Glad kvinde arbejder ved skrivebord
© iStock

5 små tricks, der booster din energi til de lange arbejdsdage

Lidt ekstra energi kan vi alle bruge en gang imellem. Så vi har fundet nogle små, men effektive energi-tricks til dig.

4. december 2017 af Anne-Mette Søndergaard

I denne tid er det mørkt, når du tager på arbejde og det er mørkt, når du kommer hjem. Dagen igennem har dine øjne følt sig som to tunge gardiner, og du har haft den største trang til at lade dem glide i. Men det kan du selvfølgelig ikke, for du er jo på arbejde...

Mange mennesker tyer til koffein for at klare dagen, men det er en kortsigtet løsning, så vi har fundet fem små tricks, der gør, at du kan holde dig frisk og aktiv en hel arbejdsdag. 

1. Lav små øvelser

Du har måske allermest lyst til at finde et hjørne og lægge dig til at sove, men din krop får mere energi, hvis du er fysisk aktiv. Det renser også dine tanker og hjælper dig med at holde fokus. Vi foreslår to øvelser, hvor det eneste, du skal bruge, er et bord og en stol.

Til begge øvelser skal du stå oprejst. Hvis du ønsker at træne din overkrop, kan du bruge bordet til at lave armstrækkere på. Du starter med at sætte dine håndflader på kanten, så stiller du dig med en passende afstand fra bordet, så du cirka laver en 45 graders hældning fra bordet til gulvet. Når du sænker dig ved at bøje dine albuer, skal du stramme dine mavemuskler. Lav denne øvelse, indtil du begynder at få varmen.

Hvis du ønsker at træne din underkrop, er det her, du skal bruge stolen. Den skal du nemlig bruge til at lave squats på. Du stiller stolen bag dig, og så sænker du din numse ned mod sædet. Når du mærker stolesædet, rejser du dig op igen. Denne øvelse skal du gentage otte gange i tre omgange.

Begge øvelser vil med garanti give dig en følelse af fornyet energi, da de begge får dit blod til at strømme hurtigere. 

2. Tag dybe indåndinger

Vi trækker jo vejret hele tiden uden at tænke over det, men ilt har en stor indvirkning på vores koncentration. Den moderne verden har desværre gjort os en bjørnetjeneste ved at give os mere stillesiddende arbejde, så vi nu trækker vejret mere overfladisk. 

Den overfladiske vejrtrækning gør, at der ikke kommer nok ilt i vores blod. Når der er den rette mængde ilt i blodet, vil det cirkulere hurtigere rundt i kroppen, og dermed får vi mere energi. 

Derfor har vi fundet en lille vejrtrækningøvelse, der er meget simpel, men yderst effektiv:

  1. Sæt dig ret op og ned på en stol, og træk så meget ilt ned i lungerne, som du kan. 
  2. Hold vejret i fem sekunder, og begynd langsomt at ånde ud.
  3. Gentag øvelsen 10 gange.

3. Hold nogle mentale pauser

De fleste af os bruger meget tid på at stirre ind i en computerskærm, og det gør hovedet uklart og øjnene tunge.

Hvis du gerne vil undgå dette, foreslår vi, at du hver time tager en lille pause, hvor du lige rejser op, strækker ud og hvad der ellers får dig til at slappe af. Efter pausen vil du føle dig mere frisk, og du giver din krop lov til at genoplade dine energidepoter.

4. Drik vand

Hvis din krop mangler væske, kan du få det skidt, og din hjernefunktion kan også komme til at lide under det, fordi væskemanglen påvirker hukommelsen. 

Du kan også føle dig træt, fordi din blodvolumen sænkes, og du derfor ikke får så meget blod til hjernen, som du burde. Så sørg for, at du får rigeligt med vand hver dag, så du er den bedste version af dig selv – så er det okay, at du bliver nødt til at gå på toilet lidt oftere. 

5. Lav noget kreativt

Det at være kreativ kan have nogle positive effekter for din koncentration og for din opmærksomhed. Og det er ligegyldigt, hvad du er kreativ med: Du kan tegne, skrive – alt, der får dine kreative safter til at flyde

Det kan være mentalt befriende at få ting og tanker ned på et stykke papir, og det er en god bevidsthedsøvelse. Du kan jo lige komplementere dine kreative, energiboostende bevidsthedsøvelser i dine små pauser med et lille skriv eller en krusedulle.

Kilde: Liveboldandbloom.com

Måske er du interesseret i ...

Seneste