Kvinde læser bog i sengen
© iStock | Politikens Forlag

Månedens bog: En spændingsroman der løfter dig ind i en anden verden

Spændingsromanen LUCIE suger dig ind i en grum verden, der er overnaturlig, anderledes og voldsomt spændende

12. maj 2018 af Caroline Rutter


Caroline Rutter er Magasinet Livs boganmelder. Hun er cand. mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og er altid i gang med tre bøger – mindst!

Her anmelder og anbefaler hun spændingsromanen LUCIE af Anne-Marie Vedsø Olesen.

LUCIE - Politikens Forlag
© Politikens Forlag

LUCIE

Handling: Lucie er født af en norsk fjord. Smuk som en drøm, stolt som en dronning og en af dem, man helst vil være på samme hold som. For hun er en enspænder og forbandet af en hunger efter menneskekød. Hun får dog to rejsefæller på sin færd tilbage til fjorden, hvor hun håber at finde svar på de spørgsmål, der har plaget hende alle de 1.000 år, hun har levet. Undervejs får Martin ildevarslende profetier fra fuglene, mens Casper får fremtidssyner, og Lucie bliver mere og mere overvældet af sin kødelige sult på vej mod svarene, der vil være begyndelsen på enden på alt. 

Magasinet Liv mener: Nogle gange får jeg bare lyst til at slukke for nyhederne og begrave hovedet i en bog, der løfter mig ud af virkeligheden og ind i en anden verden. Også selv om den er grum. En verden, hvor der er rasende engle, talende fugle og et udødeligt væsen, der æder menneskekød af levende kroppe for at få alle de oplevelser og følelser med, som offeret bærer på. Det er overnaturligt og anderledes og voldsomt spændende, fordi du, efterhånden som du lærer de tre hovedpersoner at kende, ønsker dem det bedste. Casper, der som udgangspunkt egentlig bare er på jagt efter en dame at duske – og meningen med livet. Historienørden Martin, der på turen både må træde i karakter og kritisk bruge sin historieviden. Og så fascinerende, lunefulde, stærkt sansende Lucie, som både er underlagt og ekstremt ulykkelig over sine drifter og sin skæbne.

Til dig, der … trænger til at iføre dig vinger.

Magasinet Liv giver bogen fem ud af seks stjerner.

LUCIE, 384 sider, til 250 kroner hos Politikensforlag.dk.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 5.

Måske er du interesseret i ...

Seneste