Annemette Weile
© Sine Nielsen

Min veninde mistede sin søn: "Hvad svarer du på sådan en besked?"

Annemette og Hanne har været veninder og været der for hinanden i 16 år. Men hvordan er du der, når din veninde mister det dyrebareste, hun har?

27. september 2018 af Karen Greve

Annemette Weile (52) er gift og mor til Anneline på 21 år og papmor til Victor og Frederik på 19 år. Hun er manager i et revisionsfirma.

I april i år tog Annemette Weile på ferie i Tyrkiet med sin mand og sine forældre. En solfyldt eftermiddag på ferielejlighedens altan tikkede en besked ind fra hendes gode veninde Hanne. En besked, hun på ingen måde var forberedt på, og som fik hende til at tabe telefonen ud af hånden og bryde grædende sammen. 

Hanne skrev til Annemette, at hendes søn, Mikkel på 21 år, ikke så ud til at have lang tid igen. Annemette vidste godt, at Mikkel var indlagt på hospitalet. Han led af muskelsvind og havde de senere år været lammet fra halsen og ned. I årevis var hans sygdom langsomt blevet forværret, men beskeden var alligevel et chok. 

At det var kommet så vidt, havde Annemette ikke helt forstået. 

“Hvad svarer du på sådan en besked? At det nok er det bedste for Mikkel? Eller at det er helt forfærdeligt? Der er ikke rigtigt et svar, som er godt nok, vel? Jeg havde det så skidt med at være så langt væk i den situation.” 

Annemette og Hanne har været veninder, siden Hanne for 15 år siden flyttede ind i Annemettes opgang med Mikkel, der dengang var en livlig dreng på seks år, som sad i kørestol, men ellers gik i en almindelig folkeskole og spillede med Beyblades ligesom andre seksårige drenge. Mikkel blev hurtigt en god ven for Annemettes jævnaldrende datter, Anneline, mens de voksne fandt sammen i et nabofællesskab som enlige mødre og lavede mad sammen hver fredag og tog på weekender og ferier sammen. 

“Jeg er ikke fremmed over for handicap. Jeg er vokset op med en moster, der var åndssvag, som det hed dengang. Hun boede på institution, og min far havde en øjensygdom og blev blind, da han var i 30’erne. Men han har et fint liv. Handicap er naturligt for mig, og Mikkel og Anneline kunne meget sammen. De spillede kort, snakkede og så film. Det var en god tid for os alle fire.” 

Tankerne om en lille glad dreng i leg med hendes datter er i Annemettes tanker på altanen i Tyrkiet. Hun har allerede aftalt med sin datter, at hun skal besøge Mikkel på hospitalet for at ønske god bedring. I stedet bliver besøget til en afsked. 

“Jeg havde det forfærdeligt med at sende min datter på 21 år ud på hospitalet. Både fordi Anneline skulle klare det alene, og fordi Hanne så også skulle rumme min datter i en situation, hvor hendes barn var så dårlig.”

For at gøre noget konkret foreslår Annemette sin datter at medbringe en gæstebog og en kuglepen til Hanne, hvor familie og venner kan skrive et sidste farvel til Mikkel, og hvor Hanne selv kan skrive dagbog. 

“En af de ting, jeg har lært i mit liv, er, at det er en god idé i kriser at skrive noget ned. Skriv tankerne ned. Så skal du ikke tænke på at huske på det hele. Og Hanne har heldigvis senere sagt, at hun har været glad for den bog.”

Sagde det direkte 

Mikkel sov stille ind en onsdag morgen i april. På det tidspunkt var Annemette kommet hjem fra ferie, helt bevidst om sin vigtige rolle som Hannes veninde. 

“Jeg var med til at planlægge salmerne til Mikkels begravelse. Vi talte om, hvad han skulle have på i kisten. Jeg var med Hanne på hospitalet, da hun skulle aflevere Mikkels hjælpemidler.”

Annemette gik også ind i en lang tråd på Facebook, hvor Mikkels venner skrev hilsner til ham, for at forklare, at alle, som havde spørgsmål, kunne kontakte hende i stedet for Hanne. Fordi hun fornemmede, at lige det kunne Hanne ikke selv rumme. 

Og sådan var og er det hele tiden en fornemmelse at gøre og sige det rigtige. En forsigtig famlen sig frem hos et menneske, hun kender rigtigt godt, men hvis sorg er ukendt og uendeligt stor. Men som måske netop derfor har brug for, at andre er med til at træffe de mange beslutninger, det kræver at tage afsked med et menneske for altid.

Læs mere om hvad du kan gøre, hvis du er pårørende til én i sorg, i Magasinet Liv, der er på gaden netop nu! 

“Jeg har meget direkte blandet mig flere gange. For eksempel sagde jeg til Hannes mand, at han skulle lade være med at tage på arbejde til sidst, mens Mikkel lå i respirator. Han var usikker på, hvad hans rolle var, og det er også svært, når du føler, at du ikke kan gøre hverken fra eller til. Jeg foreslog også Hanne, at kisten skulle bæres ud af kirken i stedet for at blive stående til begravelsen. Så alle kunne sige ordentligt farvel, også gæster i kørestol, som ikke kunne kom omkring kisten, hvis den blev stående.” 

Annemette understreger, at hun først og fremmest har kunnet være tæt på, fordi Hanne har ladet hende være det.

“Det er ikke svært at være der for Hanne. Hun giver plads til andre. Men jeg ville heller ikke belemre hende hele tiden. Hun havde andre end mig, hun skulle holde orienteret om Mikkels tilstand. Så jeg belejrede hendes mand i stedet, og han var selvfølgelig også ramt af det hele.” 

Annemette beslutter, efter lidt tvivlen, at hun vil holde en tale til Mikkels begravelse. Hun spørger forsigtigt Hanne, hvordan hun vil have det med, at nogen siger noget efter ceremonien i kirken, for at forberede hende på situationen, og Hanne siger, at det er okay. 

“Jeg ville gerne give Hanne en hyldest i den tale. For Mikkel havde aldrig fået alle de gode oplevelser, han fik, hvis han ikke havde haft en mor som Hanne. Hun kunne læse ham fuldstændigt og vidste præcist, hvor meget han skulle støttes, og hvornår han skulle presses. Jeg sagde mange af de samme ting om Mikkel, som præsten sagde i sin tale, men jeg havde også en hyldest til Hanne med, og det var meget vigtigt.” 

Annemette klarede ikke talen uden at græde undervejs. I dag er hun glad for, at hun gennemførte. For at lade Hanne vide, at hun ikke er alene i sin sorg. Samtidig har Annemette også hele tiden vidst, at hun også skulle passe på sig selv. Og læsse af hos andre. 

“Jeg følte, at jeg skulle støtte Hanne, men hvor skulle jeg selv tanke op? Det gjorde jeg hos en anden veninde, som ikke har været så tæt på Mikkel. Hun var ikke påvirket på samme måde som mig. Vi talte om, hvordan vi skulle hjælpe Hanne. Jeg havde brug for at tale om gamle dage med Mikkel, og det har jeg også brugt min mand til.”

Og nu? Nu er Annemette optaget af, at Hanne skal vide, at Mikkel ikke bliver glemt. At selv om sorgen for de pårørende fylder mindre, så ved hun godt, at den altid vil fylde enormt for Hanne. At den aldrig går væk. Og hvert år, når magnolietræerne blomstrer, vil Annemette og hendes mand besøge Mikkels gravsted. Et omhyggeligt udvalgt sted under et meget smukt træ.

Det siger Hanne om sin venindes støtte 

Hendes nærhed bekræftede, at hun delte min sorg” 

“Annemette var en fantastisk støtte for mig i de sidste dage, inden Mikkel døde, og i dagene frem til begravelsen. Hun ringede hver dag fra Tyrkiet og spurgte til, hvad der skete, og hvilke overvejelser vi gjorde os. Der skete så meget på hospitalet i de dage, og derfor var det vigtigt, at vi talte sammen hver dag. 

De daglige samtaler var med til at give mig styrke til at træffe nogle svære beslutninger, og Annemettes nærhed bekræftede over for mig, at hun delte min sorg. Hun forstod, at jeg kunne få brug for at se tilbage på den sidste tid med Mikkel. 

Alle skulle have en Annemette i deres liv. Det er vigtigt i vores relation, at hun har stor indsigt i, hvordan det er, når ens nære har et handicap, og det er en særlig forudsætning, hun har, for at støtte og forstå mig. Det er ikke alle, der har de rette forudsætninger for at hjælpe en veninde i sorg. 

Jeg har selv oplevet at stå magtesløs over for andre mennesker i sorg og har været flov over mig selv, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle håndtere deres sorg.

Min egen oplevelse af at miste Mikkel har lært mig, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at håndtere sorgen på. Det er meget forskelligt, hvordan vi rummer vores egen og andres sorg.

Jeg har fået de mest rørende beskeder, skønne breve, og minder er blevet delt. En af Mikkels veninder lavede en fotocollage, en handicaphjælper fik Brøndbys førstehold til at signere en fodboldtrøje i afskedsgave, og der kom blomster til vores dør i flere uger. Alle de små og store tilkendegivelser varmer mig i sjælen.

Fremover vil jeg være den, der rækker hånden frem. Det skal føles naturligt at hjælpe i sorg, og du skal ikke påtage dig et ansvar, der er større, end du føler dig tilpas med.”

Læs mere om hvad du kan gøre, hvis du er pårørende til en sorg

Det gør ondt, når du ser mennesker, du elsker, gøre ondt. Når de er i krise, og du bliver pårørende. For hvordan skal du passe på dem? Og hvordan passer du på dig selv undervejs? 

I Magasinet Liv 10, der nu er på gaden, kan du læse om, hvordan Kiki har håndteret hendes fars alkoholisme, og selv blive guidet til, hvad du kan gøre, hvis du er pårørende til én i sorg.

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste