Bedste brunch i Odense | Brunch på Café Kræz i Odense
© Instragram @cafekraezodense

Her får du den bedste brunch i Odense

Odense byder på alt fra brunch i en biograf til eventyrlig morgenmad ved H.C. Andersens Hus.

3. november 2017 af Katrine Ellen Allentoft Haslund

1. Gastroteket 

Dette er oprindeligt en deli med franske delikatesser, der nu også er blevet en café. Måske fordi udgangspunktet var en delikatesseforretning, er kvaliteten helt i top på alle dagens måltider. Om lørdagen kan du nyde en helt igennem udsøgt brunch, bestående af blandt andet tørsaltet bacon, røget laks og yoghurt med hjemmelavet mysli.  

Hvornår: Lørdag klokken 10 til 14.
Hvor: Nørregade 39, 5000 Odense C.  

2. Eydes Gastro Pub 

Kan du ikke vælge mellem frokost og brunch? Hos Eydes får du en kombineret brunch- og frokostbuffet, hvor du både kan vælge mellem klassiske brunchretter og et udvalg af de bedste retter fra stedets frokostbuffet.

Hvornår: Alle ugens dage fra klokken 9 til 14.30.
Hvor: Kongensgade 31a, 5000 Odense C. 

3. Under Lindetræet 

Du kan give din weekendmorgen et strejf af eventyr ved at spise din morgenmad på Under Lindetræet.

Om sig selv skriver stedet: “Eventyrlige smagsoplevelser i stemningsfulde omgivelser”. En meget passende beskrivelse for denne restaurant, der ligger lige over for H.C. Andersens Hus. 

Hvornår: Hver lørdag og søndag klokken 10 til 14.
Hvor: Ramsherred 2, 5000, Odense C.

4. Olivia Brasserie 

Her kan du hver søndag nyde en brunchbuffet med et twist. På menukortet finder du nemlig både retter, du kender fra den klassiske brunchbuffet, men du kan også få toast, pommes frites og pastasalat. Der er altså lidt for enhver smag.

Hvornår: Søndag klokken 10 til 14.
Hvor: Vintapperstræde 37, 5000 Odense C. 

5. Brasserie Grand

Dette smukke spisested er placeret i Odenses First Hotel Grand. Her kan du, i skæret fra lysekronerne, starte dagen med en overdådig champagnebrunch, hvor intet mangler.

Hvornår: Søndag klokken 12 til 15.
Hvor: Jernbanegade 18, 5000 Odense C. 

6. Velbekomme

Er du i humør til brunch, men har du mest lyst til at nyde den derhjemme? Så er Velbekomme måske noget for dig. Her kan du nemlig bestille en Luksusbrunch og få den leveret lige til din adresse (eller du kan hente det selv). Du får et overdådigt udvalg, blandt andet bestående af hjemmelavet hønsesalat og lækre, lune vafler.

Hvornår: Mandag til fredag klokken 8.30 til 18.00. Lørdag klokken 11 til 16.
Hvor: Asylgade 7 (kælderen), 5000 Odense C. Eller bestil din brunch på velbekomme.nu

7. Venchi

Holder du dig fra animalske produkter, eller søger du bare en alternativ og mere bæredygtig udgave af brunchtallerknen? Så er Venchi et godt bud. Her kan du nyde en plantebaseret brunch, hvor der ikke er sparet på smagen. 

Hvornår: Alle dage (bortset fra tirsdag, hvor der er lukket) fra klokken 10.
Hvor: Vestergade 83, st. th. (indgang fra Pantheonsgade), 5000 Odense C.

8. Restaurant Knudsens Gaard

Da det både er hotel og restaurant, er den almindelige morgenmad og brunch overvejende forbeholdt hotellets gæster. Det er dog muligt at bestille brunch til både større og mindre selskaber ­– eksempelvis hvis du gerne vil invitere familie og venner til fødselsdagsbrunch. Prisen ligger i den dyre ende, men maden er også alle pengene værd.

Det er en restaurant, hvor de lokale råvarer i fokus, og blandt andet krydderurterne er hentet omme fra baghaven. Og det kan smages!

Hvornår: Hverdage samt lørdage klokken 7-10 og søndag klokken 8-11.
Hvor: Hunderupgade 2, 5230 Odense. 

9. Café Skt. Gertruds 

På denne franskinspirerede café finder du et stort udvalg af brunchretter, så du kan få serveret lige præcis dét, du godt kunne tænke dig at starte din dag med. Og så er omgivelserne bare rigtig hyggelige – helt perfekt til din søndagsbrunch med veninderne

Hvornår: Alle dage klokken 9 til 15.
Hvor: Jernbanegade 8, 5000 Odense C.

10. Café Biografen

Hvis du skal ind at se en film om eftermiddagen, så kan du faktisk starte din dag med brunch i biografen. Café Biografen er nemlig en virkelig hyggelig biograf, hvor du også kan få dig et lækkert måltid.

I hverdagen kan du få deres Monroe Brunch, som er en brunchplatte med en masse lækre sager, blandt andet bagt æg, yoghurt med kompot og lune pandekager. I weekenden kan du sætte tænderne i et udvalg af delikatesser fra deres brunchbuffet.

Hvornår: Mandag til fredag klokken 10 til 12. Lørdag og søndag klokken 10 til 14
Hvor: Amfipladsen 13, 5000 Odense C.

11. Café Chino

Caféens koncept er: ”Få det, som du vil have det”. Her sammensætter du din brunch ud fra dine favoritter på menukortet. Det kan dog være svært at vælge, for menukortet byder på et utal af lækkerier!

Hvornår: Alle dage indtil klokken 14.30.
Hvor: Brandts Passage 6-8, 5000 Odense C. 

12. Café Victoria 

Caféen sælger sig selv på at give gæsterne en international madoplevelse, hvor alle kan være med. Det ses også på brunchplatten, der er et udvalg af verdenens delikatesser: engelske Cumberland-pølser, spansk chorizo og franske croissanter.

Hvornår: Alle dage fra klokken 10 til 14.

Hvor: Rosengårdscenteret, Ørbækvej 75, 5220 Odense SØ.

13. Druen og Bønnen 

Snup en lækker franskinspireret brunch til en overkommelig pris på Druen og Bønnen. Her får du blandt andet serveret yoghurt og mysli med stedets hjemmelavede blommekompot, og krydrede pølser efter egen opskrift – og selvfølgelig meget mere.

Hvornår: Alle dage fra klokken 10 til 14.
Hvor: Vestergade 15, 5000 Odense C.

14. Café Cuckoo’s Nest

Dette er endnu et sted til dig, der gerne selv vil sammensætte din brunchtallerken. Du får leveret en seddel, hvor du kan vælge netop de retter, du gerne vil have på din tallerken. Det er dog også muligt at nyde en klassisk brunchbuffet i weekenden.

Hvornår: I hverdagen klokken 9 til 17. I weekenden klokken 10 til 13.
Hvor: Vestergade 37, 5000 Odense C. 

15. Café Kræz

Her er lidt for enhver. Du kan vælge mellem Brunch 1 (til den aktive), Brunch 2 (livsnyderen) og den klassiske brunchbuffet: Weekendbrunch.

Så skal det være sundt og lækkert, et udvalg af lækkerier serveret på en tallerken, eller går du all-in med en buffet, hvor der ikke er sparet på noget? Du bestemmer selv.

Hvornår: Mandag til fredag fra klokken 9, og fra 9.30 i weekenden.
Hvor: Gråbrødre Plads 6, 5000 Odense C.

Måske er du interesseret i ...

Seneste