Lars Ranthe
© Presse, Scanpix

Skuespiller Lars Ranthe: “Vi mænd er altså virkelig simple”

Skal du nå helt ind til din mand, skal du lave noget med ham. Det dur ikke kun at snakke. Lars Ranthe kan ­faktisk ikke forstå, vi ikke er bedre til at forstå mænd, når nu vi er så gode til følelser – som han synes, vi er

6. juni 2017 af Ulla Hinge Thomsen

Lars Kristian Ranthe (45)

Privat: Gift med skuespiller Christine Albeck Børge, far til Rigmor og Betty Marie.

Job: Skuespiller. Fik sit gennembrud i DR-serien Sommer i 2008. I 2012 modtog han både en Bodil og en Robert for sin rolle som Kjeld Petersen i filmen Dirch. Seneste film er Thomas Vinterbergs Jagten fra 2012 og Klassefesten 2 fra 2013.

Fra Jakob Sommer i tv-serien Sommer til Kjeld Petersen i filmen Dirch. Har dine roller noget til fælles?
“Jeg ville nok mest være blevet castet som gade­dreng, da jeg lige kom ud af teaterskolen. Jeg er jo sådan lidt Vesterbro-agtig med mit ansigt og min friske københavnerstemme. Men så fik jeg lov at lave Jakob Sommer som min første store rolle på tv, og han indeholder noget helt andet blidt, som jeg i øvrigt også selv gør. I dag er der flere, der ringer, og det giver mulighed for at prøve meget forskelligt. Jeg har lige lavet en film med Thomas Vinterberg (Jagten, red.), som jeg har været i Cannes med. Her spiller jeg en tyk godsejer med stort fuldskæg og i stort kostume. Ham prøvede jeg at putte noget af det nærvær over i, som jeg lærte af instruktøren på Dirch, Martin Zandvliet.”

Hvilken genre er mest udfordrende for dig – og hvilken holder du mest af?
“Humoren ligger nemt for mig, mens jeg skal arbejde mere med det, som kommer tæt på følel­sesmæssigt. Jeg er typen, der hellere kommer med en hurtig bemærkning – det sjove er jo også en måde at holde gråden på afstand.”

Er der forskel på at spille sammen med kvinder og med mænd?
“Kvindelige skuespillere har ofte tættere adgang til deres følelser, måske fordi kvinder har et underliv og får menstruation som 13-årige – der er ligesom et andet behov for, at I forholder jer til jeres krop og jeres følsomhed. Det kan være meget fascinerende, men også vildt irriterende. Det sjove ved at arbejde med en mand er til gengæld, at han ved, at karakteren rummer noget følsomt, og så gør han alt, hvad han kan, for ikke at vise det. Det er der noget dramatisk interessant ved.”

Hvad betyder mandefællesskaber for dig?
“Meget. Christine (Lars Ranthes hustru, red.) siger tit til mig: ‘Alle mænd elsker dig, Lars’. Jeg har mange gode venner, og jeg elsker at lege, fiske og snakke om værktøj. Med mænd handler det om at lave noget sammen, og så kan vi snakke undervejs. Golf er en perfekt aktivitet for mænd, for der er vi sammen i fire timer uden at behøve at have øjenkontakt. Når en mand ser en anden mand i i øjnene, kommer han lynhurtigt til at sige ‘fisse’ eller ‘så du fodboldkampen i går?’. Det er lettere at betro sig, når hovedet er vendt den anden vej.” 

 

Har du også kvindelige venner?
“Ikke på samme måde, men jeg taler lige så godt og gerne med kvinder. Med jer er det nemmere at komme nogle lag længere ind til ting, der betyder noget, og det kan være enormt rart med det nærvær. Og når det slutter igen.”

Hvilken alder klæder en kvinde bedst?
“Den, hun er. Du er 42, så vær dog 42 i stedet for at rende rundt og prøve at ligne en på 24. Ja, de har gode patter og en god røv, men hvad fanden skulle jeg snakke med sådan en om? I min branche er det desværre sådan, at der er færre gode kvinderoller end manderoller, og derfor er der ofte kun den lækre sekretær at identificere sig med i filmene. Der elsker jeg virkelig den engelske filmbranche, hvor de caster almindelige kvinder, skæve kvinder, kvinder i alle aldre. I modsætning til Hollywood, som bare er sådan en forskruet industri, der producerer fotomodeller. Det skal I ikke tage alvorligt, selv om jeg godt ved, at det påvirker jer.”

Hvad burde alle kvinder vide om mænd?
“Hvis du vil ses og mærkes af din mand, så skab en situation, hvor han føler sig tryg. Tving ham ikke til at sidde og stirre dig ind i øjnene over en kop te med stearinlys. Foreslå i stedet, at I ordner haven sammen, eller spørg ham om hans nye værktøj fra Bauhaus. Så lover jeg dig, at han vil være vild med dig bagefter. Vi mænd er altså virkelig simple. Det undrer mig tit, at I siger, I er så gode til følelser, men I er ikke ret gode til at mærke mænd.”

Hvis du kunne give alle 40+ kvinder et rigtigt godt råd, hvad skulle det så være?
“Du er allersmukkest nu! Du er moden, du er livsklog og stærk, og du er stadig viril. Der sker noget, når I bliver slidte – på den gode måde. Det giver rynker, dybde i øjnene og ro i sjælen, og det er røvfedt – ikke grimt. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg bliver ved med at synes, at de lækreste kvinder er dem på min egen alder – jeg håber, jeg også tænker sådan, når jeg er 80.” 

Hvilken kvinde har haft afgørende betydning for dit liv – som ikke er din mor eller din kone?
“Lane Lind, der var rektor for Skuespillerskolen ved Odense Teater, hvor jeg gik i 1990’erne. Jeg kom fra en ultra drenget verden som skibums, der gik i byen hver dag, til hendes skole, hvor vi skulle sidde i rundkreds og føle og få massage med olier. Det var rystende, provokerende og sindssygt ubehageligt, og jeg slog mig i tøjret. Men det var et vendepunkt i mit liv. Jeg kom i kontakt med min feminine side og blev et mere helt menneske.”

Hvornår har du det allerbedst?
“Når jeg er i en ikke-bevidst tilstand. Det kan være i alle mulige sammenhænge: Mens vi snakker sammen nu, når jeg går en tur med Christine eller går i seng med hende. Somme tider sker det også i arbejdet, at det hele bare flyder, og jeg glemmer det raslende slikpapir i salen eller den hostende publikummer.”

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 18.

Måske er du interesseret i ...

Seneste