Par spiser i sofaen
© Getty Images

Hvordan stiller jeg min aften-lækkersult?

Hvad nu, hvis du ikke orker at proppe dig med nødder og tørret frugt, når du har trang til noget sødt? Få svaret her.

16. juni 2014 af Redaktionen


Tips til sundt aftengodt?

Jeg er simpelthen så lækkersulten hver aften! Jeg hungrer efter noget sødt efter aftensmaden, nærmest uanset hvor mæt jeg er. Har du gode ideer til kalorielette, men stadig søde, aften-snacks? Jeg prøver at kigge bag på pakkerne, så jeg for eksempel kun spiser to stk. After Eights, fordi jeg sætter et maks. for mig selv på cirka 80 kalorier, men det er vel heller ikke så sundt at spise 14 After Eights på en uge, eller hvad?

Jeg dur ikke til nødder og tørret frugt - det er der slet ikke den samme tilfredsstillelse i for mig.

Katrine Klausen

Kære Katrine,

Du er bestemt ikke ene om at have trang til sødt om aftenen. Ligeledes tror jeg, at mange først bliver tilfredsstillet, når det er det ‘rigtige’, de spiser - og det er for mange mennesker chokolade eller slik. Derfor er det jo supervigtigt at have fokus på mængder, da der ofte er masser af kalorier i det, vi synes er rigtig godt!

Jeg kan godt lide din måde at stille det op på: Du har besluttet dig for, at projektet må koste ca. 80 kalorier. Hvis din vægt er i balance, det vil sige, at du hverken skal tabe dig eller tage på, så er der plads til at bruge de 80 kalorier på noget sødt om aftenen. Du skal selvfølgelig bare huske at spare dem på et andet tidspunkt i løbet af dagen, så det ikke bliver 80 ekstra kalorier hver dag, for så vil du tage på.

Nu ved jeg jo ikke, hvad der stiller din lækkersult, men her kommer nogle forslag, der hver er på ca. 100 kalorier:

25 g lakridskonfekt

25 g vingummi

100 g Nellie Dellies-lakrids

1 flødebolle

25 g kage

1 Amager-stang eller lignende

15 g chokolade

1 lille glas kakaoskummetmælk (150 ml)

Velbekomme!

Kærlig hilsen Gitte Wenneberg, klinisk diætist

Måske er du interesseret i ...

Seneste