit hoved. Jeg var fuldkommen klar omkring alt. Min innovationsafdeling skulle lukkes ned. Vi talte om andre muligheder. Men jeg sagde nej tak. Jeg ville afvikle mit arbejde. Samtidig skulle jeg have nogle af de ressourcer tilbage, jeg manglede i mit liv, og det, jeg manglede allermest, var kærlighed. Jeg manglede en mand, en at dele mit liv med. Kærlighed og familie skulle prioriteres.”

Pernille Aalund mener, at vi alle kan have glæde af med jævne mellemrum at tjekke med os selv, om vores tilværelse giver mening. Ikke fordi vi alle sammen skal rende ud og sige op i morgen, blive skilt eller flyve til Sri Lanka, men fordi vi ellers let kan blive meget kede af det.

“Jeg tror, at mangel på virkelige værdier giver anledning til smerte og angst. Der er ikke nogen enkeltstående opskrift på lykke. Det, der giver mening for den ene, giver ikke mening for den anden. Det enkelte menneske kan kun svare for sig selv på, hvad der giver mening, men vi går galt i byen, hvis vi hele tiden måler os med andre mennesker. Vi slår alle rekorder med angst og depression, fordi vi stiller os selv de forkerte spørgsmål og går op i PH-lamper og Hay-puder i stedet for virkelige værdier.”

Kort efter Sri Lanka stillede hun de fleste af sine møbler ud på Gentoftevej, solgte eller forærede en stor del af sit tøj væk, på alle måder indstillet på en ny start. Og modet til det? Det fik hun delvis fra en viking... 

Læs hele interviewet i Magasinet Liv!

I det nye Magasinet Liv, der er på gaden netop nu, kan du læse det fulde interview med skønne Pernille Aalund. Her kan du læse mere om, hvor Pernille var i sit liv, inden hun tog på sin rejse til Sri Lanka, og hvordan hun efter rejsen gik til projekt kærlighed og fandt sin viking og soulmate. Og så får du desuden også Pernille Aalunds helt egen taknemmelighedsbøn, som hun beder hver dag. 

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste