Jan Gintberg
© Tom Lindboe

Jan Gintberg: "Alder gør kvinder mindre komplekse og mere komplette"

Vi er vilde med komiker Jan Gintberg. Og han er ret vild med os. Hør selv: “Kvinder har meget lettere til grin.” Og: “Kvinder er mere sociale mennesker.”

4. oktober 2018 af Louise Thorsted

Jan Gintberg (54) er gift med jordemoder Nina Sepstrup, som han har Eline på 21, August på 14 og Alvilde på 8 år med. Han er komiker, standupper og tv-vært og er aktuel i DR-programmet Gintberg på Kanten og med sit standup-show Gintberg red(d)er verden, som han turnerer med til 6. november.


Hvad går du og laver lige nu? 

“Jeg er på tour. Jeg kan sgu meget godt lide at lande i en ny by hver dag. Så går vi rundt og finder noget lokalstof, som kommer med i aftenens show. Som vi brænder af, og så forlader vi byen i en rygende ruin. Den følelse kan jeg godt lide. Den giver en særlig energi.” 

Hvordan redder du selv verden? 

“Jeg kan jo ikke redde verden, så min opgave er at kradse op i hovedbunden på danskheden og i vores folkesjæl. Når det gælder mig selv, er det at være til stede over for dem, jeg holder af, og at give mine børn en ordentlig barndom. Sidste år var jeg mentor for en flygtning. Det er væsentligt, hvorfor og hvordan du gør godt. Du skal ikke gøre det for at blive set, men fordi det er dig.”

Vil du læse mere?
Du kan læse hele interviewet med Jan Gintberg i Magasinet Liv nr. 10, der er på gaden netop nu.

Den bedste kompliment, jeg har fået ... 

“... var efter mine første På kanten-programmer. Da jeg læste til jordbrugsøkonom, ville jeg gerne ind på tillægsuddannelsen på journalisthøjskolen, men kom det ikke. Der har altid ligget en lille journalist i mig, og da en af værterne på Deadline skrev, at På kanten-programmerne havde journalistisk kvalitet, blev jeg smigret. Når jeg hører, at folk er blevet mere og andet end underholdt, er det en stor ros.” 

Det vildeste, jeg har lært ...

“... er at lave sushi, skifte ble og tøjle mit temperament. Da jeg lavede et tv-program i Japan, kom jeg hjem med fem store japanske kokkeknive og kunne producere mine egne sushiruller. Og ellers må det være at skifte en ble. Den der rutine, den havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville få. 

Jeg var hidsig som ung. I dag kan jeg lade være at hidse mig op. Selv i situationer hvor jeg ellers er i min fulde ret til at gøre det. Det er en fantastisk evne, jeg har lært af learing by doing, hårdt arbejde og et helt livs erfaring i, at det ikke hjælper at hidse mig op.”

At være kvinde må være ...

“... fantastisk lige nu, hvor #Meetoo har så stor kraft, at det nærmest har slået lovgivningen ud af spil og derfor fået fjernet nogle virkeligt store røvhuller. 

Helt grundlæggende har jeg altid syntes, at det må være fantastisk at være kvinde. Det er, som om I har en palet med flere nuancer.”

Alder gør en kvinde ... 

“... alder gør noget godt for alle! Der er sgu et eller andet over modenhed, og alder gør en kvinde ... i stand til at vælge en bedre hvidvin, end da hun var ung! Hold kæft, hvor har jeg siddet og drukket noget forbandet sprøjt med unge kvinder, da jeg selv var ung og håbede på at score. 

Kvinder er virkeligt gode til at vælge hvidvin, når de bliver over 40 år og – uden sammenhæng i øvrigt – bliver mere interessante samtalepartnere. Alder gør kvinder mere komplette. Mindre komplekse og mere komplette. Mere camplette ...”

Læs resten af interviewet i Magasinet Liv

I Magasinet Liv 10, der nu er på gaden, kan du læse resten af det store interview med skønne Jan Gintberg. Her fortæller han blandt andet mere om hans syn på os 40+ kvinder samt om, hvad der får ham til at ligge søvnløs om natten...

Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste