Laila Jacobsen
© Thomas Dahl

Laila holdt oplæg for 400 mennesker: "Nogle gange er det bare en god følelse at turde sige ja!"

40+ livet er fyldt med dage, der rykker dig, ændrer dig – eller ændrer den måde, du ser dig selv på. Det oplevede Laila den dag, hun skulle holde oplæg for 400 mennesker i Sydafrika

13. juni 2018 af Majbritt Lacuhr


Laila Jacobsen (53) har en kæreste og er mor til Liva på 28, Tue på 26, William på 18 og Alvin på 17 år. Hun er fysioterapeut, traumebehandler og medejer af Kompaskonsult.dk.


"Række på række blev fyldt op"

Den dag i 2016, hvor jeg stod på et podie i Cape Town i Sydafrika under Fysioterapeuternes Verdenskongres foran mere end 400 fagfolk, var jeg spændt, men også nervøs. Dagen før nåede jeg faktisk at blive ramt af følelsen af fortrydelse. Der havde jeg virkelig lyst til at bakke ud!

Jeg vidste ikke, hvad jeg sagde ja til, da jeg blev inviteret til at tale om fysioterapi i rehabilitering af traumatiserede flygtningefamilier. Kun at jeg skulle holde et oplæg på 20 minutter sammen med tre kollegaer – en fra Danmark, en fra Kenya og en fra USA. Halvanden time skulle vi være på scenen sammenlagt.

Måske burde jeg have tygget lidt mere teoretisk viden i mig i forhold til det at holde tale. I stedet hentede jeg gode råd hos kollegaer. Jeg holdt også en generalprøve og tænkte igennem, hvad jeg er god til og mindre god til. Jeg lærte, at jeg er god til at ryste indeni, men se helt cool ud udenpå, og at jeg af andre opleves som modig og risikovillig. 

Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle ned og holde et lillebitte oplæg om den niche, jeg arbejder med inden for fysioterapien, for måske 20-30 tilhørere. Men på konferencens anden dag blev min kollega og jeg enige om lige at tjekke ud, hvor vi skulle være. Og det hed … uh, jeg kan mærke, at jeg får helt sug i maven, når jeg tænker på det … Ballroom West. Et rum på størrelse med en idrætshal, stopfyldt med snorlige rækker af stole og en kæmpe mikserpult nede bagved. Der blev vi nervøse. Samtidig blev vores oplæg virkelig hypet på den nyhedsapp, der kørte med info om konferencen ... 

I de tre dage, vi var i Cape Town, kom vi ikke meget ud at spise. Vi lå mest bare i vores senge og læste højt og øvede engelsk. Vi gik totalt i tyndskidsmode. Den sal havde virkelig givet os nerver på. 

Da selve dagen kom, og min tid indtraf, forsøgte jeg at bevare fokus deroppe på podiet, mens salen rumlede af stemmer og kroppe, som tog plads på stolene. Række på række blev fyldt op. Jeg havde en sindssyg sitren i maven. Der var ekstremt varmt. Lamperne blændede mig, da jeg åbnede min vanddunk og hældte lidt vand op, og jeg prøvede at abstrahere fra de forventninger, salen var fuld af. 

Der var ekko, da jeg begyndte at tale i mikrofonen. Det var en mystisk oplevelse. Lige der var det min lyd, der fyldte den sal. Det kan altså godt skabe et par ekstra tudser. Jeg var på en måde i alarmberedskab da jeg stod der helt blottet. Jeg var helt dernede, hvor krybdyrhjernen tager over. 

Og samtidig skulle jeg være klar i hovedet. Jeg mærkede stressfornemmelsen i kroppen – at alle mine sanser var skærpede – men jeg undertrykte den og flyttede mig ret bevidst ud af kroppen og op i hovedet. Fokuserede på, hvad der stod i mine papirer, og på at huske at kigge op, fordi jeg mere eller mindre læste op fra mine papirer. Den metode følte jeg mig mest sikker i. 

Jeg trak mig til en vis grad ind i mig selv. Jeg var ikke blank, men jeg havde ikke noget eller nogen at spille op imod. Ikke nogen at tage fat i. Jeg stod bare der 100 procent eksponeret. Jeg følte mig meget alene. Det er ikke en situation, jeg normalt søger, og slet ikke hvis jeg kan undgå det. 

Jeg føler mig allermest tryg i noget relationelt. I mindre grupper, hvor jeg kan mærke graden af engagement, når jeg formidler. Er de med? Er det interessant? Har de forstået? Jeg vil helst engagere dem, jeg taler til, ved at stille spørgsmål, bede dem snakke sammen eller lave fysiske øvelser. Alt det kunne jo i sagens natur ikke lade sig gøre med 400 mennesker! Strategien blev derfor at lukke lidt af. For jeg følte mig sårbar deroppe foran flere hundrede fagfæller fra hele verden.

Bagefter var jeg virkeligt lettet over, at det var overstået. Men det var ikke nogen susende følelse af, at: ‘Yes! Det skal jeg bare gøre igen!’. Vi fik rigtigt fin respons på vores oplæg. Jeg var sgu også stolt. Ikke så meget af min egen præstation, men af at have videreformidlet noget vigtigt, men det var en krævende opgave. Og jeg nød den ikke. Ikke lige der ...

Her er jeg i dag

“Selv om jeg lige efter ville have forsvoret, at jeg ville gøre det igen, så gik der ikke meget mere end nogle timer, før jeg tænkte, at det sgu da var fedt. Lidt ligesom med fødsler! 

Nu her et år efter ville jeg sige ja. Og har faktisk gjort det. Om lidt skal min kompagnon og jeg holde et oplæg i Nordsverige. Selv om jeg ved, at jeg bliver nervøs igen, så skaber det en ro at have et realistisk billede af, hvordan det kommer til at påvirke mig. Og nogle gange er der bare en god følelse i at turde sige ja!”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 6. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste