Kvinde ude i naturen
© Getty Images

Døjer du med søvnmangel eller depression? Det kan naturen gøre for dit helbred

Lad naturen flytte ind, eller flyt dig selv ud i naturen, og du vil opleve flere helbredsgevinster for dit 40+ liv, end du måske lige tror

30. oktober 2018 af Gitte Høj

Når du mærker efter, ved du det godt. At det at opholde dig i naturen gavner både din fysik og din psyke. 

Lydene af rindende vand eller en boblende bæk, duften af skov eller synet af grønne oaser sætter gang i noget, som vi kan kalde for sunde helbredsgevinster. For de kan bevises. 

Man kan nemlig rent fysiologisk måle, at frisk luft, vand og grønne farver beroliger nervesystemet. Når du er i naturen, udløses velværehormonerne dopamin og serotonin. Du slapper af, og når denne respons aktiveres mere systematisk, har det en indvirkning på både helbredelse og lindring af pres og stress og andre udfordringer. Kropslige så vel som mentale.

Så i en tid, hvor de fleste af os arbejder indenfor, kan det være mere end godt at huske på, at der lige ude på den anden side af døren findes en naturlig verden, som kan gøre dig både glad, rask og sund.

Bliv rask af det fri

1. Alene adgangen beroliger

Flere og flere af os rykker ind i byerne, og derfor er det måske endnu vigtigere at forstå, hvad det egentlig er, naturen betyder for os og vores helbred. Og hvorfor det er så vigtigt at værne om den og prioritere, at der fortsat er adgang til den. 

En del forskning peger nemlig på, at naturen har en beroligende indvirkning på os. 

Amerikansk forskning fra Stanford University Human Subjects har eksempelvis undersøgt, hvilken effekt en gåtur i naturen versus en gåtur i byen har for mennesker. 

I studiet blev en gruppe raske indbyggere fra San Francisco delt i to grupper, og den ene gruppe blev sendt ud at gå 90 minutter i naturen, mens den anden gik det samme antal minutter i byen. 

Hjernerne blev scannet før og efter, og det viste sig, at de mennesker, der havde gået i naturen, havde færre negative tanker, der kørte i ring (kaldet rumination).

Desuden var der også mindre aktivitet i det område af hjernen, som forbindes med risikoen for at udvikle depression og andre psykiske lidelser.

Kilder: Pnas.org, Nationalgeographic.com

Dit sted at starte

Brug alle indgange. Søg så konsekvent og så vidt muligt ud i det grønne, når du går en tur. Det kan være alleer, kirkegårde, haver, boldbaner, marker, enge og bakker. Og prioritér at have udstyret i orden. Så vejret aldrig bliver din undskyldning for ikke at komme ud under den åbne himmel. 

2. Ophold i det grønne optimerer både din søvn og din træning

Et israelsk studie offentliggjort i det medicinske tidsskrift Journal of Aging and Health viser, at når du bruger tid udenfor, dæmper det kropslig smerte, ligesom det optimerer nattesøvn. Det styrker med andre ord din livskvalitet. 

En større engelsk metaanalyse fra University of Essex peger i samme retning. Her fandt en gruppe forskere frem til, at ophold i det grønne i kun fem minutter løfter humøret og følelsen af selvværd. Hvis der oven i købet er vand i nærheden – hav, å, sø eller bæk – forstærker det den gode effekt. 

Benytter du desuden lejligheden til at træne udenfor, ja, så viser det sig, at det indvirker positivt på niveauerne af stresshormonet kortisol. Det gør træning typisk, men effekten er større, når den foregår udenfor, viser et amerikansk observationsstudie, hvor man sammenlignede effekten af træning udenfor og indenfor. 

Man kunne desuden se, at træning udenfor affødte mere fysisk aktivitet i det hele taget. At træne udenfor viste sig altså at have en selvforstærkende effekt.

Kilder: Ncbi.nlm.nih.gov, Pubs.acs.org

Dit sted at starte

Gå tur i træningssko. Du husker, at alt tæller, og husker at gå den tur om aftenen! Du husker også at tage dine træningssko på og hoppe i noget tøj med god bevægelsesfrihed, når du går den tur. For på den måde får du signaleret til dig selv, at du kan sætte farten op og skrue op til noget nær træning, hvis energien er til det. 

 3. Brug naturen mod depression

Er du ramt af depression (som jo kan følge med alvorlig stress), mener nogle eksperter, at naturen bør føjes til de behandlingsmuligheder, man allerede kender. Medicin og terapi. Som et supplement. 

Ethan Kross, lektor i psykologi ved University of Michigan, og Marc Berman, professor i psykologi ved University of Chicago, har begge studeret koblingen mellem natur og depression. 

Og melder, at en lille dosis natur hjælper dig med at genoplade, og at det kan være til særlig gavn for dem, der er deprimerede. Det ser nemlig ud til, at naturens helende eller genoprettende virkning er stærkere på dem, der har en depression, end dem, der ikke har. 

Forskerne understreger dog, at de ikke mener, at denne interaktion med naturen kan erstatte klinisk dokumenterede terapier mod depression. 

Men de har fundet ud af, at hvis du har en depression og går 50 minutter i naturen, så er du mindre deprimeret og har en bedre hukommelse, end hvis du går den samme tur i byen. Ligesom mennesker, der tager ud at vandre, bliver mindre ramt af depression og stress og har en større følelse af velvære end dem, der ikke vandrer. 

Forskerne understreger, at man stadig analyserer og forsker i, hvordan og hvorfor naturen kan afhjælpe depression.

En af teserne går på, hvordan du bruger din opmærksomhed. Sidder du foran din computer, vil du opleve, at det bliver svært at bevare et fokus, fordi din koncentration falder. Står du derimod foran et vandfald, vil du opleve, at du ikke behøver at tænke. I naturen er det ikke nødvendigt at bruge den samme energi på at sortere i konstante indtryk. Derfor kan du bruge en mere blød form for opmærksomhed, som stort set ikke tager noget energi.

Man antager derfor, at du har nemmere ved at hvile hjernen, når du opholder dig i naturen, og altså nemmere kan genoplade mentalt.

Kilde: Everydayhealth.com

Dit sted at starte

Sæt din adgang i system. Du overvejer at sætte dine gåture i system. Måske allierer du dig med en nabo eller et par veninder. Eller du melder dig ind i en vandreklub. Du forsøger at blive skarp på, hvordan du sikrer, at du rent faktisk kommer ud at gå regelmæssigt og får nogle kilometer i benene og noget luft til tankerne.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 10.

Måske er du interesseret i ...

Seneste