© PR

Skuespiller Flemming Enevold: “Jeg har brug for at buldre, styre og fylde”

Flemming Enevold bryder sig ikke om kvinder, der opfører sig som mænd. Med tre døtre og en kone har han selv måttet kæmpe for at få lov at være alfahan

25. april 2015 af Isabel Fluxa Rosado

Flemming Enevold (63)

PRIVAT: Gift med Linda, der er ballet-danser. Far til Luise på 34, Lucinda på 24 og Martina på 20 år.

JOB: Skuespiller, sanger, instruktør og tidligere teaterdirektør.

 

Hvilken kvinde har haft afgørende betydning i dit liv?
“Uh, der er mange. Men en af de første var en stor, frodig skolepsykolog klædt i et tomandstelt, som netop forstod at supplere tidens kæft, trit og retning med feminin varme og intuition.Jeg var seks-syv år gammel og et vanskeligt, opmærksomhedskrævende barn. Hun gjorde et stort indtryk på mig ved at lytte og være oprigtigt interesseret. Hun spurgte på et tidspunkt: ‘Hvordan har du det?’. Det var der sgu’ aldrig nogen, der havde spurgt mig om før.” 

 

Hvornår er kvinder mest interessante?
“Når de er kvinder og står ved det i påklædning og i væremåde. Det ægte feminine er vanskeligt at definere, men nemt at mærke. Det er blandt andet intuition, indføling og hjertelighed. Det er også kunst og humor – begreber, som var helt fraværende i efterårets valgkamp, men som er livsnødvendige for vores menneskelighed. Spillet mellem kønnene er også blevet alt for forudsigeligt. Passionen og den livgivende, erotiske spænding mellem mand og kvinde har for lidt plads.”

Hvornår er det sjovest at være mand?
“Det er, når jeg kan udfolde mig som mand på godt og ondt, og det hele ikke skal være så forudsigeligt og korrekt. Når jeg får plads til også at buldre, styre og fylde. Jeg har været omgivet af kvinder med stort K hele mit liv – ikke mindst min feminine og varmblodige hustru Linda og mine ditto tre døtre. Det har været både vidunderligt, udfordrende og udviklende.

Jeg har måttet tage mig sammen og kæmpe for min plads som mand og alfahan. Der har været armlægning om alt fra køkkenindretning til antallet af blomstrede sofapuder. Nu er der også svigersønner – det giver mere balance. Fandeme dejligt! Ha, ha, du kan godt høre, jeg har følt mig lidt i mindretal.”

 

Har du et godt råd til kvinder 40+?
“Til både kvinder og mænd vil jeg sige, at det er afgørende at holde sig levende, både fysisk og psykisk. Jeg har selv i mange år kæmpet med en udfordrende diagnose som maniodepressiv og har også været igennem en midtvejskrise. Da begyndte jeg at arbejde dybere med mig selv. Både udvendigt og indvendigt kan vi gøre rigtig meget for at modnes og ældes med ynde. Bare vi ikke kæmper så meget imod, at det bliver uhyggeligt og umenneskeligt. Selv mediterer jeg hver dag. Det er min indre bodybuilding.” 

 

Hvornår har du sidst overrasket dig selv?
“En del af min midtvejskrise handlede om, at jeg havde brug for at genopdage mig selv som mand. Jeg troede selv, at jeg var sådan et sødt, blødt og diplomatisk menneske. Men jeg måtte se nogle ret ukorrekte og mandlige egenskaber i øjnene.

I en sen alder opstod et ret akut behov for også at bestemme og råbe højt derhjemme. Måske fordi jeg i mange år som teaterleder var vant til at dominere og blive lyttet til. Da jeg holdt op og kom hjem, opdagede jeg, at her var det kvinderne, der havde bukserne på. Kønnenes kamp er vildt spændende. Hold kæft, hvor den holder mig i live!”

 

Hvornår har du sidst grinet af dig selv?
“Både Linda og mine døtre er rigtig gode til at tage pis på mig og udfordre min selvhøjtidelighed. De kan lave nogle parodier, der er så rammende, at jeg bliver helt stakåndet og er ved at pisse i bukserne af grin. Jeg får så meget humor og kærlighed fra dem.”

 

LÆS OGSÅ:

 

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Liv nummer 10.

Måske er du interesseret i ...

Seneste