© Wenn.com

Ulrich Thomsen: “Jeg inspireres af kvinder, der hviler i sig selv”

Man siger, at mænd får karakter med alderen – gælder det ikke også kvinder? Læs med, når Ulrich Thomsen funderer over alder. Og kvinder

30. april 2016 af Christina Fabrin Larsen

Ulrich Thomsen (53)

JOB: Skuespiller.

Hvad overrasker andre ved dig?

“Jeg har oplevet, at andre overraskes over, at jeg er meget flink. Måske har de kun set mig i film, hvor jeg er skurk ... Nogle synes, jeg er småunderlig, og at skuespillere er mærkelige mennesker. Det er der da sikkert også nogle, der er. 

Jeg ved, at jeg ikke er en god bordherre. Jeg er ikke så vild med small-talk, og film og skuespil gider jeg normalt ikke rigtigt tale om, da jeg beskæftiger mig med det dag ud og dag ind. Det kommer måske bag på nogen.”

Hvad overrasker dig ved dig selv?

“Jeg har efterhånden vænnet mig så meget til mig selv, at der er intet, der overrasker.”

Hvordan holder du og din kone sammen på det hele – også når du nogle gange er væk på optagelse halve år ad gangen? 

“Der er ikke nogen bevidst opskrift. Vi taler om tingene. Min nuværende kontrakt med udlandet er på seks år, så uanset at serien (den amerikanske tv-serie Banshee, red.) kan tages af før, så vidste vi, hvad vi havde i sigte. 

Børnene er store og fornuftige og volder ikke de store problemer, og når jeg er hjemme, fortsætter det, som når jeg er væk. Det handler ikke om, at nu skal jeg bestemme. Alting er ikke fyldt med problemer, bare fordi du er lidt væk.

Der er selvfølgelig nogle praktiske ting som eksempelvis indkøb og madlavning, som jeg ikke kan hjælpe til med. Det står vi så selv for hver især, men om det er noget, der skal tackles, det ved jeg ikke. 

Det er irriterende at skulle købe ind, uanset om du er sammen eller alene.”

Hvad beundrer du din kone for?

“Min hustru er nede på jorden og et ukompliceret menneske. Hun kan snakke med alle mulige mennesker. Der er rigtig mange ting, jeg sætter pris på ved min kone. Også at hun passer hus og børn, mens jeg er ude i verden og arbejde. Så tjener jeg nogle penge imens, så vi allesammen kan blive boende.

Om det er godt eller skidt for forholdet at være væk, er svært at sige noget om, da man jo ikke rigtig har noget sammenligningsgrundlag. 

Jeg kan kun konstatere, at forholdet var godt, da jeg arbejdede hjemme, og er det stadig, selv om jeg har været væk i nogle lange perioder. At savne hinanden lidt engang imellem er sikkert også sundt nok.”

Hvordan er du som far?

“Jeg forsøger at forklare de to, at skolen er vigtig for deres muligheder i fremtiden. Og at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Så støtter jeg dem i deres valg og forsøger at svare på deres spørgsmål, hvis der er noget, de er i tvivl om. Men det er ikke nemt at være væk længe ad gangen. Jeg savner dem selvfølgelig, når jeg er væk. Men sådan er det i en periode. 

Børnene går i skole i Danmark, så der har aldrig været tale om, at de eksempelvis skulle med til USA. Vi skyper for det meste, jeg kommer hjem indimellem, og de kommer herover i ferierne. 

Jeg kan godt lide mit job, men der, hvor tingene giver mening for mig, er, når jeg er sammen med min kone, mine børn og mine venner. Det er ikke jobbet, der giver mig det største indhold i livet. Det må jeg erkende.”

Hvad betyder alder for dig?

“Alder betyder for mig, at jeg bliver ældre, og at udseendet forandres og vil blive ved med det, indtil jeg dør. Jeg får sikkert også nogle fysiske skavanker hen ad vejen og prøver derfor at spise sundt og træne.

Men lige nu har alderen ikke gjort så meget andet, end at jeg ser lidt anderledes ud, end jeg gjorde engang, og så har den givet noget erfaring i mit job. Hvilket er godt.”

Hvad gør alder ved kvinder?

“Alderen gør vel det samme ved kvinder som ved mænd. I min branche er der dog en vis fokusering på yngre kvinder, som man fortrinsvis ønsker at bruge frem for ældre kvinder. 

Man siger, at kvinder bliver ældre, og at mænd får karakter Det kan virke lidt hårdt. Men i princippet vælger du jo selv, hvordan du vil opfattes. Jeg inspireres af kvinder, som er sig selv og hviler i sig selv. Uanset alder.”

Det fulde interview med Ulrich Thomsen er bragt i Magasinet Liv nummer 62.

Måske er du interesseret i ...

Seneste