Charlotte Gamrath Hansen
© Sine Nielsen

Charlotte glemte sig selv og fik stress: “Jeg er meget styret af, hvordan andre har det”

Charlotte har det bedst, når alle omkring hende har det godt. Men det er også den sensitivitet, der gør hende særligt disponeret for stress. Så nu plotter hun pauser i sin kalender

20. maj 2018 af Karen Greve


Charlotte 'Charlie' Gamrath Hansener er single og mor til William på 18 år fra tidligere forhold. Og så er hun pædagog.

"Slap af"

I sidste weekend stod der “slap af” i Charlotte Gamrath Hansens kalender. Ikke noget med lige at tage ud og klippe et par veninder (hun er tidligere frisør), ikke noget med kaffeaftaler, som hun alligevel ville aflyse med sort samvittighed i sidste øjeblik, og ingen besøg hos hendes sygdomssvækkede mor, som sidder i kørestol og på dårlige dage ringer til Charlotte 20 gange. Kun en blød sofa, et par strikkepinde og en hel masse stilhed. 

Charlotte har lært, at hun er nødt til at lægge pauser ind i sin kalender for ikke at overstimulere sin hjerne. Og de pauser må hun gerne holde uden at skulle undskylde sig selv. Det lyder nemt nok, men det er det selvfølgelig slet ikke og stadig ikke. 

Charlotte oplevede tegn på stress første gang for seks år siden og så igen for fire år siden, hvor hun var hårdt ramt. Så hun er bevidst om, at stress er noget, hun altid skal være opmærksom på. Hun skal altid sørge for at have en hverdag, der tager hensyn til hendes behov. Og det er svært for en kvinde, der er vokset op med antennerne på andre.

“Jeg er dårlig til at mærke mig selv. Jeg er blevet bedre, men måske bliver jeg aldrig rigtigt god til det. Jeg er meget styret af, hvordan andre har det. Jeg får det fysisk dårligt, når andre skændes. Det gode ved den egenskab er, at jeg for eksempel har en fantastisk evne til at berolige vuggestuebørn. Jeg lægger bare en hånd på deres mave, så bliver de stille.” 

Charlotte er pædagog. Hun har et ømt punkt for de særligt udsatte og har derfor tidligere arbejdet på et bosted for unge med udviklingsforstyrrelser. Det var hendes drømmejob. Et sted, hvor hun kunne gøre en forskel fagligt, og som gav mening privat. Hun kunne arbejde lange døgnvagter i de uger, hendes søn var hos sin far, og holde helt fri, når han var hos hende. 

“I dag ved jeg, at mine tegn på stress startede i det job. Især en af de unge kunne være fysisk voldsom. Jeg var utryg, og alle mine fridage brugte jeg på at bekymre mig om, hvad der ville ske, når jeg mødte ind igen.”

Charlotte har tinnitus, som i den periode blev kraftigt forværret. Da hun fortæller sin læge om det, og han lægger en hånd på hendes skulder og spørger, hvordan hun har det, bryder hun helt sammen. Han giver hende en fristillelsesattest. Det er en lettelse, men samtidig vil Charlotte ikke se i øjnene, at hun har en stressreaktion. 

“Jeg fortalte mig selv, at det hele var strukturen på mit arbejde, jeg trivedes dårligt med. Mine vagter blev hele tiden lavet om. Kort efter fik jeg et dårligt knæ, så jeg blev sygemeldt, og så slap jeg for at tænke mere over det. Senere har jeg forstået, at min reaktion også handler om, at jeg er sensitiv og derfor særligt disponeret for stress, fordi jeg tager andre menneskers problemer på mig.”

Spillede stærk

Med knæet i orden får Charlotte et dejligt job i en vuggestue, men efter et par år får hun det skidt igen. Til et personalemøde rejser hun sig op og begynder pludselig at svaje underligt. Hun bliver svimmel, får kvalme og tænker, at hun er kommet til at hælde for meget vanillesukker i sin kaffe. 

Men Charlottes souschef kender til stress indefra, og hun sender Charlotte hjem. 

“Dengang var jeg ikke bevidst om, at jeg skal passe på mig selv. At når jeg har været på arbejde en hel dag, så skal jeg ikke også til træning eller mødes med nogen i byen. Første gang jeg kom til en stresscoach, gjorde hun mig desuden opmærksom på, at jeg slog det hen, når hun spurgte til voldsomme oplevelser i mit liv. Som for eksempel, at jeg for 12 år siden mistede min far ret tidligt. Jeg sad der med fuld makeup og benene over kors og spillede stærk.”

Men stresscoachen rykker stolen helt hen foran Charlotte, kigger hende direkte i øjnene og siger, at hendes hjerne er ved at blive ødelagt af overbelastning. Og at hun ikke behøver at være stærk altid. 

“Det var voldsomt, men det fik mig til at forstå, at jeg virkelig var syg, når hun talte om min overstimulerede hjerne. Og hvor særligt sensitiv jeg er.” 

Hverdagen for Charlotte på det tidspunkt var, at hun kun sov et par timer hver nat. Hun kastede op af angst ved tanken om aldrig at få det bedre. Turde ikke gå uden for sin lejlighed, turde ikke køre bil og forsøgte samtidig at læse bøger og artikler om stress. Hun var sygemeldt et halvt år. 

“Jeg var helt fucked, men jeg var heldig, at jeg ikke sad i suppedasen alene. Min familie hjalp mig. Både med praktiske ting og med gode råd. Min søster hjalp mig desuden med at få mod til at tage antidepressiver, fordi det var nødvendigt.”

I dag arbejder Charlotte 35 timer om ugen. 

“Jeg har lært at blive bedre til at bede om hjælp, når jeg har en dårlig dag. Min søns far har altid været der for mig, og sidste søndag, hvor han var forbi, bad jeg ham blive og snakke lidt, fordi jeg havde brug for det. Jeg vil gerne være der for min mor, selvfølgelig vil jeg det, men jeg er nødt til at prøve at styre mit Mother Theresa-gen, for jeg kan ikke holde til at besøge hende hver eneste dag. Jeg bruger stadig min stresscoach indimellem for at holde mig selv fast i, at mit liv bliver ‘godtere’. For det bliver det.”


3 ting, der har virket for mig:

  • Samtaler med en stresscoach. 
  • Antidepressiv medicin. “Kemisk hjælp var nødvendig for at undgå panikangst.” 
  • At strikke om aftenen. “Jeg fik det anbefalet som terapi. Det giver ro."


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 5.

Måske er du interesseret i ...

Seneste