Forfatter Julie Hastrup
Julie Hastrup (50). © Steen Evald

Forfatter Julie Hastrup: “Med alderen er jeg blevet mere skrøbelig med tyngde”

For forfatter Julie Hastrup var det at fylde 50 ikke så skønt, som hun var blevet fortalt. Men heldigvis opvejer tyngden af hendes livsindsigt de tungere ben

28. april 2019 af Karen Greve

Julie Hastrup (50) har lige udgivet det syvende bind, Blodspor, i sin krimiserie. 

“Jeg fyldte 50 sidste forår, og det var markant anderledes end at fylde 40 år og 30 år. For første gang i mit liv fik jeg en lille krise, som endnu ikke helt er overstået.

For mig er paradokset, at jeg er blevet mere skrøbelig, men samtidig også har fået mere tyngde. Og gid jeg kunne sige, at tyngden er lig med grounding, men det handler mere om, at når jeg svinger benene ud over sengekanten hver morgen, så føles de tunge. 

Jeg har nævnt det for min læge, der med et glimt i øjet sagde, at det er normalt i min alder. Så der er vi altså nu! Mine tunge ben er et møde med forgængeligheden, og det gør mig eftertænksom.”

Taknemmelig – selvom ikke alt er skønt

“Jeg vil ikke lyde utaknemmelig. For midt i min krise er jeg også taknemmelig over at fylde 50. Jeg er blevet rask, efter at jeg for to år siden havde modermærkekræft, så jeg er taknemmelig. For mig er det vigtigt at give et nuanceret billede af, hvad alderen betyder for mig. Alt gør ikke ondt, men alt er heller ikke skønt.

Min tyngde er samtidig et billede på, at jeg har noget at byde på. Jeg har masser af erfaring med en lang journalistkarriere bag mig og foreløbig 10 fantastiske år som fuldtidsforfatter, og det, sammenfattet med min livsindsigt, er positivt.

Heldigvis fylder modne, aktive kvinder mere og mere i erhvervslivet, i politik, i medierne og på forsiderne, og det er så berettiget, for det er vigtigt for alle at have stærke kvindelige forbilleder!”

Øvelse i nydelse

“Jeg har efterhånden øvet mig i 20 år på at nyde mit nu og være til stede der, hvor jeg er. Det begyndte, da jeg fik børn og besluttede, at jeg ikke ville sidde og amme i sofaen og frygte, at karrieretoget kørte fra mig. Jeg ville være lige der i ammehjørnets nu.

I dag har jeg teenagebørn, og jeg nyder, at de bor hjemme, og at jeg stadig kan drage omsorg for dem. Jeg er god til at værdsætte hvert sekund i stedet for at stresse over, at jeg kunne gøre noget andet.

Heldigvis er jeg et spændende sted i min karriere med bøger og tv-projekter, og det betyder, at jeg ikke frygter den dag, børnene flytter. Det er vemodigt at tænke på, at en epoke slutter, men jeg er ikke bange for at kede mig.

Hvis der er en livsvisdom, jeg har fået med tiden, er det altid at sørge for at have ‘flere heste i stalden’. Det siger jeg også til mine børn. Sørg for at have flere projekter i gang ad gangen!”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 14. marts 2019. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste