© Trine Bukh

Endelig er Jeanette landet i sin krop: "Jeg besluttede mig for at være glad for det, jeg har"

I dag er Jeanette tilfreds med sig selv og sin krop. Det har hun ikke altid været. Tværtimod har hun følt sig forkert. Usikker. Den eneste, som ikke ... Men ikke mere!

20. januar 2019 af Karen Greve

Jeanette Hylleborg (52) er gift og har to bonusdøtre på 29 og 27 og et bonus-barnebarn på vej. Hun er cand.merc. og blogger på Voksenlivsstil.dk.

"Jeg følte mig forkert hele tiden"

Når Jeanette Hylleborg træder ind foran et spejl, undgår hun bevidst at fokusere på detaljer. I stedet for at stirre irriteret på et eller andet, hun er utilfreds med, ser hun en harmonisk helhed. Det er en måde at tænke på, et mindset, som hun har lært sig selv. Et positivt udgangspunkt, som gør hende i stand til at se mildere på sig selv og andre, end hun før har gjort. 

“Det med at finde nedslagspunkter, der er gode eller dårlige, er roden til alt ondt. Jeg er glad for, at jeg føler mig slank og stærk. Jeg gider ikke længere tage de kritiske briller på, nedgøre mig selv og lede efter fejl. Bevares, der kan være steder, der er på vej til at blive slappere, men det er jo livet. I det store hele elsker jeg, at jeg kan se mig selv som harmonisk bygget og stærk og rask.”

Jeanette har altid været en lille, spinkel pige. Helt tilbage i skoletiden oplevede hun et højdetraume, og mens det aldrig har været god tone at kommentere store menneskers omfang, har Jeanette oplevet, at der ofte ikke er nogen stopklods, når det gælder små og spinkle mennesker. Selv et henkastet: “Du er også så lille” kan være sårende for den, der ønsker sig anderledes. 

“Jeg følte mig forkert helt tilbage i skoletiden. Man skal ikke falde meget udenfor for at have den følelse. Det er sikkert en helt almindelig usikkerhed i ungdommen, og hvis du er heldig, forlader det dig, når du bliver mere moden. Det blev bedre for mig som voksen. Men jeg oplever, at den usikkerhed kommer igen for mange kvinder i min alder.” 

Men ikke for Jeanette. For hun har for længst besluttet, at hun ikke vil lade kriser, hun ikke er herre over, styre sit liv. Det har hun nemlig prøvet før. 

Det, jeg har 

“Jeg har ikke fået børn, og det var en eksistentiel krise, jeg skulle igennem. Jeg blev ramt af den biologiske urkraft, og sammen med min tidligere mand forsøgte jeg i tre-fire år at blive gravid. Selv om børn ikke tidligere havde været så afgørende for mig, blev det pludselig det eneste i livet, der kunne gøre mig hel. Jeg synes, det var svært. Især det at andre mennesker i god mening ville give gode råd og gav mig skyldfølelse ved at sige: ‘Du skal bare tænke på noget andet, så bliver du gravid’. Som om tanker alene kunne gøre mig gravid!” 

Jeanette blev skilt, da hun var i slutningen af 30’erne, og mødte siden sin nuværende mand, da hun var 41 år, og på det tidspunkt havde hun fundet fred med ikke at skulle have børn. 

“Jeg besluttede mig for at være glad for det, jeg har, i stedet for at fokusere på det, jeg ikke har. Min mand lod det være op til mig, om vi skulle forsøge at få et barn sammen, men jeg havde ikke lyst til at gå mere igennem og egentlig heller ikke til et barn som 41-­årig. Og nu har vi hans piger, som i dag er 27 år og 29 år. Den gave, jeg har fået ud af min barnløshed, er, at jeg har lært at holde fokus på det, jeg har.” 

Men en ting er at beslutte noget vigtigt. En anden er at holde fast i beslutningen. 

“Det kræver øvelse at tænke på en ny måde. Men hvis du for eksempel dømmer andre hele tiden, så dømmer du også dig selv. Det er umodent at scanne alle mennesker i et rum, når du træder ind. Livet er ikke en konkurrence. Jeg tænkte meget tidligt, at jeg ikke ville have det sådan, at der er en pulje af børn i himlen, så hvis andre får et barn, så er der en mindre tilbage til mig. Jeg ville ikke leve mit liv i bitterhed, men forsøger at glæde mig på andres vegne. Det handler om at erkende mine nederlag og omfavne dem.” 

Kropsglæde handler for Jeanette om generelt at være tilfreds med sig selv og sit liv. Ikke selvglad, men heller ikke ligeglad, for hun gør også en indsats for at holde form og facon, som hun gerne vil have dem. Uden at være fanatisk dyrker hun motion og spiser sundt med plads til croissanter og chokolade. Men hun gør en dyd ud af, at det er helt i orden, at man kan se hendes alder. 

“Jeg behøver ikke at ligne en på 30, jeg vil hellere være en pæn 52­-årig. Jeg synes, at botox og farvet hår får dig til at se gammel ud på en anden måde. Mit hår har naturlige grå striber, og jeg vil ikke have lavet noget. Men jeg forstår godt, at andre kan føle trang til at få større bryster eller glattet ansigtet. Der kan være livsomstændigheder, som for eksempel en skilsmisse, som betyder, at det er sværere at hvile i sig selv.”

Og der er du mere heldig?

“Ja, for det hører med til historien, at en af grundene til, at jeg har det godt med mig selv, er, at jeg er i et godt parforhold. Min mand synes, at jeg er dejlig, så jeg bliver bekræftet. Men jeg har tidligere været single i længere tid, og hvis du hele tiden skal måles og vejes, er det let at blive kritisk. Men forhåbentlig træder modenheden ind, for det handler jo om at se helheden, ikke kun kroppen. Vi har en social kapital, og vores udseende er kun en del af den. Der er mange andre parametre at skrue på. For eksempel erfaring, viden og humor.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 1. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste