Kvinde kigger ud af vinduet
© Getty Images

Bente lever med senfølger efter brystkræft: “Jeg har måttet sænke farten fra 140 til 70 kilometer i timen”

Syv år efter behandlingen af hendes brystkræft er Bentes liv fortsat påvirket af senfølger, som aldrig kommer til at forsvinde. Så hun har sænket tempoet og stiller skarpt på det, der betyder noget

9. december 2018 af Gitte Høj


Billedet herover er ikke af Bente, men er indkøbt til artiklen.

Konstante ledsmerter, enorm træthed, koncentrationsbesvær og støjfølsomhed er hverdagskost for Bente (48). Det er de kroniske senfølger af behandlingen af hendes brystkræft. Hun er nødt til at være opmærksom på, hvad kræfterne rækker til fysisk og psykisk – den enkelte dag. Fordi hun dybest set er i konstant underskud og ikke kan sove sig frisk og udhvilet. 

Ofte bliver hun trodsig og kaster sig ud i for meget selskabelighed, bliver for længe på jobbet eller træner for hårdt i for lang tid. Regningen kommer med det samme. 

“At tage den med ro og sidde stille er den sværeste forandring. Men når jeg ikke overholder det, kan jeg blive så medtaget i mine led, at jeg vågner om natten og ikke kan bukke mine fingerled for at tage fat om dynen. Eller jeg må tilbringe hele dagen på sofaen.” 

Det gør hende ked af det, men hun kommer altid op på hesten igen. 

“Jeg er glad for mit liv, og jeg lader mig begrænse mindst muligt.” 

Det gælder også motionen, som er vigtig for Bente. Derfor løber hun, også selv om hun ved, at det kræver smertestillende medicin bagefter. Det gjorde det også, da hun skulle lære sin søn at cykle.

Ømhed var brystkræft 

Som nyskilt otte år tidligere blev motionen redskabet til at bearbejde skilsmissen og dagene uden børnene. Så Bente var naturligt nok øm i kroppen. Også omkring brysterne. 

Alligevel var noget anderledes. Bente fandt en knude ved ribbenene på toppen af det ene bryst. Efter noget tid var det ikke længere muligt at ignorere det. 

Bente endte hos lægen, som sendte hende videre til undersøgelse på hospitalet, hvor hun fik en mammografi, scanning og en biopsi. Og et foreløbigt svar samme dag, hvor det eneste, hun hørte, var ordet kræft. Derefter tjekkede hun mentalt helt ud af samtalen. 

“Jeg kendte på en måde godt svaret, fordi jeg seks måneder forinden havde fået konstateret, at jeg har BRCA2-genet og er arveligt disponeret for kræft fra min mor. Jeg havde af samme grund allerede fået fjernet mine æggestokke forebyggende. Alligevel var det en hård besked at få.” 

Lægen holdt hende fast og gjorde det klart, at det her ikke var noget, hun skulle dø af, og det hjalp. 

Hun blev opereret ugen efter og udskrevet dagen efter operationen. En hård periode med kemobehandlinger hver tredje uge igennem det næste halve år fulgte. 

I begyndelsen nåede kroppen at restituere mellem kemobehandlingerne, men undervejs ramte de hårdere. Hun fik sværere ved at komme sig, fordi kroppen blev bombet tilbage for hver behandling. 

“Jeg blev fuldstændigt slået ud over den manglende energi.” 

Bente gjorde alt for at stå det igennem med en benhård planlægning af alle dage med udgangspunkt i, hvornår hendes bivirkninger var værst. Så hun eksempelvis vidste, hvornår hun havde overskud til at skifte sengetøj. Hun barberede alle aktiviteter ned til et minimum for at passe bedst muligt på sig selv og sine to drenge.

Den sidste kemobehandling blev fejret med champagne og kransekage. 

Nu kom reaktionen på hele forløbet. 

“Jeg græd og græd og græd. Jeg blev sendt hjem med beskeden om, at jeg var rask, men jeg følte mig alt andet end netop det. Jeg havde ondt, orkede ingenting og var virkeligt træt med træt på.” 

Bente søgte hjælp hos Kræftens Bekæmpelse og en psykolog. Hun var kronisk træt, sløj og havde smerter. 

“Mit hår begyndte at vokse ud, og det var super, men jeg ville jo også gerne have mit liv tilbage.” 

Bente manglede rammer for sit liv, hun var uden arbejde og havde ikke længere noget at holde fast i. Hun begyndte i et genoptræningsforløb med træning og samtaler med andre kræftpatienter.

Samtidig valgte hun at gå igennem endnu en operation for at få det andet bryst fjernet forebyggende. Siden fulgte rekonstruktionen af begge bryster.

Bente fik desuden anti-østrogenbehandling og gik i overgangsalderen for fuld musik. Alt gjorde ondt, og hun kunne dårligt rejse sig fra en stol uden ledsmerter. Hun sov ikke og hang næsten ikke sammen. Ingen havde på dette tidspunkt talt om senfølger.

Det, der virker 

Omkring to år efter endt kemobehandling sagde lægerne, at Bentes tilstand var stabil. Hun fik beskeden, at hun ikke kunne forvente at få det eller blive bedre hverken psykisk eller fysisk. Hun ville aldrig igen få en normal hverdag.

Først da blev det klart for Bente, at hendes usynlige og smertefulde lidelser var senfølger og ikke bivirkninger. 

Ledsmerterne, trætheden, føleforstyrrelserne og udfordringerne med at tilegne sig ny viden og med at huske forsvandt ikke som ellers forventet, da behandlingen med anti-østrogener blev stoppet. 

“Jeg blev undersøgt for gigtsygdomme med røntgen og scanning. Der var intet synligt galt, men jeg var stadig rigtig dårlig og gik i gang med at afprøve alternativer for at finde lindring.” 

Hun forsøgte sig med kosttilskud som for eksempel maksimale doser af fiskeolie. Varmtvandstræning, akupunktur, zoneterapi, fysioterapi, hypnoterapi og mindfulness. Intet havde effekt på ledsmerterne eller trætheden, men mindfulness har hjulpet på hendes rastløshed og uro. 

Derfor ved Bente i dag, at hun skal leve langsommere og sænke forventningerne til sig selv. Planlægning og indlagte dage uden gøremål virker. Det hjælper at fokusere på det, der gør hende glad og at bede om hjælp. 

Hun prioriterer at arbejde to dage om ugen. Syv timer i alt er, hvad hun kan holde til. 

Bente skelner hele tiden mellem skal og vil og tænker sig godt om, inden hun siger ja til aftaler. 

“Jeg har måttet sænke farten fra 140 til 70 kilometer i timen. Når jeg for eksempel tager på arbejde, så trykker jeg speederen i bund, er mit gamle jeg nogle timer og kører så søndagskørsel hjem. Og må ofte acceptere at holde helt stille resten af dagen.”

Bente forsøger stadig at lære at leve med sine senfølger og begrænsninger, men accepteret dem har hun ikke.

“Jeg er et godt sted i livet. Men jeg er enormt stædig og utålmodig, og jeg vil stadig det hele. Også selv om det nogle gange er på trods.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 11.

Måske er du interesseret i ...

Seneste