Kvinde med hat og solbriller
© iStock

4 gode råd til dig, der overvejer at tage på din første singlerejse

At rejse er at leve – uanset om du rejser sammen med andre eller som single!

9. april 2017 af Maria Clara Iuel

Bare fordi du er single, behøver du langt fra at gå på kompromis med dine rejsedrømme. Det er måske netop nu, du skal føre dem ud i livet, fordi du ikke har andre end dig selv at tage stilling til.

Så hvis du er single og gerne vil ud at rejse, er du landet det helt rette sted. Vi har nemlig samlet 4 gode råd til dig, der gerne vil på din første singlerejse. 

1. Find ud af, hvad formålet med din rejse er

Selvfølgelig kan det ske, at du har et udgangspunkt, der ændrer sig undervejs på ferien, men forsøg så vidt muligt at bestille din ferie alt efter, hvad du vil have ud af den.

Du vil møde en partner

Hvis du gerne vil møde en partner, så er det en god idé at bestille en rejse, hvor der er planlagt fælles aktiviteter. På den måde kommer du let til at kende dine rejsepartnere, og du kan hurtigt spore dig ind på, hvem der kunne være interessant at lære bedre at kende. Sørg for at være åben og udadvendt, så du udstråler, at du er åben for at møde en eventuel kæreste.

Du vil have nye venskaber

Ligesom hvis du gerne vil møde en partner, så er det en god idé at bestille en rejse, hvor der er planlagt fællesaktiviteter, hvis du gerne vil møde nye venner. Vælg gerne en ferie, hvor der lægges op til aktiviteter, der involverer muligheder for at snakke sammen, eksempelvis kulturelle ferier.

Når man snakker sammen og diskuterer emner, så kan du spore dig ind på, hvem der har de samme værdier som dig, og du kan vurdere, om det er en person, du gerne vil lære bedre at kende. 

Du vil lære dig selv bedre at kende

Den her ferie er kun for dig, og der er tid til kun at fokusere på dig selv. Hvad har du lyst til, hvad har du ikke lyst til, hvad vil du opleve, og hvornår vil du opleve det? Det er alt sammen op til dig. Hvil i dig selv, og vælg en destination, som opfylder dine krav. 

2. Rejseselskaber, der udbyder rejser for singler

Det findes heldigvis en del selskaber, som specialiserer sig kun i singlerejser. Det kommer dig til gode, da du kan trække på deres erfarringer og vejledning i forhold til at rejse alene. 

Hvis du rejser med et selskab, så ordner de typisk aktiviteterne på ferien for dig. Rejser du ikke med et selskab, så kan det være en god idé at undersøge, hvilke aktiviteter der er på dit feriested, og hvad du i så fald gerne vil opleve.

Book dem eventuelt hjemmefra, så ikke du skal tænke på det, mens du er afsted. Det er også en god måde at 'tvinge' dig selv afsted på nogle oplevelser, hvis du synes, at det kan være grænseoverkridende at gøre alene.  

Tre eksempler på rejseselskaber, der udbyder rejser for singler:

3. Væn dig til at gøre ting alene

Selvom du er vant til at gøre ting alene derhjemme, så kan det godt opleves en smule anderledes, når du er på ferie. Men husk, at du helt sikkert ikke er den eneste, der er alene afsted. 

Du skal ikke være bange for at rejse alene 

Det kan virke angstprovokerende, at du skal være helt alene i et fremmed land. Men det er egentlig slet ikke grund til bekymring, så længe du bare bruger din sunde fornuft. 

Sørg for at bevæge dig på de steder, hvor der færdes mange mennesker, og lad være med at gå ned ad de skumle gader alene. Hvis der er steder, der ikke er sikre at gå alene, så vil det højst sandsynligt stå i din guidebog, eller du kan søge dig frem til dem på nettet. 

At spise alene 

Bare fordi du er alene på ferie, så skal du endelig ikke gå på kompromis med den lækre mad. Vælg eventuelt en restaurant, der har en bar, hvor du kan sidde og spise, da du her lettere falder i snak med andre (hvis det altså er det, du har lyst til).  

Sørg også for altid at have noget læsestof eller anden form for beskæftigelse med (eksempelvis dit strikketøj). Så kan du altid hive det frem, hvis du får behov for det. 

Hold kontakt med dem derhjemme 

Det kan være en god idé at holde kontakten med dem derhjemme. På den måde kommer du også ensomheden til livs, hvis den skulle ramme dig. Udnyt også muligheden for at dele billeder og oplevelser med dem derhjemme på de sociale medier. 

4. Hvorfor skal du tage afsted? 

Hvis ikke du er overbevist endnu, så kommer her yderligere tre gode grunde til, at du bør overveje at tage på din første singlerejse. 

Det er en god måde at møde nye mennesker på 

På en singlerejse har du rig mulighed for at møde nye mennesker, hvad end det er nye venner, en kæreste eller en rejsemakker. 

Det er også en rigtig god mulighed for at udvide dit netværk og få nogle nye kontakter.

Du skal ikke tage hensyn til andre 

Og derfor er rejsen blandt andet også lettere at planlægge. Du bestemmer alt fuldstændig selv, og det er da egentlig en rigtig rar tanke.

Det booster din selvtillid 

Du får blod på tanden og tør prøve noget mere. Hele oplevelsen gør, at du lærer dig selv bedre at kende, du bliver mere sikker på dig selv, og du finder ud af, hvad du vil, og hvad du ikke vil.  

Måske er du interesseret i ...

Seneste