© Petra Kleis

Søs Fenger: “At blive ældre er altså ikke farligt”

Hvornår blev du den, du er? Det spørgsmål stillede vi Søs Fenger. Læs det personlige interview lige her

13. juni 2016 af Andrea Bak

Hvornår blev jeg den, jeg er? Hvornår lærte jeg egentlig hvad? Vi gav Søs Fenger øvelsen, stillede hende spørgsmålene, og her er hendes svar og forklaringer på, hvornår hun blev voksen og lærte at lytte til sig selv, og stole på at tilgivelse gør godt – og at den pæne pige indeni visner med alderen.

I 20’erne lærte jeg

“At det er vigtigt for mig at gøre noget for andre. Jeg har lige været på endnu en turné med Flygtningestemmer, som er et projekt, hvor en række flygtninge og torturofre har arbejdet sammen med en psykolog om at skrive digte, som der bliver sat musik til, og som så bliver fortolket af forskellige sangere, heriblandt mig selv. Det inspirerer mig og gør, at jeg pludselig kan arbejde sammen med nogle mennesker, som jeg ser op til. Men med tiden har jeg også skåret ned, for du skal også lige passe på, at du har din troværdighed intakt. 

Der er selvfølgelig også noget egoisme i det, for jeg får det jo godt med mig selv af at gøre det. Men glæden over at føle, at jeg bidrager på en eller anden måde og måske kan være med til at gøre en lille forskel, den er bare så stor, at jeg ikke føler mig magtesløs.

Magtesløsheden er det værste. Sidste sommer sad jeg i toget på vej hjem fra Aarhus til København og hørte om de mange mennesker, der var på flugt. Jeg sad og følte mig så magtesløs, anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Da jeg kom ind på Hovedbanegården, så jeg, hvordan de frivillige tog imod tøj i store poser og prøvede at få orden i kaos. Jeg tænkte: 'Jeg bliver nødt til at gøre et eller andet', og jeg spurgte dem, hvad de havde brug for. De ville gerne have hjælp til at køre tøjet ud til deres hovedkvarter, så jeg tog nogle poser med tøj i en taxa, kørte hjem efter min bil og kørte ud til hovedkvarteret med dem.

Bagefter tænkte jeg, at det var rart ikke at føle mig magtesløs mere.”

I 30’erne lærte jeg ...

At jeg var nødt til at blive voksen. Musikbranchen er en skidesvær branche at arbejde i og ikke mindst overleve i. Du skal virkelig være vedholdende og tro på det. Også i de perioder, hvor det går ned ad bakke, og du tænker: ‘Nu er løbet kørt. Nu bliver jeg nødt til at finde et rigtigt arbejde – jeg kan godt lide bøger, så måske skal jeg blive bibliotekar?’. 

Der var nogle år, efter jeg gik solo, hvor jeg godt kunne blive i tvivl om, om det var det rigtige sted, jeg var, fordi det var så hårdt. Jeg stod pludselig alene. Især efter jeg blev enlig mor, kunne jeg mærke, at presset på mig var rigtigt hårdt. Altså rigtigt stort. Fordi jeg havde ansvaret for et lille barn. Selvfølgelig hjalp min eksmand mig, men jeg skulle fandeme tjene de penge for at kunne tage mig af mit barn. Hvis jeg bare havde været mig selv, kunne jeg jo være flyttet over til min mor eller have levet af havregrød og riskager, men jeg tænkte, jeg bliver sgu nødt til at blive voksen og tage mit ansvar.

Jeg er blevet hængende, fordi jeg hele tiden har vidst, at der er mere i mig. Der er flere historier og ting, jeg skal opleve med musikken. Det er ikke altid, ideerne kommer dumpende, men så må jeg sætte mig ned med guitaren og bare gå i gang. Og hvis jeg er så heldig – eller lytter ordentligt efter – kommer der noget, jeg kan bygge videre på.

Det er mange år siden, jeg har bekymret mig over, om det mon skal gå.”

I 40’erne lærte jeg ...

At alderen ikke er farlig. For mig har overgangsalderen foreløbig varet 10 år, on and off. Hos nogle varer overgangsalderen to år, og jeg ved ikke, hvorfor min skal vare så længe. Det er så uretfærdigt. Det varierer i intensitet, og i de perioder, hvor det er slemt, der er det virkeligt hårdt. 

Når jeg kan mærke, at en hedetur er på vej, og varmen begynder at stige, får jeg det næsten, som om jeg får et lille adrenalinchok. Men det værste ved det hele er, at jeg får en impuls til at græde. Det er helt skørt. Jeg har ikke gjort noget aktivt mod det ud over at tage noget urtemedicin, for jeg er ikke så tryg ved de der produkter. Men jeg er ved at nærme mig punktet, hvor jeg siger: ‘Skide være med det, giv mig de der plastre og alt det, I har. Jeg skal bare have fri nu!’

Jeg tror, mange hedeture foregår i det skjulte, og det er ret belastende. Hvis jeg får en hedetur midt på scenen, tager jeg et håndklæde op for hovedet og sunder mig lidt. Nogle gange har jeg min vifte med, og det er bedre, end at du tvinger dig selv til at stå og have det dårligt, uden at nogen må opdage det.

Vi er jo dem, vi er, inklusive hedeture!” 

I 50’erne lærte jeg ...

“At jeg er en god ven for mig selv. Teksten til min sang Stjernenat handler om min far, der døde, da jeg var fem år gammel. 

Når du er fem år gammel, er din far jo manden i dit liv, og jeg synes, dem, der stadig har deres far, er så utroligt heldige. Det har altid føltes nærmest eksotisk for mig at sige ordet ‘far’. Det, jeg savner mest, er at have en at kalde far. Jeg har en optagelse, hvor jeg kan høre hans stemme, og jeg bliver helt varm indeni, når jeg hører den, eller når jeg tænker på hans hænder.

Jeg har indset, at vi godt kan finde den trøst og forhåbning, vi søger i andre, i os selv. At vi godt kan række ud efter os selv og finde selvtillid. Men det kræver, at vi lytter til den fornuftige person, vi bruger, når vi er gode venner og forældre.

Den person, jeg er i sådan en situation, er jeg selvfølgelig også, når jeg er alene, så jeg har lært, at jeg godt kan være en god ven for mig selv. Det er bare nemt at glemme, når det hele går stærkt. Pludselig mister vi selvtilliden og tænker: Hvad skal jeg dog gøre? Jeg er helt alene! Jeg har ikke noget at læne mig op ad.

Vi glemmer, at vi selv har styrken og ressourcerne til at sige: ‘Det skal nok gå’. Så det læner jeg mig op ad.”

Hele interviewet med Søs Fenger er bragt i Magasinet Liv nummer 64. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste