Charlotte levede i et voldeligt forhold i tre år: “Jeg troede så meget på, at jeg kunne hjælpe ham, at jeg lovede aldrig at forlade ham”

Han tog hende med storm. Så hende, hørte hende. Men så kom reglerne. Hun måtte ikke tale om sin fortid. Hun måtte ikke bruge ordet mand om andre end ham. Alligevel elskede Charlotte ham. Hun var jo den stærke og han den svigtede. Indtil hun blev så bange, at hun ikke kunne høre sine egne skrig.

25. oktober 2015 af Trine Pio

Charlotte Skelkjær (40)
PRIVAT: Single, mor til Anton på 11 og Linus på 8 år.
JOB: Læsekonsulent, forfatter og foredragsholder.


Det er en torsdag eftermiddag i 2008. Mine to små drenge er hos deres far, som jeg er flyttet fra for et par måneder siden.

Jeg er netop trådt ud af brusebadet. Lun juliluft flyder ind gennem vinduerne i min lejlighed. Mit hjerte danser forventningsfuldt, min mave slår flikflak. Det er i aften, jeg skal møde Daniel.

Daniel, som jeg har mødt på Elitedaters.com, og som jeg indtil nu kun har chattet med. Efter flere år i et kærlighedsløst forhold og som fulltime-småbørnsmor er jeg så klar til at blive blæst bagover. Som en forsømt potteplante higer jeg efter at blive vækket til live igen. At møde manden, jeg vil blive gammel med og skabe en rigtig familie med.

Jeg tænker på vores pingpong på nettet aftenen før. Daniel er 37 år, veluddannet, charmerende og ligesom jeg vild med kunst, musik og at stå på ski. Han er for nylig kommet ud af et forhold og har tre sønner, der er jævnaldrende med mine. Det lover godt. Jeg sender mig selv kritiske blikke i spejlet, prøver bluser, nederdele og kjoler. Dur, dur ikke. Jeg vælger en feminin sommerkjole og læser hans sms. Endnu engang.

Tak for i går, det var smadder hyggeligt, men lidt vildt. Tog lidt længere tid at falde i søvn, men med et smil om læben. Håber du stadig har lyst til at mødes i morgen?!

Jeg overvejer længe, om jeg skal tage en taxa ind til city. Jeg beslutter mig for at tage cyklen. Undervejs tikker en sms ind:

Hej Charlotte, jeg står på Højbro Plads nu – er iført gul T-shirt og klaphat. Kh. Daniel.

Klaphat?, studser jeg. Jeg genkalder mig det billede, han har mailet af sig selv. Pæn, velklædt og med venlige, mørkegrønne øjne. Klaphatten passer ikke ind.

Det viser sig da også at være en joke. Da jeg spotter ham på pladsen – i gul polo T-shirt og denimshorts – er han præcis, som jeg har forestillet mig. Flot, charmerende og højere end mig. Vi lægger ud med en gåtur i Kongens Have. Vi taler om vores interesser, vores baggrund og glæde ved at stå på ski. Lynhurtigt er vi på bølgelængde. Efter gåturen sætter vi os på en café og skåler i caipirinha. Jeg hæfter mig ved, at han er meget opmærksom. Ikke på en påtaget eller kejtet måde, men helt naturligt. Han holder døren ind til cafeen og er meget obs på at spørge, hvad jeg kunne tænke mig.

Fra første færd føler jeg mig set og hørt. Vi vender verdenssituationen og taler om vores fortid. Han fortæller om sin barndom. At hans far begik selvmord, og at hans mor er død, og hvordan tabet af dem begge har præget ham. Jeg tænker, at det er beundringsværdigt, at han er så åben, og har slet ikke lyst til at slippe ham. Hen ad midnat bryder vi op. Vi kysser farvel. Da jeg kravler under dynen i min seng, storsmiler jeg. Han er bare perfekt.

Forudbestemt for hinanden

Jeg skriver til ham dagen efter:

Jeg må sige, at et eller andet har du gjort ved mig i går, for du forstyrrer mine tanker. Jeg har sat min profil på standby, så jeg bedre kan finde ud af, hvad det er for noget med dig.

Han svarer:

Det er så gensidigt. Du er kommet skræmmende hurtigt ind under huden på mig … Jeg går rundt og er et stort smil, føler mig lidt teenage-agtig, føles dejligt, men også lidt skræmmende. Nå, men vi er på til brunch på søndag.

Efter den brunch blev vi ret hurtigt kærester. I begyndelsen sås vi ikke så ofte, fordi han og jeg havde vores drenge i hver sin uge. Ofte gik der to uger imellem. Til gengæld var det meget intenst, når vi så var sammen. Vi tog på Louisiana, i biffen, ud at spise eller op i hans sommerhus i Hornbæk. Sushi, bobler og sex. Det var en stor del af det. Jeg begyndte på nyt job som hørekonsulent, og jeg talte ikke om andet end Daniel til mine nye kollegaer. Jeg var stormende forelsket. Daniel mente, vi var forudbestemt for hinanden. Når vi ikke sås, sms’ede vi heftigt. Og så pludselig kunne der gå flere dage, hvor han ikke skrev.

Det var meget alt eller intet. Pludselig kunne jeg blive lagt på is, uden at jeg helt vidste hvorfor. I december fejrede vi vores første jul sammen i Zermat i Schweiz. Vi kyssede konstant. På en af de restauranter, vi frekventerede hyppigt, lyste ejeren op i et stort smil, når vi ankom, og sagde: ‘You are married next year!’. Han fik næsten ret. I februar 2010 flyttede vi sammen i Daniels femværelses lejlighed på Østerbro. Nogle måneder forinden havde han friet og fået mit uforbeholdne ja! Jeg følte mig som verdens lykkeligste kvinde. Nu kunne jeg langt om længe give mine drenge den familie, jeg havde længtes efter.

Jeg ænsede ikke, at glimmeret var begyndt at drysse af glansbilledet. En dag jeg kom hjem fra arbejde og glad fortalte Daniel, at min chef havde vundet en pris, blev han stiv i hele kroppen. Hans øjne blev små og stirrende: ‘Hvad kommer det mig ved? Har du en affære med ham?’, spurgte han vredt. Jeg måtte heller ikke fortælle om episoder, hvor andre havde gjort mig glad. Så fik han det dårligt og blev vred. Når jeg tog af sted på arbejde, kunne han finde på at sige: ‘Hvorfor skal du se så godt ud?’ eller ‘Hvorfor skal du have den bh på?’. Han ville ikke have, at jeg viste ben eller arme. Jeg føjede ham, men følte ikke, jeg gav afkald. Jeg forklarede det med, at han var så vild med mig.

Han begyndte at slå ned på de ting, jeg sagde. Jeg måtte ikke tale om min fortid, mine graviditeter eller min ekskæreste. Jeg måtte ikke bruge ordet mand om andre mænd end ham. ‘Hvad skal jeg så sige?’, spurgte jeg, og han svarede, at så måtte jeg sige fyr.

Jeg elskede ham og ville gøre alt for at have hans kærlighed. Jeg følte, at jeg var den stærke. Jeg var den, der havde haft en dejlig opvækst. Han var den, der havde oplevet svigt på svigt. Jeg følte, at jeg havde så meget at give.


Dorthes kæreste blev hjerneskadet: “Det er hårdt, men jeg kunne aldrig gå fra Jan”

Angsten flytter ind

Blot en måned efter at vi var flyttet sammen, havde Daniel og jeg en uenighed. Det var sjældent, jeg udfordrede hans holdninger, for så trak han sig ind i sig selv eller blev vred. Denne gang sagde jeg ham imod.

Jeg kan ikke huske, hvad vi var uenige om, men pludselig stod han bøjet over mig i sofaen med en truende knytnæve rettet mod mit ansigt. ‘Skrid ud af mit liv’, brølede han. Jeg begyndte at græde, krøllede mig sammen i sofaen og ventede bare på, at slaget skulle falde.

Det skete ikke. I stedet gik han ud i køkkenet. Nu slår han mig ihjel, dunkede det i mit hoved. Det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg skulle væk, og at jeg ikke måtte vende ryggen til ham. Jeg fik kastet noget undertøj i en taske, og så for jeg ud ad døren. Jeg var totalt i chok. Hans knytnæve var kommet ud af det blå.

Jeg tog ud til min søster og brød sammen. Jeg fortalte, hvad der var sket, og sagde til hende, at nu røg det ægteskab også: ‘Jeg er nødt til at forlade Daniel, for det stopper ikke her’.

Daniel kimede mig ned hele natten, men først næste morgen svarede jeg. Han fortalte, at han var dybt ulykkelig over det, der var sket – at han godt vidste, at han havde smidt det hele på gulvet. Han sagde også, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre uden mig, og lovede, at det aldrig skulle ske igen. Jeg var så forelsket og samtidigt presset, fordi jeg lige var flyttet ind hos ham og begyndt i nyt job, at jeg tilgav. Enhver kunne jo miste besindelsen en enkelt gang, tænkte jeg.

Dansk skofirma donerer penge til voldsramte kvinder

Vi aftalte at mødes på en café. Han ville gerne have en alvorlig samtale med mig. På cafeen undskyldte han igen, kiggede mig i øjnene og sagde, at det eneste, der kunne ødelægge vores forhold, var hans adfærd. Alt andet var perfekt. Bagefter bad han mig love, at uanset hvad der skete, så ville jeg aldrig nogensinde forlade ham. Vi skulle sammen hele ham og hjælpe hinanden med, at han ikke blev bragt derud, hvor han kom ud af fatning. Jeg troede så meget på, at jeg kunne hjælpe ham, at jeg lovede aldrig at forlade ham.

Vores tosomhed blev det eneste, der betød noget. Jeg så mindre og mindre til mine venner og meldte afbud i sidste øjeblik til en venindes datters konfirmation. Jeg holdt også op med at gå til gospel. Daniel syntes, det var en nedprioritering af ‘os’. Han argumenterede med, at alt for mange par forsømte hinanden og kærligheden, og jeg lod mig rive med.

Der var ingen af mine veninder, der satte spørgsmålstegn ved mit fravær. Udefra lignede mit og Daniels liv jo et romantisk luksusliv. Vi tog på kærlighedsferier og på familieferier med børnene. Vi spiste på dyre restauranter, og vores børn så altid pæne ud. Jeg tror, mine veninder tænkte, at jeg havde nok at se til med mit nye spændende liv og Daniels og mine i alt fem børn.

10. august 2010 blev vi gift i silende regnvejr. Efterfølgende flyttede vi ind i en otteværelses herskabslejlighed. Hans tyranni tog til i styrke, men jeg så kun hans store kærlighed. Samtidig gjorde jeg alt for at undgå, at han psykisk kom derud, hvor han blev utilregnelig. Jeg var konstant på forkant med, hvad der skulle ske. Når vi havde alle fem børn, fik han hurtigt for meget af deres larm og leg og kørte op i en spids. I de uger mine sønner var hos os, gav jeg dem derfor dessiner i bilen om, hvordan de skulle opføre sig, når vi kom hjem til lejligheden. De skulle love, at de gjorde, som der blev sagt, at de sad stille ved middagsbordet, og at de ikke ville plage.

Generelt brød han sig ikke om, at jeg brugte for meget tid på mine drenge. Jeg måtte ikke være for længe om at putte dem. Hvis jeg tog en af dem i hånden, når vi gik ture, slap han min hånd. Jeg måtte ikke lege særligt meget med dem, og jeg måtte ikke sige, at jeg elskede dem. Faktisk blev han ved med at køre på mig og insistere på, at jeg skulle sige, at jeg elskede ham højere end mine børn. Jeg prøvede at forklare ham, at sådan hang verden ikke sammen, at der var kærlighed nok til både dem og ham, men det prellede af.

Efter et raserianfald, hvor han havde bedt mig skride, kunne han også finde på at kræve, at jeg krammede ham. ‘Kram mig, Charlotte!’ sagde han. Jeg hadede det, fordi det var så ydmygende. Alligevel gjorde jeg det. Jeg gjorde mig helt tom indvendig og krammede ham. For ellers vidste jeg, at hans vrede ville eskalere.

Sidst i januar 2011 tog Daniel og jeg på skiferie. Jeg har fødselsdag 30. januar, og det har min ældste søn også. Jeg gik i flere dage og overvejede, hvornår jeg skulle sige til Daniel, at jeg gerne ville ringe hjem til min eks og sige tillykke til Anton på hans fødselsdag. Jeg vidste, at han ikke ville bryde sig om det.

Vi havde lige været ude at stå på ski og sad på hotellets café og drak kaffe. Så er det nu, tænkte jeg. Daniel virkede glad og afslappet. ‘Jeg har tænkt over, at jeg gerne vil ringe og sige tillykke til Anton i morgen’, sagde jeg. Daniel rejste sig demonstrativt op og sendte mig et hårdt blik. ‘Skal du absolut ødelægge den gode stemning?’, fnyste han og marcherede op på vores hotelværelse.

Da jeg kom op på værelset, var han rasende. ‘Men det er jo min søns fødselsdag, jeg vil jo bare gerne ønske ham tillykke’, sagde jeg. Han hvæsede, at det forstod han godt. Jeg gentog undskyldende, at jeg jo bare gerne ville ringe. Herefter knækkede filmen for ham.

Han greb fat om kravebenet på mig og skubbede mig op ad en væg. Han nærmest spyttede forbandelser i hovedet på mig. Jeg tror, han forsøgte at skubbe mig ud på badeværelset. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg tænkte, at jeg for alt i verden ikke skulle derud, fordi der var hårde kanter. Om aftenen, da hans raseri var stilnet af, gik vi ud for at spise. Vi talte ikke om, hvad der var sket, og dagen efter ringede jeg kort til min søn.

Efter den episode og et par tilsvarende flyttede angsten ind i mig. Jeg var bange for ham, og jeg frygtede, at børnene skulle opleve ham voldelig. Men det ændrede ikke ved mine følelser for ham.


Jane blev forfulgt af sin nabo: “Frygten sled mig op”

Hjælp mig!

Omkring marts 2011 var jeg et stort nervevrag. Mit selvværd var ikke-eksisterende. Jeg havde sagt mit job op og var ved at starte op som selvstændig. Jeg var presset til det yderste. En weekend, hvor jeg bar nogle flyttekasser op på loftet, gik mine lår i krampe. Jeg kunne ikke flytte mig ud af stedet og troede, jeg skulle dø. Daniel måtte bære mig ned i lejlig-heden. Da jeg først kom ned at ligge, var der noget i mig, der godt vidste, at det var psykisk udmattelse, som havde sendt mig i knæ. Men jeg var ikke i stand til at se, at det havde noget med Daniel at gøre.

Et par uger efter – en aften, hvor vi havde børnene – stod vi sammen i køkkenet. Jeg var ved at lave mad, og Daniel sad og skrev invitationer til sin søn Williams fødselsdag. Han havde været til skole-hjem-samtale om eftermiddagen, og jeg spurgte, hvordan det var gået. Han sagde, at alt var, som det skulle være, men at hans søn ikke var så begejstret for fodbold. ‘Men det er jo også en prol-sport’, sagde han. Jeg forstod først ikke helt, hvad han mente, og sagde så, at det havde han forhåbentligt ikke sagt til William – for min søn spillede fodbold, og han og William var bedste venner.

Det tændte lunten. Han brølede, at jeg skulle fandeme ikke være så overpylret over for min lille søn. Jeg skyndte mig ud i gangen. Han fulgte efter, hev fat i mig og låste hænderne fast om mit kraveben. Børnene sad inde i stuen og så film. Mit hjerte hamrede. De skal ikke se eller høre noget, tænkte jeg.

Jeg forsøgte at skubbe Daniel væk, men det lykkedes ikke. Så slog jeg ham hårdt i hovedet med min ene hånd. Min vielsesring ramte ham, men det fik ham ikke til at holde inde. I næste øjeblik lå jeg på gulvet med armene holdt fast og hans knæ i brystet. En af drengene råbte: ‘Hvad sker der?’. I næste øjeblik hørte jeg et kvindeskrig. Hvor kom det fra? Jeg var så angst, at jeg ikke længere var i min egen krop.

I samme øjeblik slap Daniel mig, og jeg styrtede ned på gaden. Hele min krop rystede. Jeg gik et par runder om blokken og gik så op i lejligheden igen. Mine drenge er deroppe, tænkte jeg. Da jeg kom op, stod Daniel ved komfuret. Han sagde, at han syntes, vi skulle skilles, og jeg gav ham ret. Vi blev enige om at få afviklet aftenen i ro og mag og spiste middag med vores sønner. Om natten sov jeg inde ved siden af min ældste søn. Jeg vidste, at der ville Daniel ikke turde røre mig.

Fire dage efter – mandag morgen – trådte jeg ind ad døren til Dannerhuset, som min læge havde henvist mig til. Forinden havde jeg kørt mine børn i skole og ringet til min eks og fortalt, hvad der var sket. Jeg sagde, at jeg flyttede fra Daniel, og at jeg gerne ville have, at vores sønner blev hos ham, til jeg havde klarhed over min situation. På Dannerhuset havde jeg en samtale med en socialrådgiver og en psykolog.


Merete fik en blodprop: “Nu forstår jeg, at livet kan slutte når som helst”
 

Hvem var jeg – hvem er jeg?

Tre uger senere, 20. april, flyttede jeg ind. Jeg brød grædende sammen, da jeg fik tilbudt pladsen. Jeg var så lettet over, at jeg kunne få hjælp.

Dannerhuset var under renovering, så krisecentret var flyttet midler-tidigt til et gammelt musikkonservatorium. Jeg boede i det gamle lyd-studie. Det var helt lydtæt. Jeg kunne græde, skrige, lytte til musik og synge lige så meget, jeg havde lyst til. Og det gjorde jeg. Jeg murede mig inde og spiste stort set intet. I begyndelsen kom jeg kun ud af mit værelse, når jeg skulle på badeværelset eller ryge. Jeg havde ikke overskud til at tale med de andre kvinder.

Jeg savnede Daniel vildt. Som en stofmisbruger på afvænning havde jeg stærke fysiske abstinenser. Han fyldte alle mine tanker, og det rev og sled i min krop efter at være sammen med ham.

Til at begynde med syntes jeg ikke, at jeg var berettiget til at bo i Danner-huset. Jeg var jo ikke kravlet blødende derind. Daniel havde aldrig tævet mig. Så slemt havde jeg jo ikke haft det, tænkte jeg. Det var først, da jeg begyndte at åbne op omkring det, jeg havde været igennem, at det gik op for mig, at jeg havde været udsat for forskellige former for vold. Det tog tid at erkende, at jeg var fanget i en voldsspiral. Jeg havde udvisket mig selv fuldstændigt i kærlighedens navn, men heldigvis kunne jeg ikke stoppe med at være mor. Det blev min redning. En nattevagt sagde ligeud til mig, at det, jeg havde været udsat for, var et af de grelleste eksempler på psykisk vold, hun havde hørt om.

Da jeg efter nogen tid viste mig i fælleslokalerne, henvendte de andre kvinder sig til mig. Jeg følte mig mødt og favnet af de kvinder. Det er ikke til at beskrive det søsterskab. Vi spiste sammen, så hinanden forgrædte og stirrende tomt ned i tallerkenen. Vi delte tanker og oplevelser, gik ture sammen og legede med vores børn. Jeg blev mødt som menneske og oplevede, at der blandt medarbejdere og kvinder var et ligeværd.


Bente har mødt sin gerningsmand: “Jeg troede, han var et monster”


Under mit ophold begyndte jeg at skrive min egen musik. Det var, som om jeg fandt ind til en kerne i mig selv. Jeg var et stort følelsesmæssigt kaos af sorg, længsel og frygt for fremtiden. Men min nyopdagede kreativitet gav mig mening midt i det hele. Pludselig oplevede jeg, at det var helt okay, at jeg gjorde noget kun for mig! Jeg gik også en hel del ture. Jeg gik og gik og gik rundt i København.

Det var kun mine forældre og mine søstre, der fik at vide, at jeg boede i Dannerhuset. Alle i min omgangskreds troede, at jeg levede et drømme-liv med Daniel. Det var jo det billede, jeg havde tegnet for dem og for mig selv. Det tog tid at erkende, at virkeligheden havde været en anden.

Det var en lang og sej rejse at få Daniel på afstand. Da jeg i november 2011 flyttede ind i min egen lejlighed i et socialt boligbyggeri, følte jeg en enorm tomhed. Jeg fik en lettere depression og gik i behandling for posttraumatisk stress. Jeg måtte vende hver en 50-øre, og jeg var ked af, at jeg var havnet der, hvor jeg skulle begynde helt forfra.

Jeg blev meget religiøs i en periode. Jeg havde brug for at tro, at der var en mening med det hele, og at Gud holdt hånden over mig. Jeg havde også en enorm vrede i mig. En vrede over at have givet så meget af mig selv til et andet menneske. Jeg fik det dårligt ved synet af velhavende mennesker, store huse og biler. Det mindede mig om Daniel og det facadeliv, vi havde ført.

Jeg havde ingenting, men det blev også min mulighed for at redefinere mit liv fuldstændigt. At finde ind til mig og det, jeg gerne ville have ud af mit liv. Jeg begyndte at dyrke mine kreative sider. I 2014 fik jeg udgivet en sms-novelle, og jeg begyndte at skrive på et filmmanuskript. Skriv-ningen er blevet en måde at bearbejde mine oplevelser på. Jeg hviler meget mere i mig selv i dag, end jeg gjorde, da jeg mødte Daniel. Jeg har altid betragtet mig selv som en kvinde med megen selvtillid, men jeg har fået et meget større selvværd.

Når jeg ser tilbage på det liv, jeg bød mine sønner, kan jeg godt føle, at jeg svigtede. Heldigvis var Daniel en del på forretningsrejser i de uger, hvor jeg havde mine drenge, og jeg håber, at jeg har givet dem tilstrækkeligt med omsorg og kærlighed, så de ikke har oplevet det som svigt. Men min egen målestok for, hvordan en mor er over for sine børn, har jeg i en periode ikke levet op til. I dag værdsætter jeg endnu mere, at jeg har mine børn, og at jeg har friheden til at være lige præcis så kærlig en mor, som jeg har lyst til at være. Det er en af de ting, jeg i dag ikke går på kompromis med i mit liv. Mine børn er vigtigere end en mand.

Mit syn på kærligheden har også ændret sig. Jeg tror ikke længere på store romantiske fortællinger a la Romeo og Julie. Kærlighed handler ikke om at ofte sig. Den handler om respekt.”

 

Navnet på Charlotte Skelkjærs eksmand og hans søn er opdigtet. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Måske er du interesseret i ...

Seneste