Helle Bansemer-With
© Sine Nielsen

Nu har mit barn fået sit eget barn: “Jeg er ikke vigtig på samme måde, som jeg var før”

Det kan være virkeligt vanskeligt ikke at blande dig, når du som Helle er blevet mormor. For hvem er mest mor, du eller din datter? Men det er ikke det sværeste...

26. august 2018 af Malin Westerlund

Helle Bansemer-With (49) er gift med Peter og mor til Claudia på 21 og Micas på 17 år. Og mormor til Levi på knap 1 år. Helle er folkeskolelærer.


"Mor, jeg tror, jeg laver en baby.” Det var noget af det sidste, Helle Bansemer-Withs datter, Claudia, sagde til sin mor, før hun for knap to år siden rejste til Island, hvor Claudias kæreste havde fået arbejde. Selv om Claudia på det tidspunkt ikke engang var fyldt 20 år, kom det ikke som et chok for Helle. 

“Claudia har altid sagt, at hun ville blive en ung mor. Men de kærester, hun havde, før hun mødte Sebastian, min svigersøn, var ikke klar. Ellers er jeg sikker på, at hun havde fået barn endnu tidligere,” siger Helle, som selv var 28 år, da hun fik Claudia, og ikke lægger skjul på, at hun syntes, at datteren skulle vente lidt.

“Jeg har selv tre uddannelser, som kosmetolog, frisør og folkeskolelærer, og jeg syntes, at det var vigtigere, at Claudia fik sig en uddannelse først.” 

Men når Claudia siger noget, så mener hun det. Og Sebastian, der er 14 år ældre end Claudia, var klar. Så efter kun fire måneder på Island kom Claudia hjem og overraskede sine forældre med nyheden om, at hun ventede deres første barnebarn

Helle ønskede sin datter tillykke og mente det: “Jeg kunne jo se, hvor glad hun var.” 

Claudias fars reaktion var knap så positiv: “Hvad fanden tænker I på,” røg det ud af munden på ham. 

“Claudia var jo kun 20 år, og selvfølgelig er det lykken at få et barn. Men det er jo ikke bare lyserødt. Det snakkede jeg meget med hende om. Jeg fortalte hende om alt det, der er kedeligt, og om hvor hårdt og træls det kan være." 

Men trods sin unge alder besad Claudia tilsyneladende en eller anden dyb visdom og beroligede sin mor: “Jamen det ved jeg godt.” 

Og: “Så var det jo bare sådan, det var.” 

Og så alligevel ikke. Ved en rutineundersøgelse under Claudias besøg i Danmark kunne lægen ikke finde hjertelyd. Og Claudia måtte, halvvejs i sin graviditet, føde sit døde barn. Det var ubærligt. Også for Claudias mor. 

“Jeg kunne ikke udholde, at min datter skulle igennem noget så barskt.” 

Men Claudias datter klarede det. Og tilbage i Island blev hun hurtigt gravid igen. Og i september sidste år fødte hun en sund og rask lille dreng, Levi. Helle var med til fødslen. Og det var smukt. Men også hårdt. Helle måtte flere gange gå ud under fødslen. 

“Jeg var først og fremmest bange på Claudias vegne. Ikke så meget på mine egne vegne som kommende mormor. Eller på mit barnebarns. Under fødslen havde jeg ikke det bånd. Det kom først senere.” 

Hele familien samlet

Helle har siden haft mere end gode muligheder for at knytte bånd til sit barnebarn. For da de kommende forældre i sommer vendte tilbage til Danmark, flyttede de ind hos Claudias forældre og lillebror. Indtil Claudia og Sebastian har fundet deres eget, og det fungerer rigtigt fint.

“Lidt som et kollektiv. Men vi har også altid været en åben familie. Vi har altid talt meget åbent om tingene, og der er altid kommet mange hjemme hos os,” siger Helle, som aldrig rigtigt har oplevet at have haft teenageproblemer med sin datter. Ganske vist var Helle ikke vild med, at hendes datter som 13-14-årig begyndte at arbejde som model. Men nogen konflikt kom det aldrig til, og da Claudia rejste til Island, havde hun fået nok af at blive set på og behandlet som en ting og lagt modelkarrieren bag sig. 

Men selvfølgelig kan det indimellem være en udfordring at bo så mange voksne under samme tag.

"Der er ikke noget alene-tid. Der er altid mennesker. Hvis jeg for eksempel skal snakke med Micas alene, er vi nødt til at gå ind på hans værelse. Og hvis Peter og jeg skal snakke sammen, må vi gå ind i vores soveværelse. Der kan du godt føle dig lidt presset. Vi har også haft mindre tid til vores venner og veninder. For jeg har prioriteret Claudia og Levi. Og i forhold til min egen mor føler jeg, at jeg må gøre mig ekstra umage for ikke at ‘glemme’ hende.”

Hvem ved bedst? 

Men det er et valg, Helle har truffet, og det er ikke det sværeste. Det sværeste for Helle har været og er oplevelsen af ikke længere at være den vigtigste for sin datter. 

“Hun kommer ikke længere og lægger armene om mine skuldre og siger ‘moar’. Hun er mindre pige og mere kvinde. Mindre datter og mere mor. Hun fortæller mig ikke længere alt. Og hun lytter ikke til os på samme måde som før. Hun har ellers altid fortalt mig alt. Også hvem hun havde kysset på, og hvem hun havde været sammen med. Hun har været mere åben over for mig, end jeg selv var over for min mor.” 

Men sådan er det ikke længere.

“Der er sket noget i vores forhold. Selv om vi bor sammen, føler jeg ikke, at jeg er vigtig for Claudia på samme måde, som jeg var før. Men hun er jo stadig den vigtigste for mig. Det kan godt være svært, og det er også en sorg. Men sådan må det også være. Hun har jo fået sin egen familie. Og hun er blevet mor,” siger Helle, som også må erkende, at det har taget lidt tid at vænne sig til, at det ikke længere kun er hende, der er mor, men også hendes datter. 

“Jeg har et par gange taget mig i at føle, at jeg var en bedre mor for den lille baby end Claudia, og jeg har også kaldt babyen for min baby et par gange. Men det gør jeg ikke mere. Det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke skulle gøre.” 

“Det er jo meget sårbart,” fortsætter Helle og mindes en gang, hvor lille Levi græd i armene på sin mor, og Helle rakte armene ud for at tage ham og trøste ham. Det var ikke okay for hendes datter. 

“‘Sig mig, kan jeg ikke selv trøste mit barn?’, fortvivlede hun. Men det er jo meget nemmere for mig, som kommer udefra, at være rolig. Og jeg forstod hurtigt, at jeg ikke skal blande mig, medmindre jeg bliver bedt om det.” 

Men det kan også godt være vanskeligt, og særligt når man bor sammen. Og selv om det er noget, Helle var opmærksom på fra starten, er det stadig noget, hun tænker over. Der var da også en episode, hvor hun blandede sig og sagde: “Det tror jeg ikke, han vil,” og Claudia returnerede: “Jo, han vil så.” 

“Der er jo meget, der har ændret sig, siden mine børn var små, og jeg oplever også, at Claudia er mindre pylret, end jeg var. Sutten bliver for eksempel ikke kogt hver gang. Samtidig har hun et stort overskud, fordi hun ikke står alene med husholdningen, mens Sebastian er på arbejde. Og jeg kan jo se, hvor godt hun gør det. Hendes omsorg, hendes kærlighed. Jeg ser jo det hele. Og bliver stolt. Og det fortæller jeg hende.”   

Mit bedste råd til dig der er i samme situation:

“Se og anerkend din datter for det, hun gør, og bland dig kun, når du bliver bedt om det. Og så er: ‘Det kunne jo også godt være …’ til hver en tid bedre end: ‘Nu synes jeg, du skulle …’.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 8.

Måske er du interesseret i ...

Seneste