Deprimeret kvinde
© iStock

“Jeg føler mig tom indeni, og jeg forstår det ikke”

Når Lena tænker på sit liv, har hun alt: En kærlig mand, glade børn og et godt job – men alligevel kæmper hun med en stor tomhedsfølelse. Læs psykologens råd her

27. marts 2017 af Belinda Labrosse

“Når jeg kigger på mit liv, tænker jeg, at jeg har alt. En kærlig mand, glade og raske børn, et godt job og en dejlig omgangskreds. Alligevel er der en sten i skoen. Noget er ikke, som det skal være. Jeg har en stor tomhedsfølelse, som jeg ikke rigtigt forstår og har svært ved at finde ud af, hvad handler om. Jeg er 51 år. 

– Lena

Kære Lena

En del 50+ kvinder oplever, at de gør op med alt det i deres liv, som de ikke længere kan identificere sig med. Det kan være i nære relationer. For eksempel i forhold til en veninde, som du er vokset fra, eller en partner, som ikke længere ser dig, som du ser dig selv.

Du beskriver en indre tomhed, og der er forskellige grader af den følelse. Det er normalt indimellem at føle sig tom. For eksempel efter en lang arbejdsdag eller en dejlig ferie, hvor hverdagen melder sig igen. Som kvinde kan overgangsalderen også have psykologiske konsekvenser og give en følelse af eksempelvis meningsløshed og tristhed.

Har du derimod altid følt dig tom indeni, så er det sandsynligvis en psykologisk mangel på ægte, indre følelsesliv. Noget er gået galt i din tidlige barndom, hvor de første to leveår har altafgørende betydning for, hvordan vi relaterer til os selv, andre og verden omkring os.

Måske var din mor deprimeret eller fysisk syg, måske var du selv syg som spæd. Eller måske oplevede din mor samme mangel i relationen til dig, så hun ikke kunne spejle dine følelser. Mange adop­terede voksne oplever også en indre tom­ hed. Man lever livet, ‘som om’ man er glad, ked af det eller vred, men man føler ingen­ ting. Det er barnets forsvarsmekanisme – at gøre sig følelsesløs – for at overleve.

Hvis dette er tilfældet, er det kun gennem langvarig terapi, at der kan ske
en ændring inde i dig, og at du kan udvikle et mere autentisk følelsesliv. Materiel rigdom og succes gør ingenting for dig på det følelsesmæssige plan og øger i værste fald din følelse af tomhed, fordi ting og anerkendelse af det ydre ikke kan spejle din indre mangel på ægthed.

Du må ind og se dybt i dig selv sammen med en, der kan give dig et ægte modspil, hvis du vil opnå forandring i dit indre. 

Venlig hilsen Belinda Labrosse

Belinda Labrosse er psykolog og specialist i psykoterapi. Hun har været ansat i psykiatrien og en del år ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. De seneste år har hun været privatpraktiserende psykolog, og her arbejder hun med depression, angst, stress, lavt selvværd, krise og tab.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 70

Måske er du interesseret i ...

Seneste