Jeg har mistet lysten til sex, har jeg brug for hormoner?

Overgangsalderen kom, og sexlysten forsvandt. Kan hormoner eller andet afhjælpe problemet? Få lægens svar her!

20. august 2015 af Redaktionen

Kære brevkasse,
Siden jeg gik i overgangsalder sidste år (jeg er 53), 
har jeg ikke haft lyst til sex. Kan hormoner hjælpe, eller er der andet, I kan anbefale?
Kærlig hilsen Marie

Kære Marie,
Hos kvinder i overgangsalderen kan seksuallivet påvirkes af mange forskellige årsager. Såvidt jeg kan forstå på dig, handler det udelukkende om manglende lyst. 40-55 procent af kvinder i overgangsalderen beskriver, at de får mindre lyst, mens kun 15-20 procent af kvinder før overgangsalderen har samme problem. Det er ikke helt klart, hvilke faktorer omkring overgangsalderen der er skyld i lystproblemet. Blandt forklaringerne er ændringer i den generelle sundhedstilstand, hormonelle ændringer, ændrede livs- og parforhold og psykologiske ændringer.

Når menstruationen stopper, sker et hurtigt fald i østrogenniveauet. Det lave østrogenniveau kan give mere tynd og tør slimhinde i skeden, og det kan skabe ubehag ved samleje. Men der er ikke bevis for, at fald i østrogenniveau medfører mindre lyst eller evne til at blive ophidset eller få orgasme. Østrogen som tablet eller lokalt i skeden hjælper mod irritation i skeden og giver mindre skedetørhed og smerter i forbindelse med samleje, men der er ikke nogen nyere undersøgelser, som viser en gunstig effekt på kvindernes seksuelle lyst, orgasmefrekvens eller overordnede nydelse. Ulempen ved hormonerne er risiko for hjerteinfarkt og blodpropper.

Du kan prøve at søge sexologisk rådgivning, det hjælper mange. Det vigtigste er, at du ikke begynder at tænke, at lysten ikke kan opstå – det kan blive en ond cirkel.

Med venlig hilsen Birgitte Bibow, praktiserende læge.

Birgitte Bibow er speciallæge i almen medicin og har haft egen praksis siden 2000. Hun arbejder desuden som konsulent på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet i København for at bedre samarbejdet mellem hospital og almen praksis inden for specialerne pædiatri, obstetrik og gynækologi.

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 7.

Måske er du interesseret i ...

Seneste