Kvinde klemmer sig selv på maven
© iStock

Kend dit blodsukker og tæm 40+ taljen!

Åh, den talje, den kan skride noget hurtigere, end engang, ikke? Ny forskning siger: Kend dit blodsukker, spis efter det, og du har igen fat i den lange ende!

29. maj 2018 af Gitte Høj

Når du når omkring de 40, er der en hel del, der går i gang med at ændre sig i din krop. Dit stofskifte ændrer sig, din muskelmasse svinder, overgangsalderen begynder at rykke på sig og rykke ved hormonbalancerne, og dit aktivitetsniveau har det med at dale med alderen. 

Det kan også være, at du spiser mere eller mere usundt, end du plejer. At du har fået en sødere tand, eller at du er for presset i dit travle 40+ liv, og du derfor tyr til mere sukker i en fart. Som så får dit blodsukker til at kræve mere sukker igen. 

Alt sammen omstændigheder, der kan udfordre din vægt og din talje, som du kender den. Og din sundhed i det hele taget, for for højt blodsukker og for høje insulinniveauer stresser, slider og ælder din krop, ligesom det kan øge din risiko for inflammation og dermed udvikling af mange livsstilssygdomme. 

Pyha. Men hvad gør du så? For for pokker, hvor har vi været på slankekure, og for søren, hvor har vi efterhånden erfaret, at det, der virker for dig, ikke nødvendigvis virker for mig. 

Det nye er dit sukkerstofskifte 

Her kommer ny forskning ind i billedet. På The American Diabetes Associations årlige konference i San Diego i 2017 præsenterede danske forskere fra Københavns Universitet nemlig et opsigtsvækkende resultat. Et resultat, som senere blev udgivet i artiklen Pretreatment fasting plasma glucose and insulin modify dietary weight loss success: results from 3 randomized clinical trials i American Journal of Clinical Nutrition. 

Det viser sig helt forenklet, at en blodprøve kan afgøre, hvad du skal spise for at tabe dig. Fordi nøglen til dit vægttab handler om dit sukkerstofskifte. Det vil sige din evne til at omsætte kulhydrater ved hjælp af insulin. Nogle af os har et normalt blodsukker, og andre har et let forhøjet blodsukker. Vi bliver altså ikke mætte af den samme mad, og vi slanker os heller ikke på baggrund af den samme diæt. 

Forskernes pointe er, at du må kende dit blodsukker og med afsæt i det spise den mad, der tricker dit blodsukker positivt, hvis du vil holde din slanke linje. 

Sådan fungerer dit blodsukker

Først blodsukkeret 

Dit blodsukker er din energiforsyning, og det er dit kredsløb, som sender energien ud til dine organer. Organerne modtager altså energi fra blodsukkeret, som derfor helst skal være stabilt.

Det er kun fordøjelsen af kulhydrater, der indvirker på dit blodsukker, idet kulhydrater er opbygget af sukkermolekyler og omdannes til sukker igen i din tarm. Når kulhydraterne er omdannet til sukker, suser det fra tarmen til blodet. Herefter begynder dit blodsukker at stige.

Det vil sige, at fedstoffer og proteiner ikke påvirker dit blodsukker. Alle kulhydrater kommer fra planteriget, og dermed kan madvarer fra dyreriget spises, uden at det forstyrrer blodsukkeret.

Så insulinet 

Når du har spist et måltid, strømmer der mere sukker ud til blodet, end der er brug for, og derfor skal sukkeret fjernes fra blodet og gemmes. Den transport sørger dit insulin blandet andet for. På den måde kommer der styr på dit blodsukker. 

Hvis du eksempelvis får hevet meget sukker indenbords, skal der arbejdes ekstra hårdt for at regulere dit blodsukker. Det er optagelsen af de hurtige kulhydrater, der får blodsukkeret til at stige drastisk. Som eksempelvis slik, kage, sodavand, hvidt brød og chips. Det betyder, at der skal produceres ekstra meget insulin for at omsætte og sænke dit blodsukker igen. 

Insulin er en essentiel brik, når det handler om at passe på dit helbred. Du har brug for insulin, og samtidig presser det din krop, hvis du generelt går rundt med høje insulinniveauer i din krop som følge af forkert kost. 

Og så samspillets betydning for din vægt 

Sagen er, at når din insulin har reguleret dit blodsukker efter et skud hurtige kulhydrater, så har du stadig et højt insulinniveau i kroppen. Det tager tid at fjerne overproduktionen, og processen er stadig i gang, når sukkeret fra tarmen er absorberet. 

Det betyder, at dit blodsukker begynder at falde under det normale. Hvilket giver udsvinget til den anden side – et lavt insulinniveau. 

Nu mærker du behovet for at hæve dit blodsukker og får trang til at spise. Og det kan gøre det svært for dig at holde vægten, for selv om du har spist og burde føle dig mæt, er der en mangelfuld energiomsætning, og sulthormonerne tager magten. Og du føler trang til mere mad.

Sådan måler du dit blodsukker

Du kan enten vælge at få målt dit faste-blodsukker en enkelt gang hos din læge. 

Eller du kan anskaffe dig en lille måler på apoteket til at gøre det selv med. 

Gør du det selv, skal du lave et prik på din finger og herefter opsamle en bloddråbe på en strimmel, som efterfølgende skal sættes ind i måleren. Prisen er omkring 150 kroner for måler med strimler. 

Du skal tage målingen om morgenen og må ikke have spist og drukket i 8 timer inden. Tag målinger over et par dage, tag gennemsnittet, og du kender dit blodsukker.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 5.

Måske er du interesseret i ...

Seneste