© Ninna Flor

Kathrine tror på skæbnen: "Jeg hviler i, at ting sker af en årsag, og at ting sker, når de skal ske"

Kathrine har taget en stor beslutning. Hun vil ikke længere gruble over ting, hun ikke kan ændre. Hun tror på skæbnen. Også selv om den ikke altid er hende lige nådig...

19. december 2018 af Louise Thorsted

Kathrine Grølsted (47) har en kæreste og er mor til to piger på 16 og 14 år. Hun er receptionist.

"Jeg tror på, at ting sker af en grund"

"Jeg hviler i, at ting sker af en årsag, og at ting sker, når de skal ske. Det har de sikkert altid gjort, men tidligere kunne jeg kun se det, når jeg kiggede tilbage på mit liv. Nu tror jeg også på det fremadrettet.” 

Ser Kathrine Grølsted tilbage, har livet føltes mere krævende tidligere. Eller hun har kæmpet mere imod det. Haft flere søvnløse nætter og følt sig lidt fanget. 

“Men selv når jeg ser tilbage på de kampe, jeg har taget uden resultat, kan jeg i dag tænke, at det var en nødvendig læring, jeg skulle igennem. Jeg tror på, at ting sker af en grund, og hvis jeg modarbejder noget, så er det, fordi det skal modarbejdes."

Skal Kathrine pege på et vendepunkt i forhold til for alvor at begynde at tro på skæbnen og lade den råde, så startede det, da hun blev skilt i 2010. Men hun blev først rigtigt bevidst om det, da hun fik celleforandringer i 2014. 

“Da jeg blev skilt, var det, som om livet blev lettere, til trods for de udfordringer, der følger med en skilsmisse. Og jeg tog en beslutning om ikke længere at være negativ og sur.” 

Det betød ikke, at hun købte en ny sofa, hun kunne læne sig tilbage i, mens hun ventede på, hvad skæbnen havde tænkt sig. Det betød: 

“De udfordringer, der kommer til mig i livet, tager jeg til mig, og jeg siger: ‘Så er det sådan, det er’. Lige nu er det at være alenemor til to teenagere, men der har også været flere sygdomsforløb og så skilsmissen. Men det betyder ikke, at jeg forventer, at alt bare kommer til mig. Jeg tror på skæbnen, men jeg opfatter den ikke som noget statisk og forudbestemt, som ikke kan ændres. Min tro er ikke: Nu starter jeg ved A, og så ender jeg helt sikkert ved B. Jeg tror på, at vi selv har noget at skulle have sagt. Der er en mening med alt, men du er også med til at skabe meningen og indholdet. Står jeg ved en skillevej, så tror jeg på, at der er en mening med begge veje, og at jeg selv er med til at vælge min skæbne, når jeg træffer valget højre eller venstre.” 

En skilsmisse efter 16 års samliv var en skillevej, hun var helt indforstået med. 

“Jeg er af den overbevisning, at den vej, jeg vælger, det er den vej, jeg skal. Jeg kan godt stå længe og overveje, hvilken vej jeg skal gå, men når jeg så har taget beslutningen, så hjælper det ikke at tænke, om jeg kunne have gjort det anderledes.” 

Kathrine valgte ikke selv, at en rutineundersøgelse hos gynækologen i 2014 skulle bone ud i et prøvesvar med celleforandringer. Og først et og siden et andet keglesnit og til sidst en bortoperation af hele hendes livmoder i 2015. 

“Men jeg valgte, at jeg ville have keglesnit nummer to hurtigt efter det første. Uagtet at lægerne sagde, at jeg sagtens kunne vente nogle måneder. For sidestillet med min skæbnetro er jeg også stædig. Og især mit kræftforløb har lært mig, at det er mig, der kan mærke, hvad der er rigtigt for min krop.”

Stærkere – og smertefri

Da Kathrine fik konstateret en diskusprolaps i ryggen i 2017, forsøgte hun først at tage skæbnen i egne hænder og træne den væk. Det krævede 12­-14 timers træning om ugen, og så snart hun røg under de 10 timer, gjorde det ondt. 

“Da først jeg sagde ja til operationen, som er en stivgørende operation, der betyder, at jeg i dag har to skinner og fire skruer i ryggen, hvilede jeg fuldstændigt i den beslutning! 

På dagen gik jeg ind på operations­stuen med så stort et smil, at de sagde: ‘Du har da ikke brug for en operation, så glad som du ser ud’. Men jeg var altså også på morfin. Og så har jeg den indstilling, at hvorfor skulle jeg gå ind og tude? Jeg er god til at parkere det, jeg ikke kan gøre mere ved og komme videre. Jeg gjorde det, da beslutningen om min rygoperation var truffet. Og jeg kan gøre det, fordi jeg ved, at jeg gør det, så godt jeg kan, og så skal ting, jeg ikke kan ændre på, ikke få lov til at trække mig ned. 

På andre kan det af og til virke, som om jeg ikke kan blive ked af noget, og måske ikke tager det så meget ind. Men det er, fordi jeg er i gang med at finde det gode i det, der sker, så jeg kan vende situationen eller relationen til noget godt alligevel.” 

Så i stedet for at se de mange måneders hårde rygtræning som spildt, så er hun overbevist om, at hendes gode fysiske form har haft betydning for, at operationen gik så godt, som den gjorde. Allerede på opvågningsstuen var hun oppe at gå to gange. Godt støttet af sin tro på skæbnen. 

“Med min skæbnetro følger også en tro på, at det, der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og på, at jeg ikke bliver udsat for mere, end jeg kan klare.” 

Kathrine er fuldstændigt på højkant igen, og efter at have søgt 120 jobs er hun endelig også i nyt godt job. At hun overhovedet har styr på antallet af sendte ansøgninger, er kun, fordi hun talte efter, da hun ville trøste en mismodig, arbejdsløs ven. 

“Jeg kom kun til få samtaler, men jeg tog hver samtale som en erfaring. En, der var en mening med. Og de gange, jeg ikke fik jobbet, tænkte jeg, at det var, fordi der ventede noget endnu bedre.”

Hun fik noget bedre. Og til og med et job i en virksomhed med hovedsæde på en adresse, hun ofte er kørt forbi, og flere gange har tænkt: Der gad jeg godt arbejde en dag.

På spørgsmålet om, om ønsket måske kom før skæbnen, er Kathrine selvfølgelig ikke i tvivl!


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 12.

Måske er du interesseret i ...

Seneste