Sådan gik det Mariann i Livs Sund & slank-forløb

Magasinet Liv-læser Mariann tog udfordringen op: Hvor meget kan hun ændre sin livsstil på kun 6 uger. Her deler hun sine aha- og juhu-oplevelser med dig, så du kan gøre kunsten efter.

Billedet til venstre: Sådan så Mariann ud, før hun tog udfordringen op.
Billedet til højre: 6 uger, 7,5 kilo og 39 centimeter senere! Wauw.

Mariann Molin (48)
PRIVAT: Gift, mor til to drenge på 16 og 10 år.
JOB: Operasanger og misbrugs–terapeut.

“Nu kan jeg høre, hvad min krop fortæller mig”

Mariann er overbevist om, at de seks uger med Birgitte Nymann ikke bare har været endnu en kur, men er en ny livsstil. Fordi hun har fået forslag, ikke påbud.

Sidst Mariann Molin lå på sin idealvægt omkring de 70 kilo, var for omkring seks år siden, og det var ikke resultatet af en effektiv kur, men en stor sorg.

Hendes liv med børn, uregelmæssige arbejdsskemaer og dermed også ringe søvn gør det svært at få gode rutiner og med dem mere kropsbevidsthed ind i hverdagen.

Mariann drømmer om at tabe sig, men først og fremmest om at komme i bedre kontakt med sin krop. Magasinet Liv og træner Birgitte ­Nymann gav hende muligheden for at kickstarte en ny livsstil med et seksugers personligt forløb.

“Jeg er vant til at leve sundt og træne, men resultaterne plejer at udeblive. Det var mit grundlag for at bide på hos Birgitte. Det var, som om vinduet til forandring stod åbent, og jeg traf en beslutning om, at jeg ikke orkede at have det skidt mere. ”

Den første uge skrev Mariann i sin dagbog:

“Det er perfekt med Birgitte, fordi hun samler det hele og lægger en individuel plan ud fra forslag og ikke påbud. Der er plads til, at jeg kommer med mig og mit, og at der bliver lyttet til, hvad jeg ønsker, og hvordan jeg bedst arbejder med forandring. For eksempel ved at kunne spise frit ud fra nogle enkle principper frem for at skulle følge en bestemt plan eller kur.”

Et forløb styret af lyst og frihed og med Birgitte Nymann som støtte og opmuntring viste sig at fungere optimalt, også under sygdom og uforudsete hændelser. Læs selv Marianns dagbog uge for uge på Magasineliv.dk.

Nu er Mariann overbevist om, at det ­faktisk kan lykkes. Og vil vare ved. Her forklarer hun hvorfor.

Læs hele Marianns dagbog her

Det har jeg lært om træning:

“Det kan være hurtigt overstået”
“Før jeg mødte Birgitte, var jeg vant til at træne hårdt og meget, fordi der ikke var andre end mig til at stoppe mig. Det var provokerende, men med tiden også virkelig befriende at følge Birgittes råd om, at lidt også er godt. Den første uge skulle jeg fokusere på min kost og måtte kun gå tre ture. Det var svært at tro på, at det ville få en effekt, men Birgitte beroligede mig, og efterhånden som jeg tabte mig og så, at det ikke behøver være et slid for at virke, tog jeg det til mig.

Se Marianns træningsprogram uge for uge

Jeg synes stadig ikke altid, det er sjovt at træne, men til gengæld er det hurtigt overstået med Birgittes effektive træning, og jeg er vild med den måde, jeg har fået det på. Jeg har også fået lagt et program, som jeg kan lave hjemme – eller som jeg blev nødt til i forløbet: på min søns hospitalsstue, da vi var indlagt nogle dage.”

Det har jeg lært om kost:

“Jeg er blevet bedre til at få mere fedt”
“Jeg har lært, at der er mad, der ikke gør noget godt for mig. Selv ikke i bittesmå doser. I dag gør jeg rigtig meget for at undgå gluten og mælke­produkter, men det er svært altid at skulle spørge mig for i kantinen, eller når jeg er ude. De par gange, jeg ubevidst har fået noget, jeg ikke kunne tåle, har jeg kunnet mærke det i flere dage efter. Jeg bliver oppustet og træt.

Til gengæld er jeg blevet bedre til at få mere fedt og til at planlægge og forberede. Jeg er ikke faldet i undervejs, men jeg har haft et par oplevelser med ikke at spise noget, hvis der ikke har været noget for mig, og så har jeg fået det skidt og er blevet sur og træt. Det har lært mig altid at have reservemad med mig.

Nu, hvor jeg ikke længere er sukret til, kan jeg høre, når og at min krop faktisk fortæller mig, hvad den har brug for. At spise det, der passer til mig, og at træne fornuftigt har givet mig en grundkonstitution, som smitter af på alle områder i mit liv.”

Få Marianns kostplan her!

Træner Birgitte Nymann bag Effektivfitness.dk været Marianns personlige træner i seks uger.


Hvordan skal Mariann vedligeholde sit vægttab?
“Mariann tåler åbenbart ikke gluten og mejeriprodukter. Når hun spiser det, bliver hendes blodsukker ustabilt, og sukkertrangen stor, og der fandt vi årsagen til hendes høje sukkerindtag. Så hun skal fortsætte med at leve, som hun gør nu. Det har haft kæmpe­ betydning, at hun har fået mere energi af, at vi trak det ud af hendes kost, der drænede hende for energi.” 

Sådan lykkes du bedst med med træningen:

Ikke for hårdt. Et for hårdt træningsprogram kan stresse kroppen. Og vi træner mere, hvis lysten får lov at styre frem for frygten for at blive tyk.

Gør det i den rigtige rækkefølge. Vær bevidst om, i hvilken rækkefølge du træner dine muskler. Start med ben- og armøvelser, og slut af med deciderede ryg- og maveøvelser. Gør du det omvendt, udmatter du mave- og rygmusklerne for tidligt, så de ikke holder kroppen ordentligt i øvelserne. Brug heller ikke benene i fire øvelser i træk. Variation er kodeordet til at holde dampen oppe og ikke trætte musklerne for hurtigt. 

Lidt er også godt og bedre end ingenting. Det er ikke kun dine muskler, du skal træne. Du skal også lytte til det, der kommer inde fra din krop. Følelserne betyder meget for din vægt og dit velbefindende. 


Sådan lykkes du bedst med med kosten:

Tænk i proportioner frem for portioner. Når du laver mad, så tænk i, at din tallerken skal ende med at være komponeret sådan her: Protein svarende til en håndflade, den dobbelte mængde grøntsager, kulhydrater svarende til en tredjedel af din håndflade – og dem må du ikke pjække fra. Spiser du ikke nok kulhydrater, udhuler du kroppen, og din sukkertrang kan blive for stærk.

Lad være med at tælle eller veje. Den begrænsning og kontrol, der ligger i at veje maden og tælle kalorierne, virker modsat hensigten. Du skal have mulighed for at mærke, hvad der virker for dig. Når du anretter dit måltid med hænder og øjne, tager du fokus fra det, der er svært, og så er det en metode, der er nem at bruge, når du er ude, og derfor mere langtidsholdbar.

Brug masser af sunde olier i din mad. Bedst er det, hvis du bruger olien kold. Det vil sige, at du ikke steger i den, plus at olien er af høj kvalitet og gerne økologisk. Olier som hørfrøolie, olivenolie, avocado­olie, rapsolie og valnøddeolie er rigtig sunde og gode.


Se, hvordan det gik med Signe, der var den anden modige Liv-læser, der tog udfordringen op

Måske er du interesseret i ...

Seneste