Kvinde holder på bryst
© Getty Images

Pas på dine bryster! Eksperten vejleder i sidste nyt om behandling og beskyttelse af brystkræft

Brystkræft er den mest almindelige kræftform hos os kvinder, og vores risiko øges med vores alder. Til gengæld bliver brystkræft mindre farlig for dig, jo ældre du er...

18. oktober 2018 af Gitte Høj

Eksperten: Janne Villemoes Bigaard er tidligere overlæge i brystkirurgi på Rigshospitalet i København og nu projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.

Hvad sker der i mit bryst, når jeg får brystkræft? 

“Brystkræft opstår, når der sker forandringer i cellerne i brystet, og det sker typisk i mælkegangene eller i kirtelvævet, hvor cellerne begynder at vokse uhæmmet. Oftest reparerer vi det selv, men nogle gange kan kroppen ikke kontrollere det og altså selv udrydde disse celleforandringer. Der bliver i stedet dannet en knude, som vokser ud i det omkringliggende væv. På dette tidspunkt mærker du typisk knuden eller bemærker, at brystet ændrer sig,” forklarer læge og projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, Janne Villemoes.

Hvad med generne? Og kan jeg finde ud af, om jeg har anlæg for brystkræft?

“Kun 5-10 procent af brystkræft er arvelig. Så det er kun relevant, hvis der i din nærmeste familie er en eller flere kvinder, som har haft brystkræft på din mors eller fars side. Det vil sige, at der skal være mere end tre kvinder over 50 år med brystkræft, før der er grund til bekymring for noget genetisk. Mens en enkelt kvinde i familien, som har fået brystkræft, før hun fyldte 50 år, kan rejse mistanke om en genetisk årsag. Spørg din læge. Men som sagt, en genetisk udredning skal underbygges af din familiehistorie.” 

Vil du læse mere? 
Du kan blive meget klogere samt få de 4 strategier til, hvordan du bedst muligt kan beskytte dig selv mod brystkræft, i det nyeste Magasinet Liv, der er på gaden netop nu!

Har jeg større risiko for at få brystkræft som 40+?

“Ja. For den største risiko for brystkræft er din alder. Mere end 3 ud af 4 får brystkræft efter 50-års alderen. Til gengæld er kræften mere fredsommelig, jo ældre du er, fordi kroppens østrogenniveau falder med alderen. På den måde gør alderen noget godt. Gennemsnitsalderen for at få brystkræft er 66 år, og det skyldes muligvis, at der sker flere fejl i celledelingen, jo ældre vi bliver, men vi ved det ikke. 1 ud af 10 kvinder får brystkræft i løbet af deres liv, men jo senere det sker, jo fredeligere er knuderne også.” 

Er der en sammenhæng mellem overgangsalder og brystkræft?

“Ja. Din overgangsalder er en fordel på den måde, at den bremser østrogenniveauet op. Det er godt og betyder, at en lille hormonfølsom knude ikke bliver næret, fordi østrogenniveauet er lavere efter overgangsalderen end hos yngre kvinder.” 

Hvad kan en knude være, hvis ikke den er kræft? 

“Heldigvis er der mange flere godartede knuder, end der er ondartede. Det kan også være en cyste, som er et væskefyldt hulrum, og cyster kan være helt spændte og føles som en knude. Det kan også være en bindevævsknude eller kirtelvæv, som ændrer struktur.”

Hvor sandsynligt er det, at jeg skal have fjernet mit bryst, hvis jeg får brystkræft? 

“Langt de fleste kvinder får en brystbevarende operation. Det drejer sig om 70-­80 procent på landsplan. Det skyldes blandt andet, at operationsmetoden har ændret sig. I dag kan store brystkræftknuder fjernes ved operationer, hvor brystkirurg og plastikkirurg samarbejder. Det øger chancen for at bevare brystet.” 

Hvad er min risiko for tilbagefald? 

“Den er lille. Færre end 2 ud af 100 behandlede kvinder får tilbagefald i samme bryst, mens 6 ud af 100 får tilbagefald et andet sted i kroppen inden for 5 år.”

Bliv klogere på dine bryster i Magasinet Liv

I Magasinet Liv nr. 11, der er på gaden netop nu, kan du blive meget klogere på dine bryster og få ekspertens vejledning til, hvad du skal være særligt opmærksom på, samt hvilke 4 strategier du kan integrere i din hverdag for bedst muligt at beskytte dig selv mod brystkræft. 

Så skynd dig at få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Thomas Dahl

Måske er du interesseret i ...

Seneste