© Sine Nielsen

Nu er jeg mor for min mor: “Jeg har ikke lyst til at se min mor sådan”

Det er svært for Dianna, at se sin mor være en anden end før blodpropperne. Og at savne hende, selv om hun er her

21. august 2018 af Malin Westerlund


Diana Rosendal (47) er gift med Simon og mor til Nanna på 26, Amalie på 23 og Jasmin på 16 år. Samt mormor til Arthur på halvandet år. Hun er fodterapeut og indehaver af egen fodterapeutklinik.


"Hun var min ryggrad"

Det var altid hende, Dianna Rosendal og alle andre ringede til. Hun var verdensmester i at lave mad. Hun lignede Elizabeth Taylor. Hun havde sin egen frisørsalon.

“Hun var den, der altid var der. Også for alle andre,” siger Dianna og tilføjer: “Hvis Hulk var en kvinde, var min mor Hulk.” 

Det kan da godt være, at Dianna indimellem også har været irriteret på sin mor. Det har hun. Men da Dianna som småbørnsmor boede over for sin mor i Lyngby, var moren den, der kom og vaskede tøj og lavede mad til dem. Og det kan også godt være, at Dianna følte sig en lillebitte smule svigtet, da moren, efter farens død, fandt en ny mand og flyttede til Esbjerg. Men så var moren den, der kom til Hundested, hvor Dianna havde slået sig ned, og blev i en hel uge og hjalp til med huset og ungerne, når det brændte på. 

“Hun var min rygrad. Og når hun kom, var det en befrielse.” 

Men sådan er det ikke mere. Nu ringer Dianna ikke længere til sin mor, når hun skal høre, hvor meget en culottesteg skal have, eller bare har brug for et godt råd. Nu ringer hun hver tredje eller hver dag af ren og skær omsorg. Og når moren er på besøg i Hundested, skal hun have hjælp til alt. 

“Jeg skal hjælpe hende i tøjet. Sætte hendes hår. Dosere hendes insulin. Og arrangere, at der er nogen hos hende, når jeg ikke selv kan være der.” 

Blodpropper i hjernen 

Sådan har det været, siden Diannas mor fik sin første blodprop i hjernen. Det var 6. november 2015. Dianna var på vej i byen med sine tre døtre, da de blev ringet op af Diannas mors mand. Og så styrede de direkte mod Esbjerg, hvor Diannas mor svævede mellem liv og død. 

“Hold kæft, hvor var det frygteligt. Det var ganske forfærdeligt. Og det værste var, at jeg havde lovet min mor at ringe til hende om eftermiddagen, men ikke nået det. Det er derfor, jeg aldrig udsætter noget mere.” 

Den anden blodprop kom godt et år efter. Stort set samtidig med, at Diannas ældste datter var i en fødsel, som nær havde kostet både mor og barn livet, og i en periode, hvor Diannas mellemste datter gik til udredning oven på et langvarigt sygdomsforløb. 

“Der savnede jeg virkelig en mor,” siger Dianna, som lige siden sin mors første blodprop har følt, at hun har mistet sin mor. 

“Hun er ikke den samme. Det er ligesom hendes skygge, der er tilbage. Hun er der, men hun er der ikke alligevel. Vi kan ikke tale sammen, som vi kunne før. Der er så mange ord og udtryk, hun ikke kan huske. Og hun forstår ikke ironi. Det er lidt som med børn. Jeg skal skære tingene ud i pap. Jeg kan for eksempel ikke spørge hende, hvordan hun laver en sennepssovs. Jeg skal spørge hende: Kommer du først mælk i? Og kommer du så sennep i? Og jeg kan aldrig være sikker på, at hun forstår mig. Det er lidt svært at forklare,” siger Dianna. 

Og lidt paradoksalt. For samtidig med at hun føler, at hun har mistet sin mor, går hun hver dag og frygter, at hendes mor skal dø

“Jeg tænker hver dag: ‘Er det i dag?’. Det er ligesom, jeg ikke rigtigt kan glæde mig til noget. Og hvis jeg køber noget til hende, venter jeg ikke med at give det, til jeg ser hende. Så sender jeg det med posten. For jeg ved ikke, hvor længe jeg har hende.” 

Når Diannas mor er på besøg, går Dianna ind til hende tre-fire gange om natten for at tjekke, at hun trækker vejret. 

“Det er fuldstændigt ligesom, når jeg passer mit barnebarn. For min største frygt er, at hun dør hos mig. Det lyder måske mærkeligt, men det skal ikke være på min vagt ... det er bare forkert. Hun er min mor, og hun er ikke min mor. Jeg ved godt, at det er egoistisk. Men nogle gange tænker jeg: Hvorfor er du der, når jeg ikke kan bruge dig? Og så bliver jeg ked af det. For lige om lidt er hun her ikke.” 

Diannas mor bliver også ked af det. Så trøster Dianna hende og siger, at det er godt, at hun har oplevet sine oldebørn. 

“Jeg bliver også selv helt glad, når jeg ser min mor sidde og kigge på sit oldebarn, mit barnebarn, løbe rundt,” siger Dianna. Fordi hun kan se, hvor meget familien betyder for hendes mor, og fordi hun er taknemmlig for, at hun kan dele sin familie med sin mor. 

Men det er bare ikke altid, at familien kan være der. Ikke hele tiden.

“Min mor har nogle gange svært ved at forstå, at jeg også har en hverdag og ikke kan være der hele tiden,” siger hun og mindes forrige gang, hun havde sin mor på besøg. 

“Jeg havde været i Esbjerg og skulle tilbage til Hundested, og så sagde min mor: ‘Kan du ikke blive nogle flere dage? Jeg får det meget bedre, når du er her’. Men jeg var nødt til at tage tilbage til mine børn, min mand og min fodterapeutklinik. Og så tilbød jeg min mor, at hun kunne tage med. ‘O.k!’, sagde hun. Og hold da op, man vil jo så gerne, men hvor var det hårdt,” siger hun, som ikke kun skulle hjem til hverdagen, men også til bryllup den følgende lørdag og derfor fik arrangeret, at en af døtrene var hjemme hos mormor. 

“Men der var lige nogle huller. Og jeg endte med at køre frem og tilbage tre gange for at se til min mor. Det var altså belastende. Og selv om der er en samhørighed mellem os, så er det nogle gange en gættekonkurrence, og jeg bruger enormt meget energi på at forstå hende. Og nogle gange glemmer jeg det. Og så taler jeg til hende, som da hun var min mor. Min rigtige, gamle, mor. Og så forstår hun mig ikke.” 

“Du retter på mig” 

Dianna bruger også energi på ikke at tale ned til sin mor. Men det kan være svært at undgå. “Du retter på mig,” kan hendes mor sige, hvis hun har gjort tegn til hende om, at hun har noget siddende på kinden. 

“Men det er jo i den bedste mening og for hendes egen skyld. Jeg ved jo, at hun gerne vil se pæn ud. Men jeg forstår også, hvor svært det er for min mor at blive rettet på, og at det jo handler om ikke at føle sig så hjælpeløs, som hun er.” 

Men selv om blodpropperne har sat deres spor, er der stadig rester af “den fandenivoldske kælling”, hun også var. 

“‘Nåh. Så ku’ du ringe’, kan hun godt indlede, hvis hun synes, der er gået for længe siden sidst. Og så kan jeg godt give igen af samme skuffe: ‘Mor, du kan da også ringe. Du har da nummeret’. Og der er da også ting, jeg synes, hun har gjort forkert som mor, men jeg bærer over med hende, fordi hun er syg,” siger hun og holder en pause. For hvor er det dog svært. Og helt forkert. 

“Det er ikke værdigt. De skal blive gamle og dø. De skal ikke blive gamle og syge. Jeg har ikke lyst til at se min mor sådan,” siger hun. Og trøster sig med de gyldne øjeblikke, hun stadig har med sin mor. Som sidst hun besøgte sin mor og havde en fælles veninde med. 

“Hun var vores genbo i Lyngby og 10 år ældre end mig. Så hun er lige mellem min mor og mig, og hun kan huske mere fra den tid, end jeg kan. Vi sad oppe, alle tre, og grinede og snakkede til midnat. Det var virkeligt hyggeligt. Og virkeligt rart.”


Mit bedste råd til dig i samme situation:

“Mærk glæden over de små ting. Og find dine åndehuller. Der, hvor du kan trække stikket. Jeg tager til banko en gang om ugen, og hvis jeg ikke kommer af sted, er jeg som en løve i et bur. Jeg tror, bankoen er god for mig, fordi der ikke er nogen, der taler til mig. Du hører bare den der stemme: ‘Nummer otteogtyve. Nummer otteogtyve’. Sådan lidt trance-agtigt.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 8.

Måske er du interesseret i ...

Seneste