Sådan booster du din forbrænding

En læser spørger, om det er rigtigt, at stofskiftet, og dermed forbrændingen, skulle have gavn af, at du indtager mange kalorier på en gang ...

23. april 2015 af Redaktionen

For nylig gennemførte TV2 det store Go’ kur-projekt. En af reglerne i kuren var, at deltagerne en gang om ugen skulle spise præcis, hvad de havde lyst til, det vil sige droppe alle ­kurens regler. Ernæringsvejleder Michelle Kristensen fortalte, at det blandt andet var for at booste stofskiftet. Jeg synes, det lyder besynderligt, at stofskiftet, og dermed forbrændingen, skulle have gavn af, at du indtager mange kalorier på en gang. Kan det være rigtigt?

Tanja

Hej Tanja
Jeg kan godt forstå, du synes, det lyder besynderligt at bryde en kur for at booste forbrændingen. Fordi at spise ‘lige hvad du har lyst til’ typisk ikke vil være kål og rodfrugter, men snarere is, chokolade, chips, pom­­­frit­ter­ og pizza. Altså noget med rigtig mange kalorier i, og det vil ikke gavne en kur. Du vil ikke kunne booste din forbrænding til et niveau, hvor du vil brænde alle kalorier af, fra de madvarer jeg nævner her.

Der findes tre komponenter i vores forbrænding: Vi har en basal forbrænding, som er den mængde energi, vi skal bruge for at holde vores krop kørende i hvile. Selv om vi ikke bevæger os, har kroppen en masse funktioner, som kræver energi. Blandt andet at holde varmen, holde gang i hjertet og ­andre vitale organer samt alle celler i kroppen. Faktisk udgør denne del af forbrænd­ingen mellem 50 og 70 procent af den samlede forbrænding. Basal-forbrændingen afhænger af alder, kropsvægt, kropssammensætning, køn og gener.

Når vi har spist, hæves vores forbrænding. Det kaldes fødens termogene effekt. Det betyder, at efter et måltid vil forbrændingen speede op. Det koster nemlig energi at få nedbrudt maden, så vi kan få den ud i vores celler og bruge den. Men regnestykket vil jo ikke gå op, hvis det koster flere kalorier at spise end ikke at spise! Faktisk ser jeg tit, når mennesker skal tabe sig, hvor forholdsvist lidt der skal til for at ødelægge et godt resultat med en aften med for mange kalorier.

Den sidste del af vores forbrænding er den energi, vi bruger ved at være fysisk aktive. Her har vi selv en hel del at bestemme. Så her kan vi virkelig booste forbrændingen. Godt nok på en lidt mere hård og måske kedelig måde end ved at spise. Til gengæld er alle enige om, at det virker!

Kærlig hilsen
Gitte Wenneberg, klinisk diætist

 

 

Spørg om sundhed!
Har du et spørgsmål om sundhed? Vi har panelet, der kan svare: Pia Koefoed, praktiserende læge gennem 16 år, Lotte Paarup, fysioterapeut, forfatter og foredragsholder samt Gitte Wenneberg, klinisk diætist i 12 år. Skriv til os på liv@magasinetliv.dk. Hvis dit spørgsmål bliver valgt, får du også svar på mail.

Måske er du interesseret i ...

Seneste