© Trine Bukh

Lise fik ny hofte: "Det var optur endelig at kunne gå op på tredje sal uden alt for vilde smerter"

Det, der begyndte med rygsmerter efter en graviditet, viste sig at være hoftedysplasi og blive et smertehelvede! Men nu har Lise fået en ny hofte. Og et nyt håb

22. januar 2019 af Louise Thorsted

Lise Høi (45) er single og mor til Nikolaj på 8 år. Hun er p.t. i ressourceforløb. Lise er uddannet bromatolog og har en ph.d. i mikrobiologi.

"Da jeg i august 2018 kom gående ind på Rigshospitalets Smertecenter, stod overlægen, som trods alt har set en del, nærmest med tårer i øjnene og sagde: ‘Da jeg læste din journal, blev jeg helt rørt’. Det var først bagefter, at jeg tænkte: Har jeg virkelig været så dårlig? Men det fortæller man jo ikke en patient før bagefter. Min egen fysioterapeut, som er ekspert i kroniske smerter, og som jeg er kommet hos i flere år, siger til mig nu: ‘Du er en af de værste smertepatienter, jeg nogensinde har set’. Men jeg vidste først selv, hvor ondt jeg havde haft, da det holdt op. Indtil jeg fik min nye hofte i juni 2018, levede jeg bare fra dag til dag.

Jeg har hoftedysplasi, men vidste det ikke, da jeg fik smerter under min graviditet i 2009. Jeg trænede, fødte, lå ned, når min søn sov, men det blev bare værre og værre, og jeg blev henvist til et ryg- og genoptræningscenter. Ingen kunne finde ud af, hvad jeg fejlede. Jeg troede selv, det måske var en diskusprolaps i lænden. Når smerterne var værst, føltes de som at have en kniv i ballen, en gaffel i læggen og samtidig få hældt kogende vand ned ad låret. 

I foråret 2012 læste min mor en kronik i Jyllands-Posten skrevet af en ung kvinde med tilsvarende symptomer. Efter jeg selv havde læst den, opsøgte jeg hendes læge på privathospitalet Mølholm i Vejle og fik samme diagnose som hende. Hoftedysplasi. For 95 procent af patienter som mig kan det klares med en operation, hvor man hakker bækkenet over tre steder, drejer det og sætter to skruer i. Jeg er så blandt de fem procent, som ikke har nok i en operation. Jeg havde stadig rigtigt ondt og kunne hverken sidde eller gå. Jeg blev opereret endnu tre gange, nu i min ledlæbe, og efter hver operation kunne jeg ikke støtte på benet i tre måneder. Der var ikke noget, der som sådan gik galt i mine operationer. Jeg har bare aldrig kunnet sidde ned rent anatomisk. 

Jeg har ikke arbejdet, siden jeg blev fuldtidssygemeldt i 2012. Fra min søn var to til fire år, havde vi au pair. Jeg måtte ikke bære ham og kunne ikke være alene hjemme med ham, for hvad nu hvis han skulle skiftes? Så vi sad mest i lænestolen og så på Ipad sammen. 

Jeg bliver også indlagt med en depression undervejs i forløbet. Min fantastiske psykolog med erfaring i kroniske smerter, som jeg også læste om i kronikken i Jyllands-Posten, siger, jeg har udviklet PTSD-lignende symptomer. Det er ikke unormalt, hvis man, som jeg, oplever ikke at blive troet på, som dengang jeg på rygcentret fik rådet at drikke lidt mere urtete … Og når fagkundskaben ikke tror på dig, så begynder venner og familie også at tvivle. Eller som en i min omgangskreds engang sagde: ‘Det er jo ikke kun hoften, der er noget i vejen med …’. 

Når det har været værst, har jeg fået store mængder morfin og har kun kunnet ligge ned. Men jeg har været god til at få noget positivt ind i mit liv, hvor jeg kunne: En tur på loppemarked eller til forældremøde. Det, andre ikke ser, er, at så laver jeg ikke noget resten af dagen – og måske heller ikke dagen før og dagen efter. 

I juni 2018 får jeg en helt særlig MR-scanning, som viser, at jeg kun har 1,5 millimeter brusk tilbage. Normalt får du en ny hofte, hvis du er nede på under 3 millimeter. Et par uger senere ligger jeg på operationsbordet, og de ser, at min hofteskål, mit lårbenshoved og min ledlæbe er helt slidt væk. Lægen forstår ikke, hvordan jeg kan stå, men det kunne jeg jo heller ikke. 

Den operation var den nemmeste af dem, jeg har været igennem, men det siger nok mest om, hvor voldsomme de andre har været. Bagefter forærede mine forældre mig et to ugers rehabiliteringsophold på Vejlefjord, inden jeg blev hentet og kørt hjem af min far. Det var optur allerede første dag, hvor jeg sad i bilen og gik op på tredje sal uden at få alt for vilde smerter. For nylig var jeg i biografen med en veninde. Og da jeg var til kontrol på privathospitalet i Vejle, kørte jeg selv derover fra København. Det er det længste, jeg har kørt i 10 år. 

Jeg vil virkelig gerne prøve at holde ferie i udlandet med min søn, og det er en drøm, jeg tør drømme nu, og en, jeg har delt med og lovet ham. Når jeg får det godt nok, så gør vi det, uanset om der er skoleferie eller ej. Nu starter vi med at tage til Lalandia med hans far her i vinter. Det har han altid ønsket sig.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 1. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste