Helene Heldager
Helene Heldager (48). © Ninna Flor

Helene blev forsonet med sin mor: "Det er fantastisk, at jeg nu kan tænke rare tanker om min mor"

Helene Heldager havde i årevis et meget betændt forhold til sin mor. Men da moren blev alvorligt syg, valgte Helene at trodse gamle mønstre og træde til og reddede deres relation

13. april 2019 af Malin Westerlund

Helene Heldager (48) er gift og mor til Magnus på 20, Eigil på 18 og Asger på 10 år. Hun er oversætter og model. 

Mor var “lidt af en mundfuld”

“Jeg er lykkelig over den ro i maven, jeg har fået. Min mor er med mig hele tiden, og jeg savner hende stadig, selv om det er tre år siden, hun døde. Det er fantastisk, at jeg nu kan tænke rare tanker om min mor.”

Helene Heldager havde ellers ikke forestillet sig, at hun nogensinde skulle få et godt forhold til sin mor, som var “lidt af en mundfuld.”

Hun var psykisk syg, men kæmpede for at bevare et godt image udadtil. Hun jog en skræk i livet på Helene i forhold til mænd og havde svært ved at acceptere, at hendes datter gerne ville være voksen, og da Helene som 16-årig flyttede sammen med en otte år ældre fyr, var hendes største bekymring, hvad andre ville tænke.

Da Helene et par år senere blev student og flyttede med sin kæreste til USA, var der heller ingen opbakning hjemmefra. Forældrene var først og fremmest optaget af, hvor dyrt det var, når Helene ringede hjem. 

Et fysisk svigt

Morens svigt blev med årene en helt fysisk ting for Helene. “Jeg fik hold i ryggen, hver gang jeg besøgte mine forældre i Nordjylland, men selv om der godt kunne være længe mellem besøgene, så blev jeg ved at komme. De var jo mine forældre, og man besøger jo sine forældre. Så på en eller anden måde var det af pligt. Men det var også, fordi jeg havde et ønske og et håb om at få det der drømmeforhold, de fleste nok godt kunne tænke sig at have til deres forældre. 

Hver gang jeg besøgte dem, håbede jeg, at denne gang ville det gå bedre.” Men hver gang røg Helene tilbage i de gamle mønstre. Det var først, da hun som 26-årig mødte sin mand og solide klippe, Peter, at hun fik modet til at være sig selv.

Lærte at sætte et skjold op 

“Peter så, hvor dårligt jeg fik det, når vi var på besøg hos mine forældre. Han så, hvordan jeg forandrede mig, og gjorde mig opmærksom på det. ‘Du er nødt til at tale med nogen om det,’ sagde han til mig, og så begyndte jeg at gå hos en psykolog, som lærte mig at sætte et skjold op omkring mig, når jeg var sammen med mine forældre. Det var ren og skær visualisering, og det virkede! 

Jeg talte også med psykologen om den skam og skyld, som havde været et tema, siden jeg var helt lille, og jeg fik hjælp til at styrke mit selvværd, blandt andet ved helt konkret at lave en liste over det, alle mennesker kan, og det helt særlige, jeg kan, så jeg på den måde kunne se, at jeg virkelig kan noget og er god nok.

Psykologen foreslog aldrig et brud med min mor, for hvis man afbryder kontakten, vil der stadig være noget konfliktfyldt, så et brud vil aldrig give den samme ro. I stedet foreslog hun, at jeg skrev et brev til min mor, som jeg kunne have liggende og give hende senere hen, eller måske lægge det ned i kisten og give hende det med i graven, når den tid kom. Jeg skrev brevet, men jeg gav det aldrig til min mor, og nu ved jeg ikke engang, hvor det er. Men det er heller ikke vigtigt længere. Det vigtige var at få det ned på papir dengang.”

For min egen skyld 

I 2004 mister Helene sin far, og moren sidder alene tilbage i hjemmet i Nordjylland. Her havde Helenes forældre levet symbiotisk tæt uden særligt tætte venner og bekendte. Moren led af angst og social fobi og ville aldrig lade en fremmed komme tæt på sig, det vidste Helene.

Hun opfordrede sin mor til at flytte til Sjælland, så hun ville kunne hjælpe hende. Men det var først, da moren brækkede foden nogle år senere, at hun endelig gav efter. Men selv om mor og datter nu boede i samme by, forblev forholdet uændret.

Brød ud af de gamle mønstre 

“Men hun kom tæt på min yngste søn, Asger, som hun ofte hentede i børnehaven. Det er jeg enormt glad for. Jeg syntes også, at jeg kunne fornemme, at hun blomstrede op. Men det var først, da hun blev syg, at vores forhold ændrede sig. 

Hun blev meget sødere og ændrede på en måde personlighed. Hun blev taknemmelig og ydmyg, og jeg blev som en mor for hende. Hun ændrede sig, og jeg ændrede mig. Vi brød ud af vores gamle mønstre. 

Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville hjælpe hende, og det var vel i virkeligheden hendes måde at sige undskyld på og for mig en kæmpe kærlighedserklæring. Og jeg havde virkelig lyst til at hjælpe hende, og det gjorde mig godt at få lov til det. 

‘Man får, hvad man giver,’ siger man. Og det passer. Vi hyggede os. Jeg havde bare lyst til at gøre hende glad, og det føltes helt vildt godt. Jeg lavede den mad til hende, som hun godt kunne lide. Vi talte om vejret og om haven og om politik. Men aldrig om fortiden. Det behøvede vi ikke. Når vi så hinanden i øjnene, forstod vi hinanden.

Det var, som om der under alt det her var en forståelse på et sjæleligt plan. Alt det dårlige, der havde været imellem os, forsvandt, i takt med at jeg så, hvor glad hun var, og forstod, hvor højt hun elskede mig. Hele tiden rykkede grænserne sig for, hvor meget jeg kunne give hende. Selv helt til sidst på hospicet var jeg den primære sygeplejerske.”

For Helene handlede det om at se det hele lidt fra oven. At se på sin mor som et menneske, der har gjort det så godt, som hun kunne.

Hvad jeg har fra min mor

“Jeg er sikker på, at min mor ikke har villet påføre mig skyld og skam, men bare gerne villet beskytte mig. Og selv om mine forældre, og især min mor, sagde, at de var bange for mig, fordi ‘jeg rev hovedet af folk’, så tror jeg bare, at mine forældre var usikre på mig, fordi jeg var anderledes end dem og ikke blev i folden, men brød ud for at være mig selv.”

Helene er også godt klar over, at hun fik en stor håndsrækning, da hendes mor som syg fandt sin kærlige side frem. De sidste 10 måneder med moren fik Helene til at se anderledes på sig selv. Hun blev overrasket over den tålmodighed, hun havde, og fik øje på andre sider af sig selv.

“Jeg har altid fået at vide af familien, at jeg var egoistisk, at jeg var mig selv nærmest, og at jeg er kommet sovende til alting. Det troede jeg på i mange år, og jeg sagde om mig selv, at jeg er den, der tager det største stykke af lagkagen. 

Men sådan er jeg slet ikke. Jeg har det der omsorgsgen. Det kan jeg se nu. Og det har jeg fra min mor. Min mor var den, der fandt på kælenavne og ordspil og sang for os, da vi var små. Sådan har jeg også været over for mine egne børn. Og hun var den, der syede heksen til sankthansbålet og var aktiv i alt muligt. Jeg er også den, der melder mig til forældrebestyrelsen og starter alle mulige frivilliggrupper op.”

Prøver at vende alting til noget positivt

Helenes tanker om moren er i dag også radikalt anderledes end i alle årene, hvor deres forhold var betændt. “Når jeg tænker på min mor nu, så tænker jeg på, hvor godt hun gjorde det. Hun har gjort det bedste, hun kunne, og med det, hun havde med sig, har hun gjort det fantastisk.

Hun var krigsbarn og havde ikke nogen nem opvækst. Der har altid været noget med dårlige nerver i min mors familie, og inden hun fik mig, var hun indlagt på den lukkede og var igennem to år en af dem, der blev brugt i lsd-forsøgene på Frederiksberg Hospital. Noget, jeg fandt ud af, da jeg gik i gymnasiet. Det var ret rystende, og jeg skrev om det i en stil, kan jeg huske. 

Hele min barndom var præget af min mors nervøsitet, misbrug og sociale fobi. Udadtil satte hun en facade op, men selv en telefonsamtale gav hende hjertebanken og tærede på hende, så hun faldt sammen bagefter. Jeg hadede det som barn. Jeg syntes, hun var så falsk. Nu vender jeg det om og ser, hvor meget hun anstrengte sig. Jeg prøver at vende alting til noget positivt. Det er en god øvelse.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.

Måske er du interesseret i ...

Seneste