© PR

Skuespiller Nicolaj Kopernikus: “Der bliver set meget mere op til kvinder, end I drømmer om.”

Nicolaj Kopernikus er blandt andet kendt som selvoptaget familiefar i Klassefesten 2 – privat siger han tak til kvinder for at have lært at snakke rundt om tingene. Og til Sanne Salomonsen for at være tro mod sig selv.

25. august 2016 af Johanne Luise Boesdal

Nicolaj Kopernikus (48)
Privat: Gift med skuespiller Birgitte Næss-Schmidt, far til Mollie, Roberta og Louis.
Job: Skuespiller, som fik en Bodil for sin rolle i ‘Bænken’ (2000), som var forbryderen i ‘For­­­brydelsen’ på DR og Dr. Schwartz i sidste års julekalender på TV2, ‘Tvillingerne og Julemanden’.

Om ganske kort tid er Nicolaj Kopernikus aktuel i Klassefesten 3 – derfor ser vi tilbage på det interview, som vi lavede med ham, da Klassefesten 2 kom ud. 

Du er filmaktuel med Klassefesten 2 – begravelsen. Hvad er der sket med de tre venner siden sidst, da de var til 25-års studenterjubilæum og havde 40-års krise?
“I 2’eren er vi lidt i samme tråd, men her har vi mere beskæftiget os med temaet selvoptaget­hed. De er jo tre ualmindeligt selvoptagede mennesker, som er sat i en situation, en begravelse, hvor man ikke kan tillade sig at være selvoptaget. Det er selvfølgelig sat på spidsen i filmen, men det er en meget identificerbar problematik for vores aldersgruppe. Min karakter, Niels, er forsmået, fordi hans kone har været ham utro, og Troels Lybys karakter, Thomas, er indadskuende, fordi han som musiker har fået dårlige anmeldelser. Han vil anerkendes og tror, han er Guds gave til det hele – og glemmer helt, at han skal giftes og står foran et af livets lykkeligste øjeblikke.”


Lars Ranthe: “Vi mænd er altså virkelig simple”

Filmen handler også om venskab. Hvad betyder det for dig privat?
“Meget. Troels og ­Anders (Lyby og W. Berthel­sen, red.) er to af mine rigtig gode venner privat, som jeg har kendt i 25 år. Jeg har generelt en kreds af gode venner, som jeg husker at pleje. Vi snakker meget i telefon sammen – i perioder hver dag, flere gange om dagen faktisk … ja, det er meget tøset, vores forhold. Vi kan snakke om alt muligt, det behøver ikke være noget særligt. Du kender godt det der med, at du kan sidde og snakke med nogle venner, og nogle af de udfordringer, du har, de lander vildt godt, fordi de har fuldstændig samme problematikker i deres liv. Det er sgu befriende.”

 

Hvad er det, mandefællesskaber kan?
“Mænd er ret hurtige til at få en uoverensstemmelse manet til jorden, og så er vi pissegode til at lave nogle impulsive ting. Det behøver ikke altid give så meget mening, det vi laver. Jeg kan hygge mig på alle mulige planer med mine drengevenner – vi kan gå i biffen, køre gokart og sidde og snakke alvorligt over en flaske rødvin. Og vi kan fint viske tavlen ren, hvis der har været noget.”


Claes Bang: “God sex er det vigtigste”

Du er 48 – hvordan har du det med det?
“Der er mange ting ved at blive gammel, der er fantastiske. Du er sparet for ungdommens store behov for bekræftelse og finder ud af, at den eneste, du rigtigt kan stole på i forhold til at bedømme det, du laver – det er dig selv. Hvis jeg er tilfreds med det, jeg har lavet, så er jeg ret robust over for andre menneskers bedømmelse af mit arbejde. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er påvirket af ris og ros, men jeg er med alderen blevet langt bedre til at skille mig af med det igen. Det er et modenhedsspørgsmål. Og uden at det skal lyde for helligt, så er jeg ligesom nået dertil: Der er, hvad der er. Du kan selvfølgelig godt forandre og forbedre dig både fysisk og psykisk, men nogle gange skal du også bare forlige dig med det, der er.”

(Tænkepause). 

“… vi flytter os i bund og grund ikke en skid. Vi tror, vi bevæger os, men det gør vi jo ikke. Har du ikke været til gammel klassefest? Folk er jo de samme. Der er selvfølgelig de få, der tager nogle store kvantespring, men det beror ofte på noget, der er lidt sygeligt. I helt almindelige liv flytter vi os ikke særlig meget. Vi udvikler os, jeg har selv udviklet mig meget gennem årene, men måden, jeg fremstår på, tror jeg ikke er radikalt anderledes, end den var for 20 år siden.”

Den famøse aldersforskrækkelse – den preller af på dig?
“Jeg er ikke forskrækket. Jeg synes, man skal tage sin alder på sig. Man kan i min alder ikke længere skyde skylden på andre. Det gør man meget som ung: ‘Det er kraftedeme også de voksnes skyld! De kan jo slet ikke finde ud af styre det her lort. Eller politikernes skyld!’. Jeg er lige nu i brændpunktet, hvor det er vores skyld, hvis tingene ikke fungerer. Og den tager jeg på mig. Når det så er sagt, synes jeg også, alder er noget flydende noget. Jeg føler mig stadigvæk helt vildt ung indimellem. Da min søn gik i børnehave for et år siden, kunne jeg stå med dårlig samvittighed og en flov smag i munden over for en 20-årig pædagogmedhjælper, fordi jeg havde glemt min søns turtaske. Jeg kunne have været hendes far mange gange, men jeg havde jo for h ... glemt turtasken og stormede af sted efter den! I stedet for lige at sænke tempoet og sige: ‘Fint nok, jeg har glemt den taske, men du finder nok en løsning, ik?’. Selvfølgelig mærker jeg også angsten for at blive gammel og grå og skulle op om natten for at tisse. Det er jo ikke fedt. Da vi for eksempel lavede den første Klassefesten-film, kunne jeg sagtens læse replikkerne – uden briller. I dag bruger jeg læsebriller, og jeg har sgu ikke fået det integreret endnu, selv om jeg virkelig har brug for dem. Når jeg læser højt, vil mine børn gerne have bogen så tæt på, så de kan se bille­derne … så digter jeg bare.”

(Tænkepause).

“Jeg har det faktisk ret svært med de der briller. Jeg har købt et par læsebriller i en Tiger-butik, men inden for en overkommelig fremtid går jeg ned og bruger nogle gode penge på at købe mig nogle lækre briller. Jeg er stadig alt for fin til at få sat tekststørrelsen op i min telefon, og jeg griner højlydt af folk, der har gjort det. Det er ligesom at få sat et gammelmands-klistermærke på sig, jeg slet ikke er parat til at bære.”


Søren Østergaard: “Kvinder er det bedste publikum”
 


Hvad ser du, når du ser jævnaldrende kvinder?
“Jeg har en vidunderlig kone, jeg ser en masse skønhed i. Derudover synes jeg, det er klædeligt, når du kan se på folk, at de er på vej til at komme hjem, hvis du forstår, hvad jeg mener? Når de er faldet til ro i en eller anden form. Det klæder hverken mænd eller kvinder at jagte ­noget, der ikke eksisterer mere. Det er ikke, fordi du ikke stadig må være følsom som en 23-årig, ligge i telt på Roskilde og fyre fede, men du skal være det sted i livet, du er. Og du kan mærke, om folk er nået dertil. Jeg var for eksempel til koncert med Sanne Salomonsen for ikke så mange år tilbage, hvor hun fyrede den af uden at løbe fra sin alder. Og jeg tænkte: Hold kæft, hvor er hun lækker! wwet var det der med at stå ved sig selv og være tro mod sig selv.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af ­kvinder?
“Skulle jeg lige sige det? Det kan jeg da godt. Det er jo pærelet … Jeg tror ikke, de fleste kvinder er så interesseret i løsninger. Hvis der opstår en problematik, er det vigtigt, men svært for os mænd at forstå, at problematikken ikke bliver taget op, for at vi skal nå en løsning. Den har de sådan set selv, kvinderne. Problematikken bliver bragt op, fordi der skal tales om den – og her clasher det nogle gange. Så det har jeg lært af kvinder: At det ikke altid handler om at komme fra A til B, men om at få snakket rundt om tingene.”


Flemming Enevold: “Jeg har brug for at buldre, styre og fylde”

Der er forskel på mænd og kvinder – eller?
“Der er nogle fundamentale forskelle på mænd og kvinder, som jeg egentlig heller ikke tror, vi skal forsøge at udligne. Jeg er af den gamle skole og synes, det er fedt, at manden kan holde døren og trække stolen ud for kvinden. Jeg ville faktisk være lidt ærgerlig, hvis det ryger fløjten. Nogle gange tænker jeg også: Skal vi forstå hinanden og være helt i sync med, hvorfor det andet køn gør, som det gør? Jeg ved ikke, hvor stor tilhænger jeg er af at få mystikken og hemmelighederne imellem kønnene trevlet op og sat i kasser og systemer. Vi skal holde fast i forskellene, fordi de giver en dynamik i samfundet. Kvinder har desværre tradition for – historisk set – at føle sig lidt mindre værd end mænd. Det er heldigvis ved at blive visket ud, men jeg tror, vi mænd skylder kvinderne at fortælle dem: I ved det måske ikke, men det er jer, der styrer det hele! Der bliver set meget mere op til jer, end I drømmer om.”

Bragt første gang i Magasinet Liv nr. 37.

Gå ikke glip af alt det bedste fra Magasinetliv.dk - klik her!

Måske er du interesseret i ...

Seneste