Özlem Cekic
© Les Kaner

Özlem: "Det vi har været uenige om forsvinder, når jeg holder hende i hånden under kemoterapien"

Özlem Cekic rummer meget. Hun passer på sin syge mor, holder øje med sine både små og store børn. Og så mødes den tidligere politiker med de mennesker, der sender hende hademails

27. maj 2018 af Karen Greve


Özlem Cekic (41) er gift med økonomisk rådgiver Devrim Ûlgü og mor til Furkan på 19, Yasmin på 10 og Yusuf på 8 år. Hun er debattør, brobygger, foredragsholder og tidligere folketingsmedlem for SF. Derudover er hun uddannet sygeplejerske og endvidere aktuel med debatbogen Hvorfor hader han dig, mor?

Privatliv

“Jeg forsøger at trække vejret og være til stede hos alle, der har brug for mig. Sidste forår fik min mor konstateret brystkræft. Jeg har fulgt hende til behandling og tolket for hende, fordi hun ikke er så god til dansk. Det er svært at være i, fordi jeg kommer lidt på standby som datter og bliver tolk i stedet. Samtidig har jeg en søn, som pludselig er blevet en voksen mand på 19 år med skæg, som jeg må stå på tæer for at kramme, og to mindre børn, som stadig helst vil tale om fidgetspinnere. Mit liv er fyldt med kontraster. Det kræver stor tilstedeværelse fra min side at rumme det hele, men med alvorlig sygdom er det sådan: Den får dig til at stoppe op og blive bevidst om, hvad du bruger din tid på. Latterlige ting som at skændes om opvasken eller de ting, som min mor og jeg har været uenige om gennem tiden, forsvinder, når jeg holder hende i hånden under kemoterapien.” 

Arbejdsliv

“Jeg har valgt at lave noget andet efter 13 år med partipolitik. I dag holder jeg foredrag og rådgiver om brobygning mellem befolkningsgrupper. Og jeg fortsætter det koncept, jeg kalder dialogkaffe, hvor jeg tager ud og mødes med nogle af de mennesker, der sender mig hademails. Mennesker, der kalder mig alt fra muslimrotte til terrorist, men jeg har opdaget, at uanset hvad de kalder mig, så serverer de altid kage til kaffen, når jeg kommer forbi. I starten forventede jeg beskidte hjem og folk med lange, sorte negle og var ved at få et hjertestop af angst over at skulle træde ind i deres hjem, men sådan er det jo ikke. Det, jeg møder, er almindelige mennesker, der mener noget andet end mig. Jeg tror på, at samtalen bygger bro. Vi har et kurdisk ordsprog, som lyder: ‘Angsten for at dø må ikke forhindre dig i at leve’, og min oplevelse er, at angsten forsvinder, når vi taler med hinanden. Og det gør fordomme også.”

Livredder

“Mens jeg arbejdede i Folketinget, blev jeg chikaneret af en nynazist. Det stod på i otte måneder, og han ringede til mig op til 40 gange om dagen. En dag var jeg i Zoologisk Have med mine børn, da han ringede, og pludselig blev jeg bange for, at han ville prøve at finde os. Da vi kom hjem, spurgte min søn mig: ‘Hvorfor hader han dig, mor?’. Jeg svarede bare, at nogle mennesker er dumme, men senere fik jeg lyst til at komme med et mere begavet svar. Min ven fotografen Jacob Holdt foreslog mig, at jeg skulle gå ud og møde de mennesker, der var uenige med mig. Der startede mit liv med dialogkaffe. Dialogkaffe har været et vendepunkt i mit liv, for jo flere af mine egne fordomme, jeg gør op med, jo mere fri og mindre angst føler jeg mig.”


Livskraft

“Jeg henter min gejst fra mennesker, der anerkender mig. Det kan sagtens være fremmede mennesker i Rema 1000, som kommer hen og krammer mig. Vi er ikke altid enige, men alligevel kan de sige: ‘Godt gået, min pige’. Og jeg har altid været bedst under pres. I skolen præsterede jeg bedst i 11. time.” 

Kærlighedsliv

“Jeg elsker min mand meget højt, og han elsker mig. Det giver en utroligt god stabilitet i mit liv. Men jeg er også et sted i mit liv, hvor jeg tænker meget over min rolle. Hvilken kone vil jeg være? Og hvilken mor? Er jeg en, der fikser ting for andre, eller en, der følger med? Skal jeg tage mere eller mindre ansvar og initiativ? De tanker er især dukket op, efter at jeg er fyldt 40. Da jeg var barn, tænkte jeg, at en 40-årig var på vej til at dø, men mit hjerte er meget ungt. Når jeg ser mit ansigt i spejlet, kan jeg godt se, at jeg er blevet voksen. Min alder er ikke noget, min mand tænker over. Han synes, jeg er smuk. ‘Det er så smukt, at man kan se på din krop, at du har født tre børn’, siger han. Ha, ha. Det er sødt.”

Livtag

“Jeg har oplevet livskriser. Da min storebror blev ramt af psykisk sygdom, da min mor blev syg, og da jeg selv fik stress i 2012. I situationer som dem går alt andet ligesom i stå. Jeg har følt det, som om jeg har været på prøve som søster, datter, mor og kone, og prøven handlede om at kunne prioritere rigtigt. Jeg er meget udadvendt, men i kriser har jeg brug for at trække mig ind i mig selv og tænke over, hvordan jeg kommer over det her. Jeg er et troende menneske, og jeg forsøger at finde styrke i de situationer, hvor livet kræver noget ekstra af mig. I religionen finder jeg en større mening og ro.”

Livræd

“Jeg er bange for at være utilstrækkelig. At jeg ikke kan være der nok for mine børn, min mor, min mand eller i den politiske debat. Jeg er normalt en Duracell-kanin, for jeg vil ikke spilde tiden, så jeg strukturerer alt. For eksempel er en times gåtur med en veninde lagt ind i min kalender. Den disciplin gør, at jeg når langt, men det gør mig også bange, for på et tidspunkt blev jeg syg. Jeg fik stress i en grad, så jeg en dag, hvor jeg stod i entréen med min søn, brød helt sammen, fordi vi skulle have både æg, smør og mælk. Tænk, hvis jeg ikke kunne huske alt det? Jeg måtte gå i seng igen. Den følelse af at miste kontrollen var skræmmende.”

Livsvidner

“Mine børn er mine vigtigste livsvidner. Den forandring, jeg ønsker i verden, skal jeg kunne se i dem. Da vi var i Israel i efterårsferien, pegede min yngste søn på en FN-bygning med flag og sagde: ‘Se, mor, der er vores flag.’ Det var Dannebrog, og det gjorde mig meget glad, for uanset hvor hård og ekskluderende den offenlige debat kan være i Danmark, så var det fantastisk at opleve, at han er fuldstændigt uvidende om det og føler, at han er dansker, og at Dannebrog er hans flag.”


Livvidde

“Den disciplin, jeg har, når det gælder mit arbejde, findes ikke i forhold til min sundhed. Der har jeg en rygrad som en regnorm. Min mor har altid været en stor dame, og jeg har set, hvordan de ekstra kilo gav hende nogle sygdomme, så jeg vil helst ikke tage på. Men jeg er glad for mad, og jeg dyrker aldrig motion. I stedet undgår jeg så vidt muligt brød og sukker.”

Livsråd

“Jeg er vokset op på Vesterbro i et arbejderhjem med kurdiske rødder, og jeg er på alle måder en mønsterbryder. Jeg lærte først dansk ordentligt, da jeg fik job i Føtex som 14-årig, hvor alle tog imod mig med åbne arme. Det fik mig til at forstå, at vi aldrig skal undervurdere betydningen af vores egen indsats, og at vi skal turde række ud efter andre mennesker."


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 5.

Måske er du interesseret i ...

Seneste