Skuespiller Martin Buch
© PR

Skuespiller Martin Buch: "Når du siger Swinger, siger jeg fedt!"

Martin Buch fra Rytteriet har fyret den af, siden han fyldte 40. Og det har han sådan set tænkt sig at blive ved med

21. oktober 2016 af Stine Bjerre Herdel

Martin Buch (47)

Privat: Far til Julian på 5 og Lucia på 3 år, som han har med konsulent og fremtidsforsker Mona Sharar.

Job: Skuespiller. Er aktuel i filmen Swinger.

Hvis jeg ikke lavede det her interview, ville jeg ... “enten arbejde eller være sammen med mine børn.

Begge børn er af forskellige grunde hjemme fra børnehaven for tiden, så det er lidt en udfordring, som vi forsøger at få til at gå op. Lige i dag har jeg en fridag og er taget op i sommerhuset, men ellers er vi i gang med at skrive på en ny omgang Rytteriet, som skal være klar til jul.”

Jeg er så snobbet, at ... “åh, det ved jeg egentlig ikke, om jeg er.

Jeg prøver at være et ordentligt menneske. Altså, jeg kan have mine præferencer, og det kan selvfølgelig godt fortolkes som snobberi. Sådan noget med, hvad jeg ser i tv. Det kan jeg godt være lidt snobbet omkring. Jeg undrer mig virkelig over det der tv, der altid bliver sendt fredag og lørdag på hovedkanalerne. Hvordan kan det samle så mange?

Selve ideen til sketchen med snobberne var noget, der opstod i fælles rablen med min Rytteriet-makker Rasmus Botoft. Måske hentede jeg selv noget inspiration fra min opvækst i Lyngby, hvor de fine og rige gik ned i Magasin du Nord, mens de ‘fattige’ gik i Lyngby Storcenter. Ikke, at vi var rige. Næh, nu her i mit voksne liv, der har jeg til gengæld mødt folk, der er rige. Folk, der har så mange penge, at man slet ikke fatter det! ”

Når du siger Swinger, siger jeg ... “fedt!

Fedt for mig at skulle lave noget, som ikke nødvendigvis skal være sjovt, fordi det så ofte er det, der forventes af mig. Selvfølgelig er det stadig en komedie, men min rolle er en mere autentisk rolle om en mand, der er gået noget i stå i 40’erne. Han har nok det, man kalder for en 40-års-krise. Men faktisk tror jeg ikke på, at kriser er hæftet på noget med alder.

Selv havde jeg nok nærmere en 38-års-krise, mens mit liv så til gengæld eksploderede i 40’erne. På ingen tid fik jeg kone, to børn, hus og endda kørekort. Du tror, du kan planlægge alt muligt omkring, hvordan dit liv skal udvikle sig, men det kan du jo overhovedet ikke. Du må bare leve. Min kørelærer sagde altid: ‘Bare kør bilen, for helvede!’. Det er egentlig et meget godt billede på livet.” 

Sidst, jeg hylede af grin, var ... “af mig selv. 

Det er måske lidt ucharmerende, men det var en dag på kontoret sammen med Rasmus Botoft og vores instruktør, Peter Harton. Vi havde fundet noget af det gamle Rytteriet og begyndte bare at grine. Du kom fra den ene mærkelige scene til den anden, og vi sad bare og tænkte: Hvad fanden er det, vi har lavet!?

Min datter på tre er simpelthen så sjov. Hun er i sådan en periode, hvor hun konstant kommer ind og ‘informerer gruppen’ om, hvad hun nu skal lave, og hvad der nu skal ske. Og så kalder hun konsekvent alle for ‘venner’. ‘Hej, venner!’ og ‘Nå, venner ...’.” 

Og sidst, jeg bare hylede, var ... “da Bowie døde.

Faktisk overraskede det mig, at det rørte mig så meget, men det gjorde det. Jeg fik en sms fra min ven om, at han var død, og så satte jeg mig ned og så videoen til Lazarus. Sad bare der i sofaen med den der underlige fornemmelse af sorg. Som om det var en storebror, der var væk. Han har været min helt, siden jeg var 12. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvem jeg ellers kunne have det sådan med. Jo, måske Michael Laudrup? Nej, det er trods alt ikke det samme.” 

Jeg er 47, og ... “det synes jeg egentlig er et højt tal. 

Det er en alder, der følger en del flere forpligtelser med, end da jeg var yngre, men jeg prøver at bevare det at være barn. Det bliver jeg nødt til, for sådan er jeg. I den mere seriøse ende er det positivt, at jeg med alderen er blevet mere sikker på mig selv rent fagligt. Jeg ved, at jeg har nogenlunde styr på det, jeg laver.

Men så er der jo samtidig kommet nye udfordringer til. Som for eksempel at være far. Så jeg har nok ikke længere nogen illusion om, at du på et tidspunkt når en alder, hvor du har styr på lortet. Sandheden er, at livets kaos fortsætter. Det hele falder jo ikke i hak, bare fordi du når til et særligt tal.” 

Sandheden om mig er nok ... “at det er det samme, som er både min stærkeste og min svageste side: Det at lave sjov.

Det er en rigtig stærk side at kunne være underholdende og skabe energi. Men samtidig kan humor også nemt blive en overflade. Du kan lige sige noget sjovt i stedet for at tage fat i tingene sådan for alvor.

Indimellem kan jeg godt synes, at jeg selv er lidt for meget. Så går jeg hjem og tænker: For helvede, Martin, kan du ikke bare holde lidt mere kæft? Sjovt nok sagde jeg ikke ret meget, da jeg var lille. Mine forældre kaldte mig for ‘den tavse dansker’. Henne i skolen rakte jeg aldrig hånden i vejret i løbet af timerne. Først til sidst, og så sagde jeg gerne noget, hvor jeg lige skulle vende det hele på hovedet. Lige lave noget sjov.” 

© PR

Det kan være svært ... “at komme ud af sengen rent kropsligt, og mit knæ er mærkeligt.

Og jeg har opdaget, at jeg har fået en vane med, at hvis jeg ser et gulv, der er vådt eller ser glat ud, så går jeg meeeget forsigtigt. For ‘det er jo ikke godt at brække hoften i min alder’. Andre gange giver jeg den totalt gas og spiller fodbold. Så er jeg også helt smadret flere uger efter.”

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig ... “at jeg skulle være far. 

Altså, jeg har altid været glad for børn, og folk sagde altid, at jeg skulle da have børn. Men jeg var bare aldrig tæt på med nogen. Så da det endelig skete, var det lidt et bagholdsangreb. På den gode måde. Jeg er så lykkelig for, at det er sket. Men apropos alder: Er det bare mig, eller ældes du dobbelt så hurtigt efter det første barn og fire gange så hurtigt efter det næste?” 

Når jeg bliver gammel ... “håber jeg virkelig, at jeg ikke er syg. 

Jeg kiggede lige på nogle ordsprog i dag. Et af dem lød: ‘Når du er rask, er der 1.000 ting, du vil have. Når du er syg, er der kun én ting’. Mit største ønske er helt klart, at jeg ikke bliver syg. At min krop bliver ved med at være stærk nok.”

Kvinder kan drive mig til ... “ro. Og hygge. 

Det er tit nemmere at snakke med kvinder, end det er at snakke med mænd. Jeg har det lidt svært med sådan en rigtig omklædningsrumsstemning. Sådan med mobning og små statuskampe. Der er ofte en del konkurrence blandt mænd, og det gider jeg ikke. Der er kvinder langt mere ukomplicerede, end mænd er.” 

40+ kvinder er ... “mere konstruktive.

Der kommer noget mere ro over dem. Mange af mine gode veninder er faktisk over 40. Men altså, det der med alder, det er ikke noget, jeg tænker så meget på. For uanset alder kan du have perioder i dit liv, hvor du peaker totalt, mens du i andre perioder er præget af stilstand eller rystet i din grundvold. Det har ikke noget at gøre med, hvor gammel du er.” 

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nr. 68

Måske er du interesseret i ...

Seneste