Moden kvinde i gul trøje
© iStock

Fra fuldtidsmor til ... hvad?

Barnet flytter hjemmefra, og overgangsalderen går i gang. Det bliver da meget befriende, tænkte Liv-læser Lena. Og tænkte om igen ...

12. juli 2016 af Lena Andersen

Denne klumme er skrevet af en Magasinet Liv-læser Lena Andersen, tidligere hjemmehjælper, nu frivillig i et center for demente, gift, tre børn.

Jeg var i fuld gang med at pakke min yngste datters værelse ned. Hun skulle flytte hjemmefra. I kollektiv, heldigvis. Så ville der trods alt være andre mennesker omkring hende, selv om der nok ikke var en, der holdt øje med, om alle fik vasket tøj, gjort rent en gang om ugen og spiste nogenlunde varieret. Men bare det, at hun ikke skulle flytte direkte hjemmefra og bo helt alene, føltes trygt for mig.

Værelset var som sædvanlig ét stort kaos. Tøj og ting lå hulter til bulter på gulvet og kæmpede om pladsen med store nullermænd.Jeg prøvede at lade være med at træde på de mest skrøbelige ting. Det var et dårligt tidspunkt at eksplodere på. Min datter skulle ikke flytte hjemmefra med et dumt skænderi siddende i kroppen som den sidste erindring om barndomshjemmet og sin mor.

Og (sagde jeg til mig selv) fra nu af ville dette værelse være ryddeligt. Når Louise var flyttet, skulle det indrettes til kontor og gæsteværelse. Jeg må ærligt indrømme, at jeg glædede mig til det nye liv. Det var ikke kun vemodigt at skulle sende den sidste af sted. Det var også spændende. Sove længe, flere penge, købe lækre ting til mig selv, et køleskab, som ikke lige pludseligt var halvtomt, og ikke mindst: Sex, når vi havde lyst, min mand og jeg, og ikke fordi ‘nu er vi alene’.

Ingen krise her

Pludselig var der noget, der knækkede under min ene fod, og jeg blev revet tilbage til nutid. Louise sad på sengen og sorterede skolebøger.

“Hør her, mor,” sagde hun og rakte mig sin psykologibog fra 2. g. Den var slået op på kriser.
“Er du klar over, at mange kvinder kommer i krise, når deres børn flytter hjemmefra, fordi det tit falder sammen med overgangsalderen?”

“Interessant,” svarede jeg selvsikkert: “Men jeg tror altså ikke, jeg bliver en af de kvinder.”
Og det mente jeg. Jeg var klar over, at det kan være en svær periode i en kvindes liv, og at der også sker fysiske forandringer, som kan være svære at acceptere. Det havde jeg i hvert fald læst. Nogle kvinder tager på i vægt og får bumser. Men ligefrem at kalde det en krise, var det ikke at overdrive? Begge dele er jo naturlige - overgangsalder og børn, der flytter. Jeg havde oplevet det, der var værre. Rigtige kriser. Og havde deltaget i flere selvudviklingskurser.

Okay, krisen kom

Så hvor kom den fra, krisen? Og hvordan kunne jeg være så naiv at tro, at jeg ikke ville blive ramt, fordi jeg havde læst lidt psykologi?

For i min eufori over at få et ekstra værelse og sex døgnet rundt mærkede jeg den ikke komme.
Livet var fedt. Min mand og jeg vimsede rundt som nyforelskede teenagere, der pludselig har fået forældrefri weekend. Vi jokede tilmed om, at vi skulle prøve at fyre et par fede, bare fordi vi kunne. Og for at finde ud af, om det var noget, vi var gået glip af. Det blev ikke til noget. Og før vi fandt på flere ting, der skulle prøves, blev det hverdag igen.

En ekspedient på apoteket gjorde mig en dag venligst opmærksom på, at jeg er over 50 ved at foreslå en mere intensiv ansigtspleje, end den jeg stod med i hånden. Jeg ved aldrig, hvornår jeg får menstruation. Jeg bliver nemt ked af det. Eller aggressiv uden grund. Moderen i mig begyndte at vågne. Og jeg mærkede et stort savn.

Savnet voksede til sorg og angst. Sorg over ikke mere at skulle være mor på fuld tid og angst over ikke at kunne slå til som kvinde - i takt med at overgangsalderen gjorde kål på mine østrogener.
Jeg var i ingenmandsland. Jeg var i krise.Min hjerne tumlede med store spørgsmål som: Hvad skal jeg med resten af mit liv? Hvad kan jeg egentlig? Er der overhovedet brug for mig?Et år senere må jeg konstatere, at psykologibogen havde ret, og jeg tog fejl.

Børn, der flytter, og overgangsalder kan udløse hver sin krise. Jeg mistede helt fodfæstet, da begge ting ramte cirka samtidigt.

Jeg famler stadig rundt en gang imellem.

To ting ved jeg dog: Der er meget, jeg kan. Jo faktisk alt det, jeg kunne før. Og der er brug for mig mange steder. Min datter ringer jævnligt efter opskrifter og vasketøjsanvisninger.
Men hvad jeg skal med resten af mit liv, er jeg ikke helt klar over endnu. Måske skal jeg bare leve det."

Måske er du interesseret i ...

Seneste