kaffe og croissant to go
© iStock

Snupper du altid morgenmaden på farten? Dette skal du vælge, hvis du vil holde det sundt

Det behøver slet ikke være så svært at være sund!

9. september 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

Vi stiller ofte hjemmelavet mad overfor den mad, vi køber på farten. Således stempler vi hjemmelavet mad som det sunde, gode valg, mens folk, der har en travl hverdag skal have dårlig samvittighed over ikke at få ordentlig mad, fordi de må købe det på vejen. 

Sådan er det ikke længere – og sådan har det faktisk ikke været i et stykke tid, for rigtig mange steder er begyndt at tilbyde sunde alternativer til den sædvanlige bolle med ost, der er en klassisk ‘på farten’-morgenmad. 

Selvfølgelig skal vi vælge med omhu, for der er masser af fælder derude, hvor der er kommet sukker i mad, vi ikke havde forventet indeholdt sukker – det gælder både det, vi køber med hjem fra supermarkedet og det, vi griber i en kiosk på vej til arbejde.  

Herunder hjælper vi dig med at vælge det bedste alternativ til din morgenmad på farten. 

Den nemme

Hvis du pendler og skal med toget om morgenen, så er 7-Eleven det lette valg, og de har faktisk lavet et rigtig fint koncept, hvor du kan forudbestille ‘madpakker’ til din togrejse, og hvor det er lidt billigere, end hvis du købte tingene enkeltvis i butikken. Der er lidt forskelligt udvalg med varierende sundhed.

Hvis du vil have et nogenlunde sundt morgenmåltid, er der to muligheder. Du kan enten vælge ‘Den sunde pakke’; her får du et stykke frugt, en palæobar, en pakke med nødder og vand til 55 kroner. Det er det bedste valg på siden i forhold til sundhed – men den mangler måske den tiltrængte kaffe, som vi gerne vil have om morgenen.

Alternativt kan du vælge ‘Morgenpakken’. Her får du kaffe, yoghurt med mysli og et rundstykke med ost for 55 kroner. Problemet med denne pakke er det hvide rundstykke, der ikke er det sundeste valg om morgenen. Men yoghurten er okay, og hvis du eventuelt supplerer med et stykke frugt, så er det et fint måltid, når du er på farten.

Du kan selvfølgelig også selv sammensætte dit måltid inde i butikken, men det mærkes også på prisen, hvis du vælger denne mulighed.  

Den frisklavede

Hvis du ikke kun er interesseret i et hurtigt måltid, men også vil have noget lækkert og frisklavet, kan du vælge at smutte forbi Lagkagehuset. Lagkagehuset er desværre ikke i den billigste ende, til gengæld har de nogle udmærkede alternativer til morgenmad på farten. 

De har nogle virkelig gode morgenmadskåle med skyr, rugbrødsdrys og rabarberkompot, som holder dig mæt længe, og som du eventuelt kan supplere med en valgfri juice – og kaffe, naturligvis.

Skyren er et rigtig godt valg om morgenen, da det mætter godt og længe. Rugbrødsdrys er desuden noget sundere end den ret sukkerholdige mysli, du får oven på de fleste købe-yoghurter.

Tips til din morgenmad på farten

Når du har travlt om morgenen, skal det helst være nemt, så det er måske ikke dér, du står og læser varedeklarationer i søgen efter sukker og mættede fedtstoffer. Du kan dog komme rigtig langt ved blot at følge nogle tommelfingerregler, det holder dit måltid nogenlunde sundt. 

  • Hvis du vælger noget med brød, så sørg for, at brødet er groft.
  • Hvis du går efter yoghurt, så lad det være en neutral yoghurt – der er meget sukker i frugtyoghurt. Vælg eventuelt skyr, da det mætter i længere tid. 
  • Vælg hellere det frisklavede alternativ, som ofte står oppe ved skranken, end det fabriksproducerede fra køledisken bagerst i butikken – der er som regel færre tilsætningsstoffer i det frisklavede.
  • Gå efter farver. Jo flere farver dit måltid indeholder, jo sundere er det! Medmindre farverne kommer fra farvestoffer naturligvis ... Sørg derfor for, at der er noget frugt eller grønt til dit måltid. Tag en juice eller grib et stykke frugt.

Måske er du interesseret i ...

Seneste