Det er ikke nogen nyhed, at folk strømmer til byerne. Men i dag er der imidlertid også en anden strømning, der har fat i danskerne. Ifølge Bolius drømmer intet mindre end 1 ud af 5 nemlig om at flytte ud af byen og ud på landet.
Strømningen er især stærk blandt de unge børnefamilier, men også yngre og ældre danskere drømmer sig ud, hvor pebret gror. Måske går du også og forestiller dig livet i ren luft og grøn natur? Så skal du vide, hvad det kræver at gå fra byrotte til landmus.
Almindelig bolig, landejendom eller landbrug?
Det kan godt være en smule anderledes at købe bolig på landet end i byen, hvorfor det er en fordel at have en boligadvokat med på råd. En boligadvokat kan hjælpe dig med at begrebsafklare og følge den specifikke handel (sikkert) til dørs.
Rent juridisk er der nemlig forskel på at købe en almindelig bolig, en landejendom og en landbrugsejendom. Drømmer du om en landbrugsejendom, skal du være opmærksom på, at den er omfattet af landbrugsloven. En landejendom er ikke omfattet af landbrugsloven, men adskiller sig alligevel en smule fra almindelige boliger.
Kom godt fra start med livet på landet
Det er som regel værd at overveje professionel rådgivning i forbindelse med et boligkøb. Selvom boliger på landet ofte er billigere end i byerne, er det jo stadig en stor investering – for mange danskere er boligkøb den største investering i hele livet.
Det er betryggende at have professionelle i ryggen gennem hele forløbet. De kan hjælpe dig med alt lige fra gennemgang af købsaftalen til tinglysning af skødet. På den måde kommer du sikkert, og juridisk velbevaret, gennem bolighandlen, og du kan komme godt fra start med dit liv på landet.
3 tips til at finde bolig på landet:
- Få en boligadvokat ind over, især hvis du påtænker at købe en landejendom eller et landbrug.
- Overvej hvor meget på landet, du gerne vil. Nogle vil gerne ud, hvor kragerne vender, mens andre ønsker belejlig køreafstand til byen.
- Tænk realistisk. Landlivet byder på mange glæder, men også udfordringer. Er du virkelig klædt på til en stille tilværelse med langt til naboerne og mudder på gummistøvlerne, eller drømmer du bare?
Derfor drømmer danskerne sig ud i det blå
Livet på landet kan virke tillokkende af flere årsager. For det første er boligerne som regel billigere end i byerne, og det kan selv en inkarneret byboer sætte pris på. For det andet har du naturen lige udenfor døren, og bilos og motorlarm er på behørig afstand.
“Landet” klinger også af ro, nærvær og fordybelse. Uden byens hektiske aktivitet er der mange, der forestiller sig, at de vil få mere tid til at dyrke det, der betyder noget. Det kan være familien eller hobbyen, hvad end det er køkkenhaven, keramik eller kulinariske udfoldelser.
Imidlertid er det værd at overveje, om det nu også er realistisk, for måske skal du bruge længere tid på at køre til og fra arbejde eller bringe børnene til deres fritidsaktiviteter. Når alt kommer til alt, er der ikke noget – end ikke landet – som er lutter idyl.