Kvinde til lægen
© iStock

Lægen forklarer: Disse symptomer må du som 40+ kvinde ikke ignorere

Skal du tage til lægen på grund af pletblødning, og hvad skal du ellers være opmærksom på? Få svaret her

17. april 2017 af Katrine Vendelbo

Som 40+ kvinde er der nogle helt specifikke ting, som du skal være opmærksom på – og nogle symptomer, som du ikke bør ignorere. Det kan dog være svært at afgøre, hvornår det er på tide at gå til lægen, fordi visse symptomer kan minde om hinanden.

Selvom vi alle er klar over, at internettet er fuld af mange gode og nyttige oplysninger, når det kommer til sygdom, og det er fristende at google dig til en diagnose, kan din læge ikke erstattes med en symptomliste. 

Vi har talt med Lotte Hvas, som har været praktiserende læge i 25 år og er aktuel med bogen Overgangsalderen – bedre end sit rygte. Her udpeger hun gængse symptomer, du som +40 kvinde skal være opmærksom på. Det handler ikke om at diagnosticere dig selv ud fra lister – men i stedet at lytte til din krop og din sunde fornuft og være opmærksom på symptomer, du ikke er bekendt med.

Hverdagssymptomer, som bliver ved

Du skal gå til lægen, hvis du oplever signaler fra kroppen, som bekymrer dig. Det kan være symptomer, som måske virker banale, men som bare bliver ved og ved. Det er også vigtigt at lægge mærke til symptomer, som du ikke har oplevet før.

“Hvis du eksempelvis aldrig har haft diarré, og du pludselig får det og har det i længere tid, kan det i værste tilfælde skyldes kræft – men hvis du har haft det jævnligt i løbet af hele livet, er det næppe noget alvorligt,” siger Lotte Hvas.

Noget så banalt som hoste – som vi alle har erfaring med  kan også være et symptom, du skal lytte til, hvis det vel og mærke varer ved i lang tid.

Dig og overgangsalderen 

Hvis du er i overgangsalderen, ved du sikkert allerede, at blødninger er meget almindelige. Så det er ikke i sig selv grund til bekymring, når menstruationerne kommer i hop og spring eller måske bliver meget kraftige, når du samtidig har hedeture. Der er dog specielt én type blødning, som du under ingen omstændigheder må ignorere.

“Faresignal nummer 1 er pletblødning uden forbindelse til menstruationen. Og især pletblødninger i forbindelse med samleje, skal du tage alvorligt og gå til lægen og blive undersøgt for. Det er også vigtigt at blive undersøgt, hvis du får en blødning mere end et år efter, at menstruationerne ellers har været stoppet,” fortæller Lotte Hvas.

Ifølge lægen er det igen farligt at gå ud fra en liste af typiske symptomer. Bare fordi det er symptomer, som har forbindelse til overgangsalderen, skal du ikke sige til dig selv, at pletblødning er naturligt. 

“Du må ikke give overgangsalderen skylden for alt. Hvis symptomerne ikke er de typiske blødningsforstyrrelser eller hedeture og tørre slimhinder, så kan der være en god grund til at blive undersøgt for at afklare, om det kan være noget andet.”

Diagnosticer ikke dig selv ud fra lister

Lotte Hvas forklarer, at du ved at gå ud fra symptomlister risikerer at diagnosticere dig selv med sygdomme, som du ikke fejler. På samme måde er det risikabelt at gå ud fra én liste, fordi du så risikerer at misse andre farlige symptomer.

“Tag eksempelvis et helt almindeligt problem som træthed. Det kan være et symptom på hvilken som helst sygdom – selv kræft. Men træthed kan også være et tegn på, at du har for meget at lave eller har sovet for lidt,” siger Lotte Hvas.

Hun mener, at bekymring er en effektiv motivator, som kan få folk til at ændre adfærd – og for eksempel gå til læge.

Stol på din sunde fornuft

Ifølge Lotte Hvas handler det i bund og grund om at stole på sin sunde fornuft – og lytte til sin egen krop. Hvis du pludselig bliver ramt af noget, som du ikke plejer at blive ramt af, er det her, alarmklokkerne skal ringe. 

“Reagér, hvis der er noget, som ikke plejer at være der. Selv hvis det er helt banale ting, som du ikke har haft før.”

Det handler om at sammenholde dine symptomer med, hvad du har haft i forvejen. Så inden du bliver bekymret og render til lægen, skal du mærke efter og være opmærksom på, hvordan din krop før har reageret.

“Så hvis du er blevet ramt af noget så banalt som hoste eller diarré, kan du tage det helt roligt. Men hvis det varer ved i længere tid, skal du tage det alvorligt og gå til lægen,” forklarer Lotte Hvas. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste