Ida Filine Siff Bengtson
© Ditte Capion

Ida elsker sin 40+ krop: "Jeg er glad for min hjerteformet numse og bløde bryster"

Før i tiden tog Ida afstand fra sin krop. Men da hun begyndte til dans, vækkede det nogle følelser i hende, der gjorde, at hun nu kan føle sig perfekt i al sin uperfekthed

1. juli 2018 af Karen Greve

Ida Filine Siff Bengtson (41) er single og mor til Lucas på 13 år. Hun er blomsterdekoratør og sexolog.


"Min krop blev vækket, da jeg begyndte at danse"

"Jeg har en hjerteformet numse, som jeg er glad for, og bløde, følsomme bryster og fyldige læber. Jeg er også glad for mine fødder, som hver dag bærer mig rundt i verden, og for mine øjne, der afspejler min sjæl.

Min krop blev vækket for alvor, da jeg begyndte at danse for cirka 10 år siden. Jeg var lige blevet skilt, min far var syg, og jeg skulle finde mig selv i en ny identitet som alenemor, og en zoneterapeut fik skubbet mig af sted til samba. Jeg har danset før, men slet ikke på den måde. Instruktøren var brasilianer og kropsterapeut, og hun hjalp mig med at finde min egen rytme i dansen. Det foregik uden koreografi, vi dansede jord, ild, luft og vand, alt efter hvilken type mennesker vi var, og hvilken livsfase vi var i. En af mine bedste oplevelser var pinsekarnevallet i København i 2010, hvor jeg dansede med mit hold ned ad Strøget i højt solskin. Det var fortryllende. For første gang var min krop til offentlig skue i flagrende bukser, kropsnær top, glimmer, glitter og store øreringe. Lige siden dengang har dansen givet mig energi.

At danse bragte mig i kontakt med nogle følelser, som jeg havde brug for at arbejde med. Sideløbende begyndte jeg i psykoterapi og til mindfulness, healing og akupunktur. Jeg besøgte også en biopat og ændrede min kost. Jeg nåede hele kroppen rundt både indvendigt og udvendigt. Vigtigst af alt begyndte jeg at lære at sætte ord på mine følelser og mine egne behov. 

Min hemmelighed er, at jeg skadede min krop. Det begyndte, da jeg var ni år. På det tidspunkt fik jeg børneepilepsi og fik medicin, som gjorde mig tyk og oppustet. Jeg tog afstand fra min krop og forsvandt lidt ind i en døs. I skolen følte jeg mig dum, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig. Og fordi det gjorde for ondt at mærke de følelser, begyndte jeg at kradse mig selv og hive hår ud af mit hoved. Min epilepsi gik heldigvis over, og jeg stoppede med at tage medicin, da jeg blev 12 år, men følelsen af adskillelse mellem hoved og krop fortsatte. Jeg havde en frygt for ensomhed, for at blive afvist, og de følelser var fortsat svære at håndtere.

Følelsen af at være anderledes fortsatte ind i mit voksenliv, hvor jeg hele tiden var optaget af, hvad andre mennesker tænkte om mig, i stedet for at mærke hvad mine egne behov var. Det er noget, som skal læres. Men med meditation og træning af mit sind har jeg nu fundet en metode, hvor jeg opdager i tide, hvis jeg er på vej i en forkert retning. 

Min gravide krop var en dejlig oplevelse. For mig var det en positiv erfaring med min krop, som jeg længe havde gjort alt for at ignorere. Som gravid oplevede jeg for første gang, at jeg stolede på min krop. Jeg gik ikke til fødselsforberedelse, for jeg regnede med, at min krop selv ville finde ud af det, og sådan gik det også. Det var imponerende, at kroppen på den måde tog over. 

Jeg er ikke ved et trylleslag ændret fra at ville glemme min krop til at elske min krop. Indimellem kan jeg stadig føle trang til at kradse i min hud. At tackle svære følelser som ensomhed og afvisning udfordrer mig til tider, men når jeg holder fast i min dans og min meditation og giver min sjæl plads, så kan jeg bedre rumme alle de følelser, som jo er helt naturlige og en del af livet. Jeg har lært at sige ‘nej’ og ‘pyt’, og jeg ved, at når jeg næsten ikke orker at danse, så har jeg allermest brug for det. På den måde føler jeg mig perfekt i al min uperfekthed.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 6.

Måske er du interesseret i ...

Seneste