Shall We Dance
© Shall We Dance | Miramax Films

Vil du gerne booste dine hjerneceller? Så bør du starte til dans

En ny undersøgelse viser, hvordan du bedst hjælper din hjerne til at blive mere effektiv, når du har rundet de 40

14. april 2017 af Maria Broe Trustrup Hansen

Det er langt fra første gang, at du har hørt, hvor godt motion er for dig. En gåtur hjælper både din hjerne og dine led, yoga kan booste dit sexliv, og styrketræning kan gøre dig til en ægte powerwoman

En ny undersøgelse sætter en tyk streg under, hvor vigtigt det er, at du motionerer. En gruppe forskere har undersøgt sammenhængen mellem hjerneaktivitet og motion, og det viste sig, at personer, der jævnligt dyrker motion, ikke ældes så hurtigt på øverste etage. 

Det interessante er, at det også har betydning, hvilken motionsform du dyrker. Forskerne undersøgte en gruppe raske mennesker i 60'erne og 70'erne og delte dem op i tre grupper. De forskelige grupper fik tildelt hver deres motionsform, som de skulle dyrke tre gange om ugen i et halvt år. 

Dans, gåture eller balancetræning? 

Den ene gruppe skulle gå raske ture, den anden gruppe skulle lave udstrækning og træne deres balance, mens den sidste gruppe skulle starte til dans.

Alle testpersoners hjerneaktivitet var naturligt blevet en smule dårligere i løbet af det halve år, fordi de blev ældre. Men det overraskende var, at gruppen, der gik til dans, havde den bedste hjerneaktivitet efter det halve år. 

Det var en form for folkedans, som testpersonerne dansede, og dansen udfordrede både deres motorik, fysiske form og sociale egenskaber. Den kombination har formentlig været med til at booste dansernes hjerner.

En mindre effektiv hjerne

Selvom testpersonerne i denne undersøgelse var i 60'erne og 70'erne, påpeger forskerne, at alle, der har rundet de 40, begynder at få en ringere hjerneaktivitet. Hjernens celler begynder at tale langsommere til hinanden, og hjernen bliver simpelthen mindre og mindre effektiv.

Det er derfor vigtigt at implementere motion i din hverdag, da det kan være med til at bremse hjernens forfald. Undersøgelsen peger på, at dans er en virkelig god motionsform at vælge, men ifølge forskerne er det allervigtigste, at du bare kommer igang og ikke sidder stille hele ugen igennem. 

Og hey, en anden undersøgelse peger faktisk på, at en enkelt træning i løbet af ugen også har et hav af fordele, så motion behøver ikke være et uoverskueligt projekt. 

Men hvis du gerne vil efterligne Richard Gere i filmen Shall We Dance og blive den nye stjerne på dansegulvet for at booste dine hjerneceller, kan du jo lige tjekke, hvilken dans der passer bedst til dig lige her. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste