© Kirstine Mengel

“Jeg kørte ind til siden, og så blev lyset slukket – jeg døde simpelthen”

Jane blev indhentet af sin gamle livsstil og ramt af en blodprop i hjertet. Hun blev lagt i respirator, og i flere dage svævede hun mellem liv og død

28. april 2017 af Gitte Høj


Det var februar 2015. Det var koldt udenfor, men Jane Holmegaard Højer (45) havde masser af varme i sit liv. Følte, at det meste kører på skinner. Hun havde tabt sig rigtigt meget – omkring 50 kilo – lagt cigaretterne på hylden og for alvor fået gang i motionen med tre-fire løbeture om ugen. Børnene trivedes, ægteskabet var dejligt, og hun hyggede med veninderne. Status var, at Jane både fysisk og psykisk følte sig veltilpas.

Men en morgen sidst på måneden vågner hun og føler sig utilpas på en lidt diffus måde. Hun føler sig lidt presset, lidt stresset og lidt urolig indeni. Dagen efter tager det til. Hun er overbevist om, at hun er ved at blive syg. Over middag bliver hun dårligere og har en enorm uro i kroppen. Det hele kører rundt i hovedet, hun har ondt i halsen, i kæben og en trykken for brystet.

“Jeg googler det faktisk. Det med trykken for brystet. Men jeg har ingen stråler ud i armen, så jeg tager bare et par panodiler og er på dette tidspunkt ikke bange.”

Det hjælper ikke rigtigt, og hun ringer til sin læge, som har lukket, og hun må vente på, at vagtlægen åbner. Derfor vælger hun at hente sin datter, der er i biografen med en veninde.

Ude i bilen skruer hun helt op for musikken og kører derudad. Får hentet pigerne, men mærker, at hun får det værre. Jane beslutter sig for at køre omkring vagtlægen, men det når hun aldrig.

“Jeg kørte ind til siden, for jeg havde simpelthen brug for at få noget luft. Jeg var svimmel, havde kvalme og smerter overalt på sådan en lidt influenza-agtig måde – og så blev lyset slukket. Jeg døde simpelthen.” 

Datteren var i bilen

Jane fik et hjertestop. Hendes held var, at der bag hende var et par biler med en politibetjent og en sygeplejerske, som fik hende ud af bilen og givet hende hjertemassage. Der kom både en læge og en ambulance inden for fem minutter.

“Det næste, jeg husker, er kun i glimt. Jeg ligger i respirator, og der står en masse mennesker bøjet hen over mig. Jeg kan ikke sige noget, men hører, at jeg har ligget sådan i et par dage.”

Det hele føltes så uvirkeligt. Som om det var en drøm, hun var med i. Hun hverken forstod eller kunne kapere det, hun opsnappede.

Da Jane igen var ude af respiratoren, kunne hun snakke, men hun anede ikke, hvor hun var. Hendes hukommelse var slettet. Hun var blevet overført til sygehuset i Odense og havde haft en blodprop i hjertet. I løbet af et par dage kom hun i tanke om, at hendes datter havde været med i bilen. 

“Da det gik op for mig, blev jeg ramt af en voldsom skyldfølelse. Jeg brød sammen i gråd og følte nærmest, at mit svigt var utilgiveligt.”

Janes mand havde sørget for psykolog til datteren. Der var styr på det. Andet huskede hun ikke i starten. Hendes hukommelse var ligesom dryp af fornemmelser. At hun havde haft en blodprop, stod dog klart for hende.

“I de stunder, hvor jeg var alene, forsøgte jeg at kapere det, lade det synke ind. Jeg tænkte, at hold kæft, jeg har været død. Og denne tanke giver et stort sug i maven, og så bliver jeg så taknemmelig for, at jeg stadig lever.”

Alvoren går op for Jane 

Efter fire-fem dage fik hun at vide, at det var en lille blodprop, og derfor havde kun en mindre del af hjertet været uden ilt og var dødt. Lægerne forstod ikke, hvorfor den lille prop havde forårsaget et hjertestop, og de ved det stadig ikke. De anbefalede, at hun fik indopereret en stent, som udvider blodåren til hjertet, og hun fik efterfølgende tilbudt en ICD, som er en slags pacemaker, der giver stød, hvis hjertet stopper, eller hvis pulsen bliver for lav. Simpelthen for at forebygge endnu et hjertestop. 

Alvoren begyndte at gå op for Jane.

“Jeg blev nu klar over, at det var noget varigt. Og jeg blev så enormt ked af det og virkeligt vred på mit hjerte over, at det kunne svigte mig.”

13 dage efter hjertestoppet fik hun sin ICD indopereret.

“Jeg var rædselsslagen, og samtidig var jeg fysisk svækket og meget træt. Mine ribben var stadig bøjede efter min genoplivning, og jeg havde rigtigt mange smerter. Bagefter har jeg et kæmpe ar og er så ked af det. Arret minder mig om, at jeg ikke længere er den, jeg var. Jeg føler mig svag, og jeg vil være stærk igen.”

Lægerne finder intet

Jane blev udskrevet efter to ugers indlæggelse og var hurtigt i gang med en hård genoptræning. Tre uger efter blodproppen kunne hun med hiv og sving gå 150 meter. Hun var bange for, om det nogensinde ville blive bedre. Men hun ville i gang og pressede sig selv, så meget hun kunne. 

Men på en løbetur tre måneder efter operationen opfører hjertet sig anderledes, og det trækker ved kæben, på samme måde som da hun fik hjertestop. Hun ringer 112 og kommer af sted i ambulance. Der er intet galt. Men det resulterer i den store tur med kontrastvæske for at undersøge hjertet. Lægerne finder igen intet, og efterhånden står det klart, at Jane har haft angstanfald og ikke nye hjerteanfald. 

“Det var en lettelse for mig, selvfølgelig. Alligevel gnavede tvivlen i mig, for hvad nu hvis det alligevel var mit hjerte, der drillede.”

Det hjalp, at hun blev klogere på, hvad der skete med hendes krop, når hun blev angst. Men arbejdet med at styre og minimere angsten var og er et langt, sejt træk med støtte fra en psykolog og ikke mindst hendes træningscenter, som har rummet hende hele vejen. 

“Jeg har været så bange for at gøre mange af de ting, som før var en ren selvfølge. Især det med at køre bil igen har været en kæmpe hurdle, fordi jeg jo var i bilen, da jeg fik hjertestop.”

En overgang turde hun slet ikke gå ud, selv om hun godt vidste, at netop bevægelse var og er så afgørende for hjertet.

Angsten for at mærke hjertet

Det blev en bootcamp i træningscenteret, som for alvor fik hende rykket derhen, hvor hun er i dag. Hun sprang ud i et hårdt træningsforløb med titlen I form på 90 dage med fokus på både motion, kost og vægttab. Uge efter uge trænede hun og fik høj puls, selv om hun ikke turde mærke sit hjerte banke på den måde.

“Jeg tudbrølede, da jeg afsluttede forløbet. Ikke så meget, fordi jeg havde kickstartet min form og havde det rigtigt godt. Det var næsten en bonus for mig. Det største var, at jeg rent psykisk havde lagt arm med mig selv og kæmpet mig igennem min angst.”

I dag har Jane accepteret sin tilstand.

“Jeg betragter ikke mig selv som syg, selv om jeg jo godt ved, at jeg er hjertepatient og dermed kronisk syg. Jeg får dagligt medicin, og det skal jeg blive ved med. Det vigtigste er at huske at nyde livet. Nyde det, du har, og ikke lade de dårlige ting i hverdagen fylde. Nu er jeg ikke vred på mit hjerte mere. Og mit ar ... Det er mit krigsar, min reminder på, at jeg kæmper.” 

Du kan læse mere om Jane på hendes blog lige her

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 74. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste