Interview med Sara Blædel om at være single, ordblind bestseller og om succes
© sarablaedel.dk / Les Kaner

Sara Blædel: “Jeg er fuldstændig i vater med, at jeg er god nok!”

Selvom forfatter Sara Blædel er ordblind, vil hun ikke lade sig slå ud. Nu skal hendes succes føre hende hele vejen til USA

12. oktober 2016 af Louise Thorsted

Sara Blædel (52)

PRIVAT: Single, mor til Adam

JOB: Forfatter. Debuterede i 2004 med krimien Grønt Støv, den første i en række af indtil videre ni bøger om kriminalassistent Louise Rick. Sara Blædels bøger er solgt i over to millioner eksemplarer alene på dansk og er under udgivelse i 33 lande, og i 2014 vandt hun Boghandlernes Gyldne Laurbær. Tidligere har hun arbejdet som journalist, redaktionschef og tv-tilrettelægger. Før det startede hun i 1993 forlaget Sara B, hvor hun i et par år udgav paperbacks. Og før det igen var hun i lære som tjener og reprokopist.

“Jeg har fundet hjem” 

Krimiforfatteren Sara Blædel har fundet hjem. Lyder det ikke trygt? Dels er hun flyttet ind i sit barndomskvarter i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København. Bare fem huse væk trådte en dengang lidt stille pige sine barndomssko, og i skolen for enden af gaden knækkede hun koden til de bogstaver og ord, som hun i dag lever af. Den rent fysiske hjemfinden er åbenlys. Den indre følelse af at lande gemmer sig i den mere udefinerbare udstråling.

“Jeg har fundet hjem, men også fundet mig selv og fundet fred. Jeg har aldrig, og åhhh, jeg ved det lyder så floskel-agtigt, men jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg er fuldstændig i vater med, at jeg er god nok. Min krop har måske været lidt mere fit, og det kan da godt være, at jeg ikke kan løbe en maraton, but who cares …? Når jeg nu synes, at jeg er meget god til det, jeg laver, og har det sjovt med det, og endelig har jeg fundet en balance, hvor jeg kan sige fra. Jeg er blevet helt vildt god til at sige fra. Jeg siger fra over for alle. Jeg siger bare: ‘Nej tak, det der skal jeg ikke’. Jeg har fundet ud af, hvad der er bedst for mig. Ro er godt for mig. Ikke som i nu tager jeg på stille-retreat i fjorten dage hver måned, men som i at jeg har en tryg base, og at jeg gør de ting, jeg har lyst til.”

Er det okay først at have landet den følelse nu?

“Jeg kan sagtens tænke, at den godt måtte være kommet før, men jeg tror ikke, det er noget, du kan tvinge frem. Som ung skal du ud og stå på tæer for at nå ting. Jeg står stadig på tæer, når jeg skriver en ny bog eller holder et foredrag, fordi det betyder så meget for mig at vide, at jeg har gjort det så godt, jeg kan. Men det var en åbenbaring for mig første gang, det for alvor gik op for mig, at der ikke er nogen, jeg skal please. Det var ikke en særlig dag eller i en bestemt situation, men erkendelsen af, at der er ikke nogen, jeg skal stryge med hårene. Folk må kunne lide mig eller ikke, jeg er sgu da ligeglad.”

Fordelene ved at udtale flere nej’er er mange. Omkostningerne har til gengæld ikke vist sig.

“At det skal være så svært at lære, handler nok også om, at du tænker, at siger jeg nej til noget, så kommer det aldrig mere igen. Det er noget pjat! Og det havde været sundt for mig at vide tidligere, at muligheder ikke kun kommer en gang, de skal nok komme igen. Der kommer måske endda noget, der er endnu bedre. Jeg er ikke så bange for, at løbet er kørt.”

Så længe kapitlet ikke er det sidste 

Udefra kunne det godt se ud, som om løbet var kørt for Sara Blædel for et par år siden. I 2013 mistede hun begge sine forældre inden for bare tre dage, og året før valgte hun og hendes nu eksmand at skilles efter otte år sammen. Forfatteren beskriver det ganske pragmatisk som et kapitel, der sluttede. Et punktum, der blev sat. Så længe kapitlet ikke er det sidste, så følger der jo heldigvis et nyt.

“Bordet blev ligesom ryddet der. Sådan. Men mine forældre var gamle og syge og ønskede at dø samtidig, og skilsmissen var fuldstændig udramatisk. Jeg har et fint forhold til min eks og til hans døtre, og Adam og jeg er her nu. I dag har jeg meget det liv, som jeg gerne vil have. Min søn er en skidesød og dejlig fyr. Der er ikke noget, jeg higer efter længere. Og jeg har fandeme noget at have det i, for det har jeg gjort. Jeg ved præcis, hvordan det fungerer: At hvorfor er jeg ikke sådan? Hvorfor er det ikke mig, der er den og den? Og hvorfor får jeg ikke tilbudt det job? Been there, done that. Gør alt, hvad du skal, og gør dig umage, men slut så fred med, at du er okay. Det ville jeg ønske, jeg havde vidst lidt før. Men nu har jeg de ting, jeg skal bruge, og en tryghed i, at det sgu nok skal gå. Det er nok noget med, at jeg er nået i mål på nogle områder.”

Sara Blædel er enebarn. Opvokset i et intellektuelt kunstnerhjem hos sin journalist- og forfatterfar, Leif Blædel, og skuespiller-mor Annegrethe Nissen. Et hjem med masser af opbakning til enhver idé, og en indstilling til, at man nok skal klare den, hvis man gør det, så godt man kan.

“Jeg har så tryg en ballast med mig, at jeg tænker: Det skal sgu nok gå. Og jeg tror det stadig, selv om der er masser af ting, der ikke er gået. Mit liv har slået tusindvis af flikflak.”

Pigen Sara flakkede mellem ridning, håndbold, fodbold og masser af venner. Hvad hun end kastede sig ind i og over, var det med ambitionen om at blive så god som overhovedet muligt. I sammenligning med sig selv.

“Det er ikke, fordi jeg tager som en selvfølge, at ting lykkes, men jeg har med mig, at hvis jeg vil noget nok og putter hele mit fulde fokus på, så kan jeg.”

Men hun er også eksemplet på, at stålsat vilje og flid ikke altid afgør det alene.

“Hver gang jeg har været på en god kurs, så er der sket noget. Jeg kunne ikke gøre min grafiske uddannelse færdig – udviklede allergi over for fremkaldefikser kun et år, før jeg var færdig. I stedet begyndte jeg som tjener og elskede at være der for gæsterne, men uden varsel blev jeg ramt af en lammelse i min venstre arm. Jeg havde så stærke smerter, at de kun kunne holdes nede ved at sætte strøm til armen.”

Der gik næsten tre år, før hun fik en diagnose. Tre år, hvor det meste af tiden blev tilbragt på hospitalet. Sara, som ellers var en dygtig konkurrencerytter, nåede ikke at se sin hest igen, før den var solgt, og hun kunne heller ikke beholde sit job. Det blev hendes hverdag at ligge på hospitalet. Og blive fragtet fra det ene til det andet for at blive målt og scannet og iagttaget med øje for, om det kunne være psykosomatisk.

“Mine forældre var også slået ud, men samtidig meget på. Der blev slået en ring om mig, og alle kræfter blev sat ind på, at det hele ikke skulle gå op i en hospitals-pseudoverden. Det var her, jeg fik ideen til et krimiforlag og fik opbakning til at gøre det, fordi der skulle være en vej ud. Jeg anede intet om branchen, og jeg tror ikke, at nogen seriøst regnede med, at jeg ville gøre det. Det var mere sådan: Nu leger vi, at Sara starter et forlag. Min far gik med i banken og lånte en masse penge, og så legede vi, at det var er en rigtigt god idé, og i virkeligheden var det også virkeligt godt set og klogt at bakke så meget op om det, for det blev min redningsplanke – at jeg havde det at gå op i.”

Det viste sig, at hun havde et ekstra halsribben, som sammen med hendes stærke skuldermuskler fra ridningen fik lukket af for nerverne til armen. Der var ganske enkelt ikke længere plads til dem. I dag har hun et “skønt langt ar” til minde om, da ribbenet blev opereret væk.

“Det enorme savn klinger gudskelov af”

Det var, da den yngre kvindelige bedemand var kørt ud af Sara Blædels indkørsel endnu engang i løbet af alt for kort tid, at forfatteren fik ideen til, at hendes næste hovedperson skulle være netop det.

“Det er et fantastisk erhverv. Og rigtigt godt, hvis der skal ske nogle mærkelige ting, for det kan blive både spooky og smukt. Men mest af alt, så gik det op for mig, at det er et skidevigtigt erhverv. Min bedemand, Christina, var ikke bare en, der sendte en regning på 20.000 kroner. Hun gjorde en forskel, fordi hun kom og rummede alt det, som bare bliver gråt, og som jeg heldigvis ikke havde nogen erfaring med. Her kom en, der sagde: ‘Det fikser vi. Det skal du ikke tænke på. Det sørger vi for’. Og det gjorde noget indeni mig. Hun kunne balancere mellem at være medfølende og professionel. 

Hun har prøvet det så mange gange før. Jeg havde aldrig prøvet det før. Men fandt også tryghed i, at mine forældre var velforberedte. Vi havde talt om, at de gerne ville have en stille bisættelse kun for de allernærmeste, så det var ret let at tale om. Jeg kendte dem også så godt, at jeg vidste, at jeg ikke skulle begynde at putte promp og pragt på deres kister. Det ville være så ulig dem. Men jeg kan også huske, at jeg sad og kiggede på kister og tænkte: Aj, hvis jeg nu bare peger på den billigste, vil Christina så synes, at det er pinligt – at jeg er sådan en sparerøv? Hun sagde: ‘Hold da op, det skal du da gøre’. Og det blev meget, meget rigtigt og helt, som det skulle være, fordi hun forstod at aflæse mig og min familie.”

Siden har Sara Blædel været i lære som bedemand hos sin bedemand, og hun har researchet på branchen både i Danmark og i USA, hvor hendes helt nye trilogi om Ilka, Bedemandens datter, finder sted.

Men hvad så med kriminalassistent Louise Rick, som læserne har taget til sig over indtil videre ni bøger?

“Jeg har ikke slået hende ihjel. Jeg har bare parkeret hende et rigtigt dejligt sted, hvor hun er landet godt i sit liv.”

Lidt ligesom Sara selv, tænker jeg, og spørger, hvor forældrene så er parkeret? Og hun viser et guldvedhæng med deres initialer på, som hun bærer om halsen, fordi det alligevel er mere klædeligt end en tatovering. Og tager sig samtidig nærmest instinktivt til hjertet.


“De har været med så længe, at det er okay, at de ikke er her fysisk længere, for de er med, og de er meget med. Det enorme savn klinger gudskelov lidt af, men som jeg har læst et sted, så gør det ikke mindre ondt at miste dine forældre, bare fordi de er gamle, og du selv er voksen. Jeg savner blandt andet at kunne ringe og sige: ‘Hvad fanden mener vi egentlig om det?’.”

Hun er nemlig ud af en familie med meninger og holdninger. Hun beskriver sin mor som klog og irriterende, højtråbende og pinlig set gennem den unge Saras øjne. Moren var følelser, hvor faren var handling. Bombastisk, en Rasmus Modsat, modig og retfærdighedssøgende. I 1970 modtog han den fornemste journalistiske pris herhjemme, en Cavling, for sit journalistiske virke. Den afleverede han tilbage i 1981 i protest over, at samme pris det år gik til det, han kaldte “perfid menneskeforfølgelse” af den danske forretningsmand Jan Bonde Nielsen.

At være skideglad 

Hun debuterede som krimiforfatter i 2004, har siden udgivet 10 krimier og er allerede blevet hædret som danskernes yndlingsforfatter med Marthaprisen fire gange. I 2014 fik hun Boghandlernes Gyldne Laurbær, og så er der debutantpriser, legater, ordblindeprisen og en publikumspris – blandet mange andre. Fandtes der en pris for ydmyghed ville jeg indstille hende til den. Hør bare her:

“Jeg har ikke høje forventninger til, hvad jeg kan. Jeg har egentlig heller ikke et særlig højt selvbillede af, at uhhh, hvor er jeg fantastisk. Når folk siger: ‘Til lykke med din enorme succes’, så ligner jeg nok mest et spørgsmålstegn.”

Hvad tænker du så, når du ser en sidde og læse en af dine bøger?

“Så bliver jeg skideglad. Helt vildt glad. Tænk, at der er nogen, der gider bruge tid på at læse det. Det er sødt af dem. De kan jo lave alt mulig andet den dag, og alligevel sætter de sig med noget, jeg har skrevet, og bruger timer og dage på det.”

Og om sine kollegaer i USA, et marked, hun gerne vil slå igennem på:

“De er så generøse og åbne, men jeg har været skideheldig. Jeg mødte Karin Slaughter på en krimimesse for seks år siden, vi spiste frokost sammen, og hun inviterede mig over på en krimimesse i USA, hvor jeg kom fra at være absolut ingen til at sidde i en panelsnak med nogle store internationale navne. Og hun præsenterede mig som: ‘Det her er min veninde Sara!’. Det er også hendes fortjeneste, at jeg i dag har en agent – hendes – som ikke er en, du kontakter, men håber på at blive kontaktet af. Jeg har også optrådt med Sara Paretsky i Chicago, fordi hun skrev ind til mit forlag og spurgte, om jeg havde lyst til at lave et event med hende. Hvordan kan sådan noget ske? Jeg forstår det ikke.”

Det var i hvert fald aldrig sket, hvis ikke Sara Blædel ved siden af sit forlag havde skrevet artikler til Ude og Hjemme og senere arbejdet som tilrettelægger og redaktionschef på tv. Og havnede i et redaktionelt miljø, der var alt for travlt og højlydt.

“Det var en ordentlig omgang. Jeg var så presset, at jeg søgte ind i mit hoved, hvor jeg begyndte at fortælle mig selv en historie som et helle. Jeg skrev intet af det ned. Det var ikke meningen, at det skulle være andet end et alternativ til at løse krydsord eller spille wordfeud.”

Men pludselig dukkede den her idé om Louise Rick op, og Sara Blædel blev nysgerrig. Historien fik allernådigst lov at leve et stille på papir, indtil den dag hun kontaktede drabschef Ove Dahl, og han inviterede til en snak.

“Jeg havde skrevet, at jeg sad og arbejdede på en krimi, men blev overrasket over, at han ringede. Det var der, skiftet skete. For skal du ulejlige folk, så skal du være forberedt.”

Successen, der fulgte, har givet hende mulighed for at sammensætte et hold omkring sig af de allerbedste, men den afholder hende ikke fra at være lige så generøs som en amerikaner og kaste lidt lys på dem, der ikke helt er der endnu.

“Hvis jeg læser en debutant, som jeg synes er god, er jeg ikke bange for at give vedkommende en anbefaling med på min Facebook-side. Det fungerer jo ikke sådan, at fordi jeg anbefaler en anden forfatter, så er der færre, der læser mig. Det er desværre ret dansk at tænke, at hvis du giver, så bliver der mindre til dig. Jeg kan ikke snuppe det, for der er rigeligt til os alle sammen.”

Har det bedst blandt skov og marker 

Det eneste, Sara Blædel skal kæmpe for at få nok af, er ro. Med sine egne ord er hun en bonderøv, som har det bedst blandt skov og marker, og dem er der ikke mange af hverken på Østerbro eller i alverdens lufthavne og bogmesser. Hun går benhårdt efter den, når hun i skrivefasen blokerer kalenderen for alt, melder sig helt ude af cirkulation og går hi i sit sommerhus i Hornbæk. Og når hun ikke kan finde roen ...

“Så er det, at jeg bliver sårbar. Hvis ikke jeg har alenetid, kan jeg ryge alt for langt ud af en tangent, hvor jeg bliver ekstremt hudløs. Jeg får nærmest ondt i maven, hvis der sker noget hele tiden. Jeg skal passe på mig selv. Det handler ikke om at drikke særlige juicer eller dyrke motion, men kun om at få ro. Hvis min kalender er helt overtegnet, og jeg ikke kan se, hvornår der bliver de der små pusterum, hvor jeg ikke behøver at tale med nogen, så bliver jeg en lille smule flosset.”

På overarmen bærer hun en digital sladrehank monteret af personlig træner Lotte Arndal. Ikke fordi hun drømmer om en bikinikrop, men fordi hun gerne vil passe på den, der er.

“Jeg har det så afsindigt meget bedre, end da jeg var ung, og er kommet ret meget i øjenhøjde med, at jeg ikke er ung længere. Jeg har ikke haft nogen alderskrise, men det der med at sige: ‘Jeg kunne lige så godt være 38 …’. Nej, sweetheart, det kunne du ikke! Til gengæld er der så mange andre ting, som jeg kan nu. Jeg har en dyr bil uden tag. Det kunne jeg ikke, da jeg var ung. Jeg kan invitere et par venner med til Mallorca på et lækkert hotel. Det kunne jeg heller ikke, da jeg var ung. Man må gerne være tung-luksus-lækker, så længe man ikke prøver at være det på den smarte unge måde. Det er min nye ting. At alt gerne må være lidt tungere og mere classy. Fordi jeg kan! Det er ikke slut med at have det sjovt, du skal bare finde en ny måde at have det på. Jeg gider ikke være sådan en patetisk midaldrende en, der prøver at være ung.”

Hvad føler du, at du ikke længere kan?

“Det seneste års tid er jeg begyndt at mærke ting i min krop, som ikke er unge, og hvor jeg tænker: Really!? Skal jeg det? Eller puha, skal det nu også gøre ondt der? Jeg kan ikke holde mig vågen. Jeg drikker mig ikke fuld mere. Jeg kan ikke lide at føle mig tåget i mit hoved. Måske fordi jeg er så afhængig af, hvad der foregår derinde. Jeg lader heller ikke, som om jeg er mine papdøtres veninder. 

Vi er ikke på samme sted, og det er okay. Jeg er holdt op med at gå med korte kjoler, for det er der ingen, der har glæde af. I stedet kan jeg tage en stor hat på, så bliver alle glade. Jeg har heller ikke den samme energi mere, men det sagt, så har jeg jo åbenbart energi nok til at tage på to-tre ugers USA-tur, hvor jeg flyver til en ny stat hver dag, så værre er det heller ikke. Jeg tror, det er noget med ikke længere at sætte mine forventninger efter, at jeg kan alt på én gang, for det kan jeg ikke holde til længere. Og jeg gider heller ikke.”

Ja, jeg er ordblind

Hvornår fandt du ud af, at du er ordblind?

“Først i 3. klasse, da jeg skiftede skole. Indtil da gik jeg på Bernadotteskolen og husker mine første skoleår som noget med at synge Mariehønen Evigglad og bage pandekager. På min nye skole var der en skarp lærer, som så, at det var svært for mig at læse, og så fik jeg ekstra undervisning og knækkede endelig koden.”

Hvor meget fylder det i dag?

“Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er ordblind. Jeg kan skrive ret hurtigt, men der er nogle bestemte ord og endelser, som bliver ved at smutte. Jeg kan simpelthen ikke se, hvad der er rigtigt. Så det er ikke sjusk, hvis du finder en fejl i en opdatering på min Facebook-side. Det er mest for nogle få andre, at det fylder, hvordan jeg kan være forfatter og forbillede og samtidig lave stavefejl. Kommenterer de det på min Facebook-side, så beder jeg dem holde sig væk. Når jeg signerer bøger, og folk følger med over skulderen, er jeg bevidst om det. Og så læser jeg aldrig op. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke bryder mig om det og hellere vil fortælle. Så får publikum også noget andet, end de kan læse sig til. .”


Hvordan reagerer folk på din ærlighed?

“Mange siger, at det er en stor inspiration til ikke bare at kaste håndklædet i ringen. Min far var også ordblind, han fik Cavlingprisen, og jeg har fået De Gyldne Laurbær, så det skal jo nok gå. Faktisk oplever jeg, at mange af de mest kreative mennesker er ordblinde. And so what! Jeg har valgt, at det ikke skal stoppe mig.”

Artiklen blev bragt første gang i Magasinet Liv nummer 67.

Måske er du interesseret i ...

Seneste