© Creativecommons.org

10 velduftende planter, der skræmmer myg væk

Myggene HADER disse planter – og mange af dem er krydderurter og nytteplanter, som du kan bruge i maden

12. juli 2016 af Mikkel Hede / idenyt.dk

Planter mod myg

Det kan være ret klamt og ildelugtende at smøre sig ind i eller spraye sig med myggemidler, hver gang man vil tilbringe en hyggelig aftenstund på terrassen eller i haven.

Hvis man er én af dem, som myggene foretrækker, så er det ikke rigtig en mulighed at lægge myggemidlerne på hylden, medmindre...

Det er faktisk en mulighed at tilplante haven eller krukkerne på terrassen med planter, som både smager godt og ser smukke ud - samtidig med at de holder myg på afstand.

Der er ingen garanti mod, at myggene helt holder sig væk, og at det bliver en sommer uden myggestik. Men optræder enkelte eller flere af disse planter i markant omfang i din have, så er der stor sandsynlighed for, at myggene søger helt andre steder hen.

Her er 10 af de planter, der er mest forhadte af myg

1. Basilikum

Basilikum har man altid brug for. Den kan bruges i et væld af retter. Som en ekstra bonus kan myg ikke fordrage basilikum, og de holder sig helst på lang afstand af den. Få de bedste tips til at dyrke basilikum her

2. Rosmarin

Rosmarin skal man også have i sin have. Den kan også bruges i et utal af retter – også uden for det italienske køkken. Som en en lille bonus er lugten fra rosmarin også afskyet af myg.

3. Citronella

Citronella-stoffet fra citronella-planten er det virksomme stof i en stor mængde af myggemidler. Mange af disse er ret skrappe mod huden, og det frarådes for eksempel at bruge citronella på børn. En citronella-plante i haven er der derimod ingen, der tager skade af – undtagen myg, hvis lugteorganer slår krøller, når de nærmer sig den.

4. Mynte

Mynte er en livskraftig plante, som, når den først får fat, kan overtage enhver køkkenhave. Det kan være en bet for nogle haveejere, men er du overfølsom over for myg, så er det gode nyheder, for myg holder sig helst på afstand af planten mynte.

© creativecommons.org

5. Lavendel

Lavendel kan man ikke få nok af. Den smukke farve og den fortryllende duft giver en smuk middelhavsstemning i haven. Den er oven i købet let at holde i Danmark, så det er bare om at plante haven til med den. Ikke mindst fordi myg ikke bryder sig om duften.

6. Almindelig katteurt

Myg er allevegne. Almindelig katteurt er også allevegne. Men de er sjældent begge til stede på samme sted. For myg holder sig helst længst væk fra katteurt.

7. Te-træ

Te træet gror ikke naturligt i Danmark, men har du en plet i haven med gode vækstvilkår eller gode muligheder for at overvintre te-træet, så er denne plante værd at overveje, hvis du gerne vil myggeplagen til livs. Tea-time er nemlig ikke just mosquito-time.

8. Hvidløg

Hvidløg har en ramsaltet odeur for myg som for mennesker. Vi mennesker kan heldigvis anvende løget som en delikatesse i vores mad. For myg er de bare – bvadr...

9. Tagetes

Tagetes er en smuk og populær blomst i haven. Du har den måske allerede, og måske er det grunden til, at myggene ikke rigtigt plager dig, når du er i nærheden af dine tagetes.

10. Cadaga træet (Eucalyptus torelliana)

Eukalyptus er faktisk det mest virkningsfulde middel mod myg. Det har videnskabelige undersøgelser vist. Derfor er et Cadaga-træet – eller et anden sort af eucalyptus lige sagen til terrassen eller haven, hvis du har muligheden for det.

Du vil (garanteret) også kunne lide