Jette Holst Jønsson
© Ninna Flor

Jette sagde sit job op: "Jeg ville prøve noget nyt, så jeg lukkede øjnene og kastede mig ud i det"

Jette sagde farvel til fast job og goddag til hårdt arbejde og dårlig økonomi. Det har kostet afsavn, men det har også kastet et nyt jeg af sig

31. juli 2018 af Karen Greve


Jette Holst Jønsson (51) har en kæreste og er mor til Sarah på 19 år. Samt plejemor til en dreng, aflastningsmor til en pige og bonusmor til kærestens to drenge. Jette er indehaver af og instruktør på sin egen rideskole. Hun er uddannet pædagog og tidligere pædagogisk leder. Jettesrideskole.dk

"Jeg kom mange gange i tvivl om, hvem jeg var nu"

Ved grusvejen i Nyrup uden for Helsingør står et hvidt skilt med ordene: Jettes rideskole. Længere nede ad vejen trisser en godmodig hund rundt. Der er heste og mudder allevegne, og lidt grå dis over markerne, og al den natur er både en velsignelse og en forbandelse, hvis du spørger Jette Holst Jønsson. Hun er den lykkelige og udmattede ejer af de 30 tønder land og 35 heste, tre hunde og flere høns, kaniner, undulater og katte, som sammen med Jette og hendes kæreste udgør rideskolens beboere. 

Jette er født og opvokset i København, hun er uddannet pædagog og har i mange år arbejdet på forskellige specialinstitutioner og skoler. Lige indtil hun i begyndelsen af 40’erne fik lyst til at prøve noget nyt. 

“Jeg havde været pædagog i mange år, og jeg elskede mit job, men jeg ville ud og prøve, om jeg kunne noget uden en hel forvaltning i ryggen. Da finanskrisen kom, syntes jeg, at det blev småt med projekter, som forandrede noget for børnene, og så tog jeg først orlov og sagde siden op.” 

Jette har altid redet. Som barn tog hun flere gange om ugen turen ud af byen for at ride og passe sin hest, som ung havde hun job på en rideskole, og da hendes egen datter begyndte at ride og flere veninder ville med ud og prøve en pony, fødtes drømmen om at åbne sin egen rideskole.

“Jeg brugte et år på at overtale banken til at lade mig købe en gård. Det var grænseoverskridende at stå med hatten i hånden og føje dem i alt. For mig personligt var det en stor forandring at opgive fast løn og faste arbejdstider, men jeg ville jo gerne prøve noget nyt, så jeg lukkede øjnene og kastede mig ud i det. Og min kæreste var sådan: ‘Gør det nu’. Han sparkede mig i røven."

Da Jette fik o.k. fra banken, gik hendes nye liv i gang i en til tider uoverskuelig spiral af fysisk hårdt arbejde døgnet rundt og evig bekymring for fremtiden. 

“Jeg kom mange gange i tvivl om, hvem jeg egentlig var nu. Jeg kunne ikke sove om natten. Vi begyndte uden hverken ridehus eller folde. Selvfølgelig tænkte jeg: Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg skulle lære alt fra bunden. Hvis jeg skulle bygge folde, krævede det byggetilladelse, og så kom der huller i vejen, fordi det regnede, og der sprang et vandrør. Der skete hele tiden noget, jeg ikke var forberedt på. Der var tre uger, hvor jeg græd mig selv i søvn.”

Det hele værd 

Jette har på alle måder været udfordret af sin nye tilværelse. 

“Min datter har hadet mig. Hun var 11 år, da vi fik rideskolen. Hun har altid haft en mor, som har favnet meget, men tidligere kom jeg dog hjem fra arbejde og havde ferie indimellem. Nu arbejder jeg fra klokken 7.30 hver eneste dag og går sidste runde i stalden klokken 23. Jeg kan ikke være væk, og det har kostet hende biografture og hjemmesyede fastelavnsdragter – ja, også købte for den sags skyld. Som mor har jeg følt, at jeg ikke gjorde det godt nok.” 

For en masse andre børn har Jette til gengæld gjort det mere end godt nok. Hendes rideskole tager imod børn med forskellige udfordringer, som hun i kraft af sin pædagogiske baggrund kan få i trivsel sammen med dyrene på rideskolen.

“Jeg ser skæve unger trives her. De kan så meget, når de begynder at ride. Jeg bliver stolt over, at det er mig, der har kæmpet for det. Ånden her er, at der skal være plads til alle. Selv om du har et problem, kan du være med alligevel. Jeg har en pige, der er hjerneskadet og ikke har retningssans, men hun kan springe på en springbane. Det er det hele værd at se hendes og hendes forældres glæde. Her vrimler det med børn, der flytter grænser.” 

Samtidig har Jette hele tiden selv været undervejs med at finde sig selv i et nyt rideskole-jeg. 

“Jeg så mig selv som en anden person, og det var underligt. Jeg har altid elsket at læse, jeg har været leder i mange år og er god til at se problemer fra flere sider, men pludselig handlede hele mit liv om, at en hest løb væk, og at hegnet var væltet. Det skulle jeg vænne mig til, for indimellem får jeg jo lyst til intellektuel stimulans og lyst til at lugte af noget andet end hest.”

Der har bare ikke været tid. Hverken til at læse eller ærgre sig over alle afsavnene. I stedet har der været masser af hårdt arbejde, og efterhånden som de praktiske problemer er blevet løst et efter et, har Jette vænnet sig til at være selvstændig. Skulle det regne tre uger i træk, og alt er hårdt, kan det være en trøst at tænke på, at hun jo stadig kan fortryde ... 

“De gange, hvor jeg har haft lyst til at tude, har jeg tænkt: Jeg er pædagog, det kan jeg sagtens blive igen. Men så mærker jeg straks modstand ved tanken om, at andre skal bestemme over mig. Jeg er blevet vant til at komme fra a til b selv og til at optimere min arbejdsdag. Til at alle beslutninger går stærkt. Jeg ville få svært ved at passe ind i et kommunalt styret system igen. Jeg er en anden Jette i dag.”

Hun er ved at finde ind til sig selv i sin nye tilværelse. Og her kan sådan et vilkårligt minde fra Facebook, som viser et øjebliksbillede fra for fire år siden, hjælpe.

“Vi har nået meget de sidste fire år. Der er mange dage i gummistøvler og mudder, men også dage, der er det hele værd. Jeg har bygget alt op fra bunden. Fra jeg startede med fem billige ponyer, til nu at se min drøm lykkes.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 7. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste