Broccoli og nødder
© Getty Images

Får dine 40+ knogler kalk nok? Oprust dit kalkindtag med disse 4 fødevarer

I værste fald afkalker dine knogler op til 10 gange hurtigere i din overgangsalder end før din overgangsalder. En udvikling, du kan bremse - blandt andet med disse fødevarer

31. januar 2019 af Gitte Høj

Når du nærmer dig overgangsalderen, er det en god idé at vende linsen mod din indtagelse af kalkrige fødevarer. For mens overgangsalderen står på, afkalkes dine knogler ekstra meget. Helt op til 5 procent pr. år mod de normale 0,5-1 procent pr. år. 

Mælk er en intensiv kalkkilde, men hvad så, hvis du føler dig lidt udfordret af den hvide drik? Intet problem. Så supplerer du bare med noget af det her: 

Yoghurt 

På samme måde som mælk er yoghurt en højdespringer, når det gælder kalk. Og så giver de syrnede mælkeprodukter dig samtidig en masse sunde bakterier, som er gunstige for din mave og din fordøjelse.

Måske sådan her? I smoothies og dressinger. Eller spis din yoghurt med friske bær eller marmelade som eftermiddagssnack. Med en håndfuld kalkholdige mandler eller nødder oveni bliver det ikke meget bedre.

Grønkål og co.

De grove kåltyper kan være et godt valg, når du vil opruste dit kalkindtag. Og så er de ydermere enkle at integrere i dine måltider.

Måske sådan her? Miks kål i din råkost, eller lynsteg det på panden med andre grøntsager. Er du i tvivl om, hvilken kål du skal gå efter, så er broccoli altid et kalksikkert hit.

Sardiner

Små fisk med små ben, som du også spiser – som for eksempel sardiner – er et fint kalk-supplement i din kost.

Måske sådan her? Det tager dig ingen tid at have dem liggende på dåse og så snuppe dem til frokost med ristet rugbrød og en skive citron til. Eller køb dem friske, og giv dem en tur på panden.

Mandler, nødder og kerner

Fyldt med kalk, men også magnesium, sunde fedtsyrer og endda protein. Og så smager de til og med godt.

Måske sådan her? Hav altid en håndfuld med i tasken. En nem måde at styrke dine knogler på dagligt. 


Så meget kalk har du brug for

  • 800-1000 mg kalk hver eneste dag. 
  • Kalk er den vigtigste – men ikke den eneste – byggesten i dine knogler. 
  • D-vitamin er også en vigtig byggesten, som sørger for, at kalken bliver optaget fra din tarm og transporteret ind i dit knoglevæv.

Kilde: Prevention.com


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 1. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste