Katja Hey
© Sine Nielsen

Katja havde ondt i fordøjelsen: “Mine mave var tæt på at gå helt i stå”

Katja Hey var konstant oppustet og havde nærmest vænnet sig til det. Til gengæld begyndte hun at blive irriteret over, at kiloene sneg sig ind på hende. Og det fik hende heldigvis til kostvejleder!

7. januar 2018 af Gitte Høj

Katja Hey (45) er gift og mor til Andreas på 13 og Kristine på 10 år. Hun er forsikringsrådgiver. 

Katja Hey havde ikke haft det særligt godt i mange år. Hendes mave var træg og hård, og hun følte sig meget oppus­tet hver eneste aften. Hun havde ondt i maven, og på et tidspunkt mærkede hun også, at hun begyndte at tage på. Det kom glidende, så det er svært at sige, hvornår det startede, men det er ikke svært at forklare, hvor skidt hun fik det.

“Jeg bemærkede, at jeg fik det dårligere og følte mig mindre frisk. Jeg havde ikke den samme energi som før og manglede overskud. Men jeg tænkte, at min træthed hang sammen med at have mindre børn.” 

Samtidig fik Katja flere og flere smerter i forbindelse med sine menstruationer. Først bed hun det i sig, men da det kun tog til, tog hun til sidst en tur til lægen.

“Jeg blev undersøgt, og det viste sig, at jeg havde en cyste i underlivet på størrelse med en tennisbold på grund af endometriose. Så den fik jeg fjernet.”

Det tog smerterne i forbindelse med men­struationerne, ligesom det også viste sig, at cysten havde trykket på tarmene og været med til at gøre maven ondt. Men maveknebene var ikke væk. 

Katja forstod heller ikke, hvorfor kiloene blev ved med at snige sig ind på hende, for hun levede ret sundt. Det var uvant for hende, at hun ikke kunne holde vægten.

Til gengæld havde hun nærmest vænnet sig til, at hendes fordøjelse næsten bogstaveligt slog knuder på sig selv.

“Min mave virkede næsten ikke og var tæt på at gå helt i stå. Jeg kom ikke på toilettet hver dag, og det havde jeg ikke været i årevis. Jeg var kon­stant oppustet og slæbte mig gennem dagene. Jeg blev mere og mere træt.”

Hendes hud blev også uren. Så hun forsøgte sig med mere vand og mere motion. Strammede ovenikøbet op på sine kostvaner, som hun ellers følte, at hun havde godt styr på. 

“Min mormor var økonoma og optaget af, at vi skulle spise grønt, groft og fedtfattigt. Og derfor havde jeg lidt svært ved at se, hvad jeg kunne gøre, men jeg forsøgte alligevel at optimere min kost ved at spise mindre portioner.”

Men ved årsskiftet sidste år kunne hun kon­statere, at hun på de seneste år havde taget 10 kilo på.

“Jeg opdagede, at mit tøj strammede så meget, at jeg fik kvalme. Når jeg satte mig ud i bilen om morgenen, måtte jeg simpelthen åbne mine bukser for at kunne holde det ud.” Katja fik nok. Og begyndte at tælle kalorier. Faktisk så meget, at hun blev lidt besat af det.

“Men hvis jeg tænker på mine anstrengelser og min indsats, fik jeg ikke meget ud af det. Jeg tabte mig højst fire kilo.” 

Aldrig mere fedtforskrækket!

Da Katja fyldte 45 år i april i år, fik hun en helt særlig fødselsdagsgave. Nemlig et syvugers sundhedsforløb hos en kostvejleder. Hendes mand mente, at hun havde brug for støtte til at komme videre, og hun gav ham helt ret.

“Jeg mødte op med et åbent sind og i et par bukser, der strammede.”

Til hendes store overraskelse gik et af kostvejlederens første spørgsmål på hendes fordøjelse. Hun måtte fortælle, at der ikke kom så meget ud, når hun var på toilettet, og hun fik med det samme nogle metoder til at få sat gang i systemet.

Jeg havde dog ikke den store fidus til, at tre spiseskefulde hørfrøolie om dagen skulle kunne gøre den store forskel.”

Men olien var kun en del af den samlede indsats. Nødder, mandler, kerner, avocado, flere fede fisk og sunde planteolier fik også en fast plads i hendes dagskost, og hun skruede ned for kulhydraterne og gik med det samme i gang med at spise skyr i stedet for mysli eller havregryn, som hun ellers havde fået til morgenmad i mange år. Olien rørte hun op i sin skyr.

“Det var en lidt pudsig oplevelse. Min krop reagerede nemlig allerede i løbet af et par uger. Mine bumser forsvandt, og det samme gjorde min store mave. Og pludselig blev også for­døjelsen normal, og jeg skulle på toilettet hver dag. Jeg opdagede for alvor, hvordan hele min fordøjelse var gået i hårdknude. Jeg fik simpelt­hen kickstartet hele systemet og slap af med min forstoppelse.” 

Hun fik også flettet flere mellemmåltider ind og ofte med lidt sundt fedt. Hendes mad var ikke længere så tør som tidligere. Det blev tydeligt for hende, at hun i den grad havde manglet fedt. 

Som så mange andre kvinder, som kost­vejlederen Anne Clough­-Larsen forklarede. For tidligere mente man, at fedt var enden i forhold til sundhed og vægttab, og derfor er en del af os blevet for fedtforskrækkede. Men det må vi ikke være, for kroppen har brug for sundt fedt, blandt andet til at passe på og sikre cellernes funktion­er. Får kroppen ikke sundt fedt, kan det blandt andet betyde forstoppelse. 

“Jeg er jo vokset op med fedtfattig kost og har altid levet sådan. Og da jeg opdager, at jeg begynder at tage på, ryger den sidste smule fedt. Men det har i virkeligheden været en helt forkert løsning. For da jeg begynder at spise fedt, løser det hele sig. Min fordøjelse bliver rigtigt god. Den er rigtigt god! Og jeg ender faktisk med at tabe alle 10 kilo.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nummer 82. 

Måske er du interesseret i ...

Seneste