Bruxelles
© iStock

Her er de bedste rejsetips til multikulturelle Bruxelles

Bruxelles er for dig, der elsker at opleve smuk arkitektur, forskellige nationaliteter og belgisk chokolade i verdensklasse

25. juni 2017 af Lisbeth Skøelv

Lokale tips er de bedste tips. Derfor beder vi hver måned en lokal 40+ kvinde guide dig til alle hemmelighederne i hendes hjemby. Denne gang Bruxelles, hvor Natacha Lenaerts (40) er født og opvokset.

Ifølge Natacha er det bedste ved Bruxelles, “at jeg, selvom jeg har boet her hele mit liv, hele tiden opdager nye sider af byen.” 

Læs med her, hvor du får de bedste lokale tips til den charmerende belgiske hovedstad.

1. Her bor du virkelig godt

“Boutiquehotellet Hotel des Galeries ligger centralt i det gamle historiske Bruxelles, midt i et smukt, gammelt indkøbsgalleri og omgivet af det tidligere royale palæ og den ikoniske Grand Place. Hotellet har 23 moderne værelser og suiter, fordelt over fire etager og derfor nogle med en formidabel udsigt. Hotellets restaurant Comptoir de Galeries laver dejlig bistromad. Et dobbeltværelse koster fra 1.000 kroner pr. nat.

Obama-familiens yndlingshotel i byen skulle efter sigende være The Hotel i det mondæne Avenue Louise-kvarter. Hotellet er firestjernet og har 421 værelser på 27 etager. Tjekker du ind i spa- og fitnessafdelingen, kan du ligge i blød med udsigt. 1.000-3.300 kroner for et dobbelt- værelse pr. nat.

Vil du hellere spendere dit budget på shopping, så book på Train Hostel i bydelen Schaerbeek. Ja, det er et vandrehjem – i gamle togvogne – men det har et cool interiør og ligger i et roligt kvarter, og du er kun tre minutter med tog fra centrum. Stedet har tilmed vundet flere priser. Fra 220 kroner for en seng pr. nat.”

Hoteldesgaleries.be, Rue des Bouchers 38

Thehotel-brussels.be, Boulevard de Waterloo 38

Trainhostel.be, Avenue Georges Rodenbach 6 

2. Her får du hurtigt fyldt shoppenettet

“Fremfor at styre efter den mest centrale shoppinggade, Rue Neuve, så tag hellere til området ved Place Louise, hvor dyre og billige mærkebutikker ligger side om side. Ud over selve gaden Avenue Louise, så søg også ind i det lidt hemmelige center Toison d’Or. Er du til belgisk design, så kig ind i Mer du Nord, der ligger i flere af byens velhaverkvarterer, eller besøg Boutique Atmosphère i Etterbek.

Byens storcentre lokker med de sædvanlige kædebutikker som Zara og H&M, og vil du besøge det nyeste, hedder det Docks, har 110 butikker og ligger nord for byen.

Den bedste souvenir, til dig selv eller andre, må være belgisk chokolade, og Godiva og det lidt billigere Leonidas har flere butikker rundt om i byen. Hos Beer Mania kan du prøvesmage øllene, inden du bestemmer dig for, hvilke der skal med hjem i kufferten. Her får du mange af de lokale specialøl og undgår de typiske turistfælder.”

Letoisondor.be, Place Louise 8805

Merdunord.com, flere steder i byen

Boutique Atmosphere, Avenue d’Auderghem 358

Docksbruxsel.be, Boulevard Lambermont 1

Beermania.be, Chaussée de Wavre 174-176 

3. Her spiser du fuldstændig fantastisk

“Gourmetmad serveret af stjernekokke – i en stålkonstruktion, som svæver 50 meter over jorden – får du på Dinner in the Sky. Der er plads til 22 omkring det på alle måder luftige langbord, udsigten er sublim, og oplevelsen helt unik. Prisen er derefter: 2.000 kroner pr. næse.

Belgisk gourmetmad til en overskuelig pris og i helt andre, men virkeligt smukke omgivelser, får du på Belga Queen.

Fabrikslokalerne, hvor der tidligere blev produceret eksklusive tasker af mærket Delvaux, danner i dag ramme om restauranten La Manufacture, der serverer virkeligt velsmagende mad – og du kan sidde både inde og ude.

Skal du have en lækker frokostsalat eller -sandwich, så gå på Thérèse et Dominique. Når først du er bænket med den gode og prisvenlige mad, så glemmer du køen, du har været nødt til at stå i ...”

Dinnerinthesky.be, Avenue Louise 480, 25. etage

Belgaqueen.be, Rue du Fossé aux Loups 32

Lamanufacture.be, Rue Notre Dame du Sommeil 12

Thérèse et Dominique, Rue Dejoncker 23 

4. Det her må du se eller prøve

“Tag veteransporvognen fra Cinquantenaire til Tervuren-museet, og føl dig hensat til det tidlige 1900-tal. Guiderne ombord er frivillige med tydelig passion for historie, og turen giver mulighed for at opleve sider af byen, som mange turister går glip af. Er du i Bruxelles om vinteren, så tag en tur med den varme Tram Vin Chaud, som er et originalt alternativ til vinbaren.

Museé Juif de Belgique – det jødiske museum – er et stop værd. Her får du indblik i jødiske traditioner og ritualer og en fornemmelse af, hvordan det har været at leve som jøde i Belgien særligt i krigsårene. Museet har også en holocaustudstilling, som jeg anbefaler, at du ser på et guidet tur.

Rejser du med børn, så tag til Sortilège, som er et udendørs eventyrspil, der handler om problemløsning og holdånd. Og så er det med udgangspunkt i en middelalderverden.”

Trammuseum.brussels, Avenue de Tervueren 364

Mjb-jmb.org, Rue des Minimes 21

Sortilege.be, Trassersweg 420 

5. Her får du en sjov aften

“L’Archiduc byder på både jazz, gode cocktails, kunst og livemusik – og så er det helt centralt i byen. Du skal ringe på for at komme ind, og de skæver til din påklædning, så kom ikke i shorts.

Het Goudblommeke in Papier er en berømt, gammel bruxellescafé, hvor mange kunstnere, blandt andre René Magritte (ham med piben, red.) hang ud. Stedet har været lukket, men genåbnede i 2007.

Le Cercueil er en original og helt bogstaveligt morbid bar fra 1974. Cercueil betyder ‘kiste’ på fransk, og det er netop kister, du sidder bænket om – tilmed dekoreret med bårebuketter. Ølkrusene er formet som kranier. En meget, og for nogle måske for speciel, oplevelse, men ganske unik.”

Archiduc.net, Rue Antoine Dansaert 6

Goudblommekeinpapier.be, Rue des Alexiens 55

Le Cercueil, Rue des Harengs 10-12 

Artiklen blev første gang bragt i Magasinet Liv nummer 76

Måske er du interesseret i ...

Seneste