Barcelona | Park Güell
© iStock

De bedste rejsetips til dig, der drømmer om smukke og solrige Barcelona

Barcelona er for dig, der elsker både storslået storby og lækker strand

13. april 2017 af Gunnhild Bjørnsti og Lisbeth Skøelv

Solen skinner over Barcelona mere end 300 dage om året, og ifølge eksperten, Soraya Valcarce (40) “har få storbyer så flotte strande som Barcelona”. Så pak både kreditkort, bikini og en sund appetit, når du kaster dig ud i den smukke bys både billige og dyre herligheder.

Læs med her, når Soraya giver dig sine bedste billige og (halv)dyre tips til sin hjemby. 

1. Her skal du sove

LUKSUS: “Majestic Hotel & Spa er kendt for sin catalanske stil og elegance. Det femstjernede hotel står for velvære, men også velsmag. Hotellets restaurant har en Michelin- stjerne og er virkeligt populær. Alle 275 værelser er nyrenoverede og koster fra cirka 2.500 kroner pr. nat. Prioriterer du at bo på et billigere hotel, så drop alligevel ind til en cocktail eller en middag på tagterrasssen med pool og 360 graders udsigt over Barcelona til musik særligt udvalgt af stedets egen dj.”

Passeig de Gràcia 68, Hotelmajestic.es

BUDGET: “Denit Hotel er et moderne trestjernet hotel, som har fine værelser til priser fra 460 kroner pr. nat. Beliggenheden midt i det gotiske kvarter Barri Gòtic er perfekt. Kom her for shopping, byens gamle katedral og Gaudís verdensberømte bygninger Palau de la Música og Casa Batlló.”

Estruc 24-26, Denit.com

2. Her skal du spise

LUKSUS: “Jeg nyder at spise på restauranten Caelis. Menuen er skabt af Michelinkokken Romain Fornell, og restauranten ligger på Palace Hotel. En middag for to kan godt løbe op i knap 4.000 kroner, men det er hver en krone værd i al sin storslåethed. Den gennemførte indretning giver en helt særlig stemning. Restauranten har plads til 55 gæster i det store lokale, 12 gæster i en privat, diskret spisestue, og 6 gæster ved et bord i køkkenet, hvor du kan følge tilberedelsen af dit gourmetmåltid på nært hold.”

Gran Via de les Corts Catalanes 668, Caelis.com 

BUDGET: “Mine favorittapas laver de på Bar Mut på et lille strøg, der går under navnet Diagonal-gaden. Det er et lille, drøncharmerende sted med virkeligt gode smagsoplevelser på menuen. De bedste hamburgere fås på Pim Pam Burger i El Born-kvarteret. Eller hos Kiosko hvor du selv sammensætter tilbehøret. På Bun Bo Vietnam serverer de herlig vietnamesisk mad, som for eksempel kylling med kokosmælk og ris til cirka 90 kroner. Og så tager de kun 30 kroner for en mojito. Det er billigt, selv i Barcelona! Ligger også centralt ved Plaza Catalunya, som også har god shopping.” 

Pau Claris 192, Barmut.com

Calle Sabateret 4, Pimpamburger.com

Avenida del Marquès de l’Argentera 1, Bacoaburger.com

Calle Sagristans 3, Bunbovietnam.com

3. Her skal du shoppe

LUKSUS: “Jeg oser gerne i gaden Passeig de Gràcia, hvor kendte designere som Stella McCartney, Hermès, Louis Vuitton og Chanel holder til. Husk også at kigge op, for mange af bygningerne er arkitektoniske mesterværker. I shoppingcentret Pedralbes Centre finder du de prismæssigt mere tilgængelige mærker.” 

Avenida Diagonal 609-615, Pedralbescentre.com

BUDGET: I gaden Rambla de Catalunya, der fortsætter, hvor La Rambla slutter, kan du gøre kup i highstreet-butikker som Mango, Zara og Oysho. El Corte Inglés, Spaniens største kæde af stormagasiner, har fem varehuse alene i Barcelona og et rigt udvalg af budgetvenlige butikker samlet under et tag. ”

Elcorteingles.es

4. Her skal du gå ud om aftenen

LUKSUS: “Drik drinks på Ivy Resto Lounge, hvis du vil være, hvor det sker. Jeg holder også af Gatsby, som er et mere afslappet sted, hvor du nemt falder i snak. Nær strandområdet, i Vila Olímpica, som blev skabt op til OL i 1992, er barerne Bestial og Opium særligt populære.”

Carrer d’Aribau 242, Ivyrestolounge.es

Carrer de Tuset 19, Gatsbybarcelona.com

Ramon Trias Fargas 2-4, Grupotragaluz.com

Passeig marítim de la Barceloneta 34, Opiumbarcelona.com 

BUDGET: “Almodo Bar er navnet på mit kvarters lokale diskotek, hvor alle kender alle. Eller kommer til det. Her er karaoke, livemusik og et godt dansegulv. Er du ikke i festhumør, så bliver du det! De åbner først klokken 23. Til gengæld går vi sent hjem.”

Carrer Grassot 36, Grupalmodobar.com

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Liv nr. 74

Måske er du interesseret i ...

Seneste