Dorte Toudal Viftrup
© Ninna Flor

Dorte: "Når vi træder ind i 40’erne, kan vi opleve trang til at nuancere vores livsfortælling"

Dorte er uddannet psykolog og erklæret kristen, og sidste år fik hun brug for at bremse op i sit eget liv for at tjekke, om hun fortsat var på vej i den rigtige retning. Det er hun

16. december 2018 af Karen Greve

Dorte Toudal Viftrup (41) er gift og mor til Augustin på 8 og Anabelle på 6 år. Hun er psykolog, ph.d. og i gang med et forskningsprojekt. 

Lige nu er jeg...

“Fyldt op efter at have fejret min 41-års fødselsdag med en fest. Da jeg fyldte 40 sidste år, var jeg lidt i underskud og havde ikke lyst til at fejre noget, fordi jeg lige havde fået konstateret en hjertefejl, som ingen anede betydningen af. Der gik et halvt år med at blive udredt, men heldigvis lever jeg fint og uden mén i dag. 

Men hjertefejlen fik mig til at stoppe op og overveje, om jeg lever det liv, jeg gerne vil leve. Jeg er uddannet psykolog, og derfor ved jeg, at det typisk er i forbindelse med kriser i livet, at vi har brug for at lave en opbremsning og tænke efter. I kriser er vi inde og justere vores fortælling om, hvem vi er, og hvordan vi er blevet sådan. 

Det skete også for mig personligt. Heldigvis kom jeg frem til, at jeg er sammen med den mand, jeg elsker, bor, hvor jeg gerne vil bo – på Amager i København – har to vidunderlige børn, fantastiske venner og et spændende arbejde. 

Især når livet bliver svært, har vi brug for at kunne se et mønster, at have en fortælling, som hænger sammen. Og især os, der har rundet de 40, for vi har nået en alder, hvor vi ikke mere kan lave alting om. I 20’erne har vi typisk en ret simpel fortælling om os selv. I 30’erne er de fleste af os optagede af at få børn og starte en karriere, men når vi træder ind i 40’erne, bliver der mere plads til os selv igen, og vi kan opleve trang til at nuancere vores livsfortælling. 

For mit eget vedkommende har min tro været essentiel for, hvordan jeg skaber en rød tråd i mit liv. Lige fra jeg gik i søndagsskole som barn og havde en skelsættende åndelig oplevelse som teenager, til jeg i dag taler med hospicepatienter om deres livsfortælling og tro.” 

Når jeg ser tilbage...

“Kan jeg se, at der er nogle begivenheder, som har været med til at definere mig. Jeg er vokset op i en lille by i Vendsyssel i Nordjylland i et miljø, der var trygt og forudsigeligt. Alle familier, jeg kendte, bestod af far, mor og to børn. Jeg gik i en lille skole og spillede en masse håndbold. Det var en positiv barndom. Det var også en barndom, der gav mig en stærk udlængsel. 

Som teenager var jeg søgende. Og da jeg var 14 år, havde jeg en åndelig oplevelse, som stadig sidder i mig. Jeg var taget til et kristent møde for unge, og jeg sad på min stol og sagde til Gud inde i mig selv: ‘Hvis du er sand, må du vise mig det’. Jeg lukkede mine øjne og oplevede, at jeg var omgivet af lys, og fik en fornemmelse indeni, som fyldte mig med fred og glæde. Jeg vidste i det øjeblik, at jeg var elsket og skabt af Gud, og at Gud så på mig med stolthed og kærlighed. Visheden om, at jeg bare er helt igennem okay, er fundamentet i mit liv.

Lige efter folkeskolen gik jeg i gang med en lederkarriere i Coop. De fleste bliver overraskede, når de hører, at jeg har haft en lang karriere i Brugsen. Det er ikke den mest almindelige vej til at blive psykolog. Men jeg ser det ikke som en omvej. De 4-5 år i Coop gav mig en masse selvtillid

Hvis jeg tager de professionelle briller på, er det typisk, at vi altid får en eller anden mening ud af de omveje, vi tager i livet. I stedet for at fortryde noget så sørger vores psykologiske system for at reparere små udsving løbende, så vi ikke pludselig havner i en stor eksistentiel krise. Så det er helt efter bogen, at min fortælling er, at jeg brugte mine år i Coop til at blive klogere på mig selv i stedet for at gå i gymnasiet som mine jævnaldrende venner. Jeg fortryder det ikke. 

Efterhånden kom min udlængsel og min søgen efter en større mening til at betyde, at jeg droppede Coop og først rejste til Colombia og senere flyttede til København. En ven ville have mig med til at starte en kirke her på Amager, og det brogede miljø, jeg oplevede her, var med til at definere, hvad jeg siden har valgt. Blandt andet mit studievalg. Det kristne miljø i København er ret bredt, og det var godt for mig at blive rystet lidt i min overbevisning, for det, der stod tilbage, var stærkt.” 

Hvis jeg skal slå en sløjfe på min røde tråd...

“Så er det, at min tro er essentiel for, hvordan jeg skaber en mening i mit liv. Jeg beder for eksempel sammen med mine børn næsten hver aften, og det giver anledning til at tale en del om at tro og om livet. 

Jeg har en oplevelse af, at der er en større mening, og som psykolog har jeg været udfordret indimellem, for psykologi er meget evolutionsbaseret. 

Men jeg mener altså, at der er en mening, som rækker ud over mit eget liv, og jeg op lever også, at mange andre mennesker har en eller anden form for tro. Måske er det, fordi jeg selv er åben om min tro, at andre også åbner sig over for mig. 

Jeg arbejder aktuelt med et forskningsprojekt på Syddansk Universitet, som handler om åndelig omsorg i sundhedssystemet. For mens vi som samfund er gode til at tage os af fysisk omsorg, så er vi lidt forlegne med hensyn til åndelighed og tro, og det, troen fylder, når du for eksempel er kommet på hospice. Jeg synes. det er essentielt at kunne tale om liv og død, skyld og skam. Så i dag forsker jeg i eksistens og arbejder med at skabe et sprog for eksistentielle temaer som liv, død, skyld, skam og krise.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 11.

Måske er du interesseret i ...

Seneste