Kvinde kigger sig selv i spejlet
Har du styr på, om din foundation matcher din hud? © Getty Images

Her er alt, du skal vide om foundation til din 40+ hud

Vi 40+ kvinder har efterhånden brugt foundation og concealer i nogle år, men nogle gange kan det være problemet. For måske trænger dine ‘plejer’-produkter til en 40+ opdatering?

6. marts 2019 af Maria Rothmar

Sådan lægger du din foundation

  • Din hud skal være gennemfugtet, før du bruger foundation. Begynd derfor altid med serum og dagcreme.
  • Læg din foundation på med dine fingre eller en pensel. Svampe suger meget til sig og er derfor bedst til at duppe overfladen jævn med efterfølgende.
  • Dit ansigt stopper ikke ved din kæbe. Læg derfor også din foundation på din hals og gerne helt ned i udskæringen, hvis du har en udringet overdel på. Så får du det mest ensartede look.

Sådan lægger du din concealer

  • Brug kun din concealer lokalt. Konsistensen er for tyk til, at det ser naturligt ud på større områder.
  • Dup din cocealer på med en finger eller en lille pensel, og ton overgangen så godt ud, at den forsvinder.
  • Læg din foundation først, hvis du bruger concealer sammen med foundation. 
  • Slut af med et strøg pudder, uanset om du bruger din concealer alene eller sammen med din foundation. Det fikserer dens farve, så den bliver på sin plads.
Kvinde smører creme i ansigtet
Din hud skal være gennemfugtet, før du smører foundation på. © Getty Images

Hvad er egentlig forskellen på foundation og concealer? 

“Det er dækningsgraden for nu at bruge et meget bankrådgiver-agtigt ord. Foundation kan du bruge i hele ansigtet. Concealer er tykkere i konsistensen og dækker mere, så den egner sig kun til pletvis brug. Til gengæld er den genial til at skjule pigment pletter, røde skjolder, urenheder og mørke rande.”

Skal min concealer være præcis den samme farve som min foundation?

“Faktisk skal din concealer helst være en my lysere end din foundation. Det skal den, fordi du opbygger et tykkere lag makeup der, hvor du bruger både foundation og concealer. Hvis concealeren ikke er lidt lysere, vil det tykkere lag blive for mørkt. Under øjnene skal din concealer også være lys, da det får området til at syne friskere,” forklarer Magasinet Livs skønhedsredaktør, Maria Rothmar.

Behøver jeg at bruge begge dele?

“Bestemt ikke. Det afhænger kun af, hvor meget du selv synes, du har brug for at udjævne og camouflere. Du kan snildt nøjes med blot at bruge lidt foundation til at ensarte huden, eller kun lidt concealer på udvalgte steder.”

Hvor meget foundation skal jeg bruge ad gangen? 

“Sandsynligvis mindre, end du tror. Start i det små med en klat på størrelse med en ært, og fordel den grundigt på din hud, til der ikke er flere overgange. Rækker det ikke, eller har du brug for mere dækning, så tag en klat mere. Det er nemmere at tilføje end at fjerne!”

Skal jeg bruge mere foundation om vinteren end om sommeren?

“Du har sandsynligvis brug for mindre foundation om sommeren end om vinteren. Her får huden nemlig naturligt farve af solen, mens den om vinteren godt kan tåle at blive hjulpet lidt på vej. Du kan derfor med fordel overveje at investere i to forskellige nuancer af din favoritfoundation. En til om sommeren og en, der er en tone lysere, til om vinteren.”

Kvinde smører foundation på kinderne
Du skal sandsynlig bruge mindre foundation, end du tror. © Getty Images

Jeg har hørt om kolde og varme undertoner. Hvad vil det sige?

“Din hud har en farve, som vi gerne kalder lys, medium, gylden eller mørk. Men den har også en underliggende tone, som er enten kold eller varm. Både lys og mørk hud kan have kolde og varme undertoner. Tjek årerne på dit håndled: Hvis de virker blå, er din undertone kold. Hvis de virker mere grønlige, er din undertone varm. Hvis du hurtigt bliver skoldet i solen, har du nok også kolde undertoner. Og en foundation med den forkerte undertone får dig til at se grå og træt ud!”

Hvordan finder jeg den rigtige foundationfarve til min hud?

“Kodeordene er kæbelinje og dagslys. Farven skal matche både din hals og dit ansigt, så kæben er det bedste sted at prøve den af i butikken. Den farve, der er mest usynlig på huden, er den rigtige. Og så skal farven ses i dagslys. Elektrisk lys kan snyde, så en helt forkert farve ser fin ud.”

3 gode produkter 

Når alt dette er sagt, så lægger den perfekte foundation selvfølgelig ikke sig selv. Det kræver både en god foundation og gode hjælpemidler. Herunder giver vi dig derfor tre bud på produkter, som du med fordel kan investere i, hvis du vil mestre foundation-kunsten.

Foundation fra Estée Lauder

Få fugt og farve på fem minutter med Estée Lauders Double Wear Cushion Foundation! Den koster 330 kroner, og du kan købe den her

Estée Lauders Double Wear Cushion Foundation
Estée Lauders Double Wear Cushion Foundation. © Estée Lauder

Foundationbørste fra Urban Decay 

Urban Decays Large Tapered Foundation Brush påfører din foundation endnu mere smooth end dine fingre. Den koster 315 kroner, og du kan købe den her

Foundationbørste fra Urban Decay
Foundationbørste fra Urban Decay. © Urban Decay Cosmetics

Highlighter-pen fra Sisley

Stylo Lumière fra Sisley klarer udjævning af mørke rande og kragetæer med et klik. Den koster 385 kroner, og du kan købe den her

Highlighter-pen fra Sisley
Stylo Lumière highlighter-pen fra Sisley. © Matas

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 2. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste