Stalking

Jane blev forfulgt af sin nabo: "Frygten sled mig op"

Ridser i bilen, skud mod ruden og konstant overvågning var blot nogle af de ting, Jane måtte leve med i to år

9. november 2017 af Fortalt til Pernille Kleding

“Det var en mørk aften i oktober. Jeg stod i mit køkken og lavede et hyggemåltid til min søn, Jesper, og mig selv. Pludselig så jeg, at der stod en mand og kiggede ind ad mit vindue. Han havde kun en hvid skjorte på, som var knappet et par knapper op, selv om det var koldt. Lige da tænkte jeg ikke videre over det. Slog det nærmest ud af hovedet, for det kunne jo ikke passe. Hvem skulle stå i skjorte en kold aften og glo ind ad mit vindue? Senere forstod jeg, at det ikke var indbildning. Han var der - og han havde sikkert stået der mange gange før.

Nogle måneder senere var jeg på kundebesøg i en by i nærheden. Da jeg kom ud til min bil, opdagede jeg, at der var dybe ridser i lakken på den ene side. Jeg blev selvfølgelig vred. Hvem kunne dog finde på det? I løbet af de næste to-tre uger skete det flere gange, og det spredte sig til ruder og sidespejle. Jeg forstod det ikke. Hvorfor gik det hele tiden ud over min bil? Jeg gik til politiet i den by, hvor min kunde boede, og anmeldte hærværket. Men politiet gjorde ikke andet end at tage imod anmeldelsen. Jeg fik omlakeret min bil og skiftet ruder. Og hærværket fortsatte.

Hvorfor virker lyset ikke?

Nu var jeg ret oprørt og ville vide, hvem der gjorde det her. Politiet ville ikke hjælpe, så jeg besluttede at gøre noget selv. Jeg fandt en privatdetektiv på de gule sider i telefonbogen. Vi aftalte, at han skulle overvåge min bil, mens jeg var på arbejde. Det gjorde han så i flere dage, men uden resultat.

“Beklager, men der er altså ingenting sket,” sagde han.

Jeg havde svært ved at tro på, hvad detektiven sagde, og tænkte, at han måske havde holdt pauser og ikke havde holdt godt nok øje. For der blev ved at komme nye ridser.

En aften cirka fem måneder senere skulle min datter, Mette, ud af døren. Hun råbte til mig: “Mor, hvorfor virker lyset ikke i gangen?”

Jeg troede, det var en pære, der skulle skiftes, så det gik jeg i gang med. Men det viste sig, at kontakterne, som sad i loftet, var afbrudt. Mærkeligt. Ingen af os havde rørt dem, og de sad så højt oppe, at man ikke lige kom til at ramme dem tilfældigt.

Da blev jeg klar over, at der havde været en fremmed i vores hjem. Og pludselig faldt brikkerne på plads: Det var herhjemme, det skete. Ridserne på min bil var slet ikke lavet på parkeringspladsen, men i min egen carport. Det var bare så mørkt om morgenen, når jeg kørte af sted, at jeg ikke havde set dem.

Det var virkelig skræmmende, at det skete så tæt på. Jeg kunne slet ikke forstå det. Hvem havde lyst til at chikanere mig og trænge ind i mit hjem? Der var ingen ekskærester, og det kunne ikke være min eksmand. Samtidig med, at den dybe usikkerhed og utryghed sneg sig ind på mig, kom jeg i tanke om den oktoberaften, hvor en mand havde stået uden for mit vindue, og jeg huskede pludselig flere anonyme telefonopkald med fordrejet stemme. Hang det hele sammen?

Skud mod hjemmet

En morgen, da jeg var alene hjemme, blev jeg ringet op. Min nevø var død i et trafikuheld. Jeg var dybt rystet og registrerede kun lige, at vinduet i min havedør var smadret. Jeg havde ikke overskud til at tage mig af det, for jeg blev nødt til at komme ud ad døren. Først senere kiggede jeg på den smadrede dør sammen med privatdetektiven.

“Det er sket ved et skud på lang afstand,” konstaterede han, og jeg blev selvfølgelig fuldstændig rystet.

Nu blev der pludselig skudt mod mit hjem. Jeg tænkte, om jeg havde gjort nogen noget, men jeg kunne ikke komme i tanke om, hvad det skulle være. Jeg blev meget bange, for hvad ville det næste blive?

Jeg anmeldte selvfølgelig hærværket, skudepisoden og indtrængen i mit hjem til politiet. Men de troede ikke rigtigt på mig. Jeg fik ikke engang en kvittering for min anmeldelse.

“Mon ikke du hellere skulle tage ind på ‘psyk’,” sagde en betjent til mig.

Det var virkelig ydmygende, og jeg blev så overrasket, at jeg bare tav. Det var mit mønster dengang - at jeg tav og lukkede det inde i mig selv. Desværre havde jeg ikke længere råd til privatdetektiven, så jeg var overladt til mig selv, mens chikanen fortsatte. Min bil blev ødelagt igen og igen. Haveredskaber blev flyttet rundt. Mettes to søde kaniner blev lukket ud af deres bur om natten. Vi hørte ofte skridt uden for huset om aftenen, og der var fodspor i gruset næste morgen.

I lang tid troede jeg, det var mig selv, der flyttede rundt på redskaberne og ikke kunne huske, hvor jeg havde stillet dem. Eller havelågen stod åben, og børnene fik et fur:

“Kan I ikke huske at lukke den låge, I ved godt, at hunden løber ud.”

“Jamen, det er altså ikke os, der har ladet den stå åben,” sagde de hver gang.

Jeg tænkte, at havelågen jo ikke kunne åbne af sig selv, og langsomt gik det op for mig, at det ikke var dem eller mig, der var glemsomme. Der var nogen, som gjorde alt det her mod os.

Jeg besluttede at gå rundt til de nærmeste naboer for at spørge, om de havde observeret noget. Min nabo i huset lige ved siden af sagde:

“Vi har ikke bemærket noget, og jeg kan ellers se hele din grund fra mit tagvindue.”

Dengang var der ingen alarmklokker, som ringede. Men han ville ikke med ned og se fodsporene i gruset. Det var han ikke interesseret i. Det ville jeg ellers nok være, hvis min nabo kom og bad om hjælp.

Ingen troede på mig

Følelsesmæssigt var det som at leve i én lang krisetilstand. Der var gået syv måneder siden de første ridser i bilen, og jeg følte efterhånden, at jeg var under belejring. Kontrollen over mit eget liv var taget fra mig, og jeg kunne ikke få hjælp nogen steder til at stoppe det. Jeg var blevet bange for at sove og stå op næste morgen, for jeg vidste aldrig, hvad jeg stod op til. Og i baghovedet rumlede det hele tiden:

"Bliver jeg overfaldet næste gang? Hvem skal så tage sig af mine børn?"

Det var forfærdeligt slidsomt, og politiet gjorde ingenting. Jo, de foreslog, at jeg rev gruset foran huset hver aften.

“Hvis der er fodspor næste dag, så sæt en spand over. Så kommer vi og tager aftryk,” sagde en af politimændene, som var på sagen.

Jeg gjorde, som han sagde, og ringede og fortalte, at der var et aftryk. Men de kom ikke. Da jeg ringede igen og spurgte, hvorfor de ikke var kommet, svarede betjenten:

“Der er ingen grund til at tage aftryk. Vi har jo ikke noget at sammenligne med.”

Også min omgangskreds havde svært ved at tro på, at det var alvorligt. Jeg tror, mange tænkte, om det nu virkelig var så slemt, som jeg sagde. Jeg begyndte også selv at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg oplevede, og ved min måde at reagere på. Jeg følte mig paranoid. For hvis du så det udefra, kunne du nemt tænke: "En bil hærget og en cykel ødelagt - og hvad så? Det sker jo hele tiden. Hun kan da bare få bilen malet og købe en ny cykel!".

Men den fysiske chikane var jo kun symptomer. Det, der for alvor foregik, var psykisk - og det var det, der var slemt. En dag var min nu ekssvoger på besøg og skulle overnatte hos mig. Pludselig hørte han skridt i gruset ved min carport. Det var midt om natten, og han turde ikke gå hen til vinduet og se, hvem det var. Da gik det for første gang op for mine venner og familie, at det ikke bare var mig, der var hysterisk og paranoid. Min ekssvoger var modig nok til at indrømme, at han ikke turde se efter, og derfor blev det også mere legalt for mig at være bange. Endelig begyndte folk omkring mig at tro på det, jeg fortalte, at jeg oplevede.

Jeg fortalte politiet om mit vidne og aftalte, at jeg skulle få flere andre til at overnatte hos os. Dels fordi jeg ikke turde være alene, dels for at observere, hvad der skete hvornår. Det var hårdt og svært at skaffe den hjælp samtidig med, at chikanen fortsatte, og jeg skulle passe mit arbejde og mine to børn. Men det lykkedes.

Så var det, vi fandt ud af, at chikanen kun skete, når min nabos kone var på natarbejde. Og en sen nat, da min lillebror var her, så han min nabo stå i skellet mellem deres og min grund. Han stod alene i mørket i helt sort tøj og holdt øje med mit hus. Det var første gang, der kom en retningspil på, hvem der gjorde det her mod mig.

Familien i opløsning

Visheden om, hvem der stod bag, var både god og dårlig. Et usikkerhedspunkt var væk, fordi der var kommet en person på. Men samtidig var det meget skræmmende, at han var så tæt på. Han havde jo fuld adgang til området omkring mit hus, og han kunne nemt stå skjult i buskene mellem vores grunde og overvåge mit hjem.

Jeg kontaktede politiet igen og fortalte, at jeg nu havde en formodning om, hvem der stod bag. Jeg håbede, de ville sætte en stopper for det. Men jeg måtte presse hårdt på for at få dem til at komme og afhøre ham. Og de vendte da også tilbage straks efter.

“Vi tror ikke, det er ham - han bor jo pænt,” sagde de.

Det var rædsomt, og jeg var bange. Turde ikke gå ud, når det var mørkt. Turde ikke lade mine børn være alene hjemme. Vi kunne jo ikke være i fred i vores eget hjem. Jeg blev så slidt i den periode og kunne til sidst knapt genkende mig selv. Jeg havde ikke overskud til at klare andet end det, der simpelthen skulle klares. Jeg var nødt til at passe mine børn og mit arbejde. Jeg havde ikke mulighed for at sige: "Jeg kan ikke mere". På en måde var det meget godt, for det tvang mig til at holde mig oppe.


Mine børn var også voldsomt påvirkede af situationen. Min søn, Jesper, var 15 år, da det hele startede. Han reagerede meget udadrettet.

“Han kan få nogle på potten,” sagde han for eksempel om naboen.

“Det gør du ikke. Du skal ikke have en voldsdom på grund af det her,” var min reaktion.

Jespers lunte var kort i mange år efter. Nok ikke kun på grund af dette, men det satte virkelig gang i det. Han ville jo beskytte sin mor og sin søster.

Min datter, Mette på 11 år, reagerede helt anderledes. Hun blev meget bange og gemte på sin angst. Kort tid efter kom hun ud i noget anoreksi, og senere fik hun angstanfald. Det har hun stadig. Det, synes jeg, er en høj pris at betale.

Sammenbruddet

En eftermiddag, da jeg var alene hjemme, knækkede jeg sammen hen over køkkenbordet. Der var gået to år, og jeg var på vej til at opgive alt. Jeg magtede simpelthen ikke mere. Og det var altså ikke en reaktion, jeg normalt havde. Men jeg kunne ikke se nogen ende på det hele. Jeg tabte mig, var i konstant alarmberedskab og manglede hvile. Jeg trak mig ind i mig selv og væk fra sociale sammenhænge.

Det var udmattende at kæmpe så hårdt for at blive troet på af de autoriteter, jeg altid havde stolet på ville hjælpe mig. Jeg oplevede det, som om jeg var dybt nede i en sort brønd. For at komme op skulle jeg kravle ved neglene, der var intet at holde i, og brønden var meget slimet. Kun mine børn holdt mig oppe. Havde de ikke været der, havde jeg nok forsøgt selvmord. Men jeg var nødt til at være der for Jesper og Mette, selv om det var svært at tage ordentligt hånd om dem.

Jeg havde sådan en fornemmelse af ikke at slå til i forhold til mine børn, og at opleve mig selv som en, der ikke slog til, gjorde noget meget alvorligt ved mit selvværd som mor. Det var mig, chikanen var rettet imod, men de betalte prisen. Og de kunne endnu mindre forstå, hvad der foregik. Hvis jeg klappede sammen, var der ikke nogen omkring mine børn. Hvad ville der så ske? Ville de sociale myndigheder stå her? Spørgsmålene red mig som en mare.

Jeg overvejede selvfølgelig, om jeg skulle flytte for at slippe ud af det hele. Men det forhindrede min stædighed. Så meget ville jeg ikke lade mig jage rundt med. Jeg havde kæmpet så hårdt for det her hus. Det var mit sted, som jeg købte efter skilsmissen. Det var her, børnene gik i skole, her havde de deres legekammerater. Jeg ville ikke rykke dem væk fra deres faste rammer en gang til.

Vendepunktet

Efter mit sammenbrud så jeg ingen anden udvej end at klage til den lokale politimester. Han afviste klagen. Så gik jeg videre til Politiklagenævnet, og mens min sag blev behandlet i klagenævnet, blev jeg kontaktet af en politikommissær, som gerne ville se mig til afhøring. Jeg havde heldigvis skrevet alt ned og tog det hele med: Hvad jeg havde oplevet, hvad jeg havde anmeldt, hvad der var blevet sagt hos politiet af hvem. Det hele var der.

“Jeg har spurgt mine kollegaer, og de erindrer desværre ikke noget,” sagde kommissæren.

Jeg kunne se på ham, at han syntes, de ikke kunne være det bekendt over for mig. På det møde fik jeg for første gang en form for imødekommenhed og en undskyldning. Men først og fremmest fik jeg oplevelsen af, at der endelig var en, som troede på mig.

Politikommissæren indkaldte min nabo til afhøring med sigtedes rettigheder. Naboen nægtede det hele, men derefter stoppede chikanen og overvågningen. Det var som at trykke på en kontakt. Slut.

Jeg var selvfølgelig taknemmelig, selv om det virkede forkert at være taknemmelig over at få lov til at være i fred i sit eget hjem. Jeg burde have anlagt en civil retssag mod ham, men jeg havde ikke kræfter til det. I dag ville jeg ønske, jeg havde gjort det. Ikke kun for at få hævn, men for at kunne sætte et punktum. I stedet fik han lov til at gå fri, mens mine børn og jeg stod med hele regningen. Og vi betaler stadig af.

Kom på besøg

Jeg ved stadig ikke, hvorfor min nabo gik efter mig, og jeg får det nok aldrig at vide. Inden chikanen begyndte, havde vi i syv år kun haft almindelig nabokontakt. Han boede i sit hus, da vi flyttede ind. Han var blevet skilt et par år forinden, konen var flyttet med børnene, og nu boede han der med sin nye kone. Hun og jeg plantede blandt andet hæk sammen. De havde købt planterne, og jeg sagde:

“Når I skal have pengene, kan I jo bare komme herover.”

Det gjorde han så en aften. Satte sig ned ved bordet, tog sig rigtig god tid og begyndte at prale om det ene og det andet. Jeg vidste, hans historier ikke passede, så jeg var ikke imponeret. Om han kunne mærke det, ved jeg ikke. Jeg inviterede i hvert fald ikke til noget - han var og er slet ikke min type.

Seksuelt motiv

En psykolog har senere sagt, at der højst sandsynligt var et seksuelt motiv. At han var splittet mellem ikke at ville være ved tiltrækningen, men heller ikke kunne lade være. Vi er ovre i psykopat-afdelingen, er jeg klar over. Psykologen mente, at det var derfor, stalkingen altid foregik, når det var mørkt, og derfor, han sendte et brev til mig, hvor han skrev mit navn udenpå med rødt og underskrev sig selv med rødt. Brevet kom efter, at chikanen var slut, og han skrev, at jeg skulle trække anklagerne mod ham tilbage inden en vis dato, ellers ville han møde op med sin advokat. Men det var tomme trusler. Jeg hørte aldrig mere fra ham.

Stadig påvirket

Hele forløbet påvirker mig stadig i dag. Jeg har lås på alle døre, kæde på hoveddøren og brudsikkert glas på mine vinduer. Det sidder i kroppen hele tiden. Det er måske dæmpet med årene, men jeg tror aldrig, det forsvinder.

Jeg vågner også fortsat ved den mindste lyd om natten. I det hele taget reagerer jeg hurtigt på selv de mindste ting. Som om der bliver trykket på en alarmknap i mig. Og så er det gået hårdt ud over mit selvværd. Først nu kan jeg mærke en styrke i mig ved at have gået så meget igennem.

Jeg er ikke længere bange for ham, selv om vi stadig er naboer. Men jeg vil ikke møde ham en mørk aften. Så skal jeg i hvert fald have pebersprayen ved hånden.

Det har også påvirket mit forhold til mænd og bærer en del af skylden for, at jeg ikke har fundet en partner. Der skal ikke meget til, før jeg bakker ud af et forhold. Samtidig bliver nogle mænd bange for mig. Jeg bliver nogle gange aflæst som en kvinde med enorm styrke. En mand har ligefrem sagt:

“Hvorfor vil du overhovedet have en mand?”

Men min styrke i dag bunder nok i, at jeg beskytter mig selv. Det er ikke altid specielt heldigt, men jeg har ikke lyst til flere overgreb og nedture. Der har jeg taget min del.”

Janes råd til andre:

Snak åbent om det: Du skal ikke gå og gemme på dine problemer.

Notér alt ned: Hvad du oplever, din kontakt til politiet, hvem du snakker med. Dokumentationen er vigtig for at få nogen til at tro på dig, for at give stalkeren et eventuelt polititilhold og for at kunne holde fast i, hvad du oplever.

Stol på dig selv og det, du oplever: Det kan godt være, du synes, at du er paranoid og overreagerer, men det er tilladt.

Pas på dig selv: Det kan være, det lige nu går ud over bilen, men måske stopper det ikke der.

Jane er anonym, da hun stadig er påvirket af stalkingen og fortsat bor ved siden af sin stalker. Hun har valgt at fortælle sin historie til Liv for andre kvinders skyld og for at sætte lys på stalking som et alvorligt problem for de mange kvinder (og mænd), det går ud over.

Alle navne er opdigtede. Redaktionen kender de rigtige navne.

Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 3

Måske er du interesseret i ...

Seneste